I henhold til lovbekendtgørelse nr. 1157 af 01. juli 2020 om planlægning med senere lovændringer fastlægges hermed følgende bestemmelser for det i § 2 nævnte område.
Formålet med lokalplanen er:
1.1 at fastlægge områdets anvendelse til centerformål og offentlige formål i form af et plejecenter med tilhørende fælles faciliteter, friarealer og parkering
1.2 at sikre vejadgang til området fra Vandtårnsvej
2.1 Lokalplanområdet afgrænses som vist på kortbilag 1.
2.2 Lokalplanområdet omfatter matrikel nr. 1yv Ladegården, Holbæk Jorder
2.3 Området er beliggende i byzone og forbliver i byzone.
3.1 Lokalplanområdet udlægges til offentlige formål i form af et plejecenter med tilhørende fælles faciliteter, parkering og friarealer
4.1 Området kan ikke udstykkes yderligere, dog kan det på kortbilag 5 viste stiforløb udstykkes særskilt.
5.1 Ny bebyggelse skal placeres inden for det på kortbilag 5 viste byggefelt, jf. dog § 5.7.
5.2 Bebyggelse inden for byggefeltet må maksimalt opføres i 2 etager foruden eventuel kælder. Dagcentret må maksimalt opføres i 1 etage. Bebyggelsen må maksimalt have en højde på 10,5 meter over terræn.
5.3 Bebyggelsesprocenten må maksimalt udgøre 55.
5.4 Tekniske anlæg og solcelleanlæg må maksimalt opføres 1 meter over bygningens tagflade.
5.5 Der må kun etableres tagterrasser på tagfladen over bebyggelsens stueetage og ikke på taget af 1. sal.
5.6 Hvis bygningen etableres som flere mindre bygningsenheder, skal det sikres, at der er en funktionel og tilgængelighedsmæssig sammenhæng imellem bygningsenhederne, herunder eksempelvis forbindelsesgange via kælder, stiforbindelser på terræn, evt. overdækket med pergolaer eller lignende.
5.7 Uden for byggefeltet må der ikke opføres bebyggelse udover mindre bygninger/anlæg til teknisk forsyning, og til drift af området samt mindre havepavilloner og overdækninger. Der må højst opføres 20 m2 etageareal til bygninger/anlæg til teknisk forsyning og drift af området, og bygningers højde må ikke overstige 3,5 m. Der kan etableres maks. 3 havepavilloner og overdækninger á maks. 16 m2. Disses højde må ikke overstige 3,5 m. Dele af stierne kan overdækkes, og overdækninger kan etableres i forbindelse med havepavillonerne. Den maksimalt tilladte højde på overdækning over stier er 3 meter.
6.1 Den eksisterende svømmehalsbygning på arealet kan nedrives.
7.1 Byggeriet skal udføres med høj arkitektonisk kvalitet. Det skal tilpasses grunden og friarealerne, og skal tage hensyn til naboområdet. Så meget af den eksisterende beplantning som muligt skal bevares, og inddrages i bygningernes arkitektur, så de bliver en del af oplevelsen fra bygningernes rum.
7.2 Bebyggelsens facader skal fremstå med overflade i tegl, træ, beton, metal eller glas. Facader udført i tegl kan fremstå som blank mur eller med pudset eller vandskuret overflade. På bygningers facader må kun anvendes jordfarver og disses blanding med sort og hvid. I mindre partier kan der dog anvendes andre farver.
7.3 Bebyggelsens tag skal udføres med en taghældning mellem 0 og 35 grader. Tage må ikke udføres med hel valm. Alle tage skal fremstå som sorte, brune, røde eller grå tage, eller som vegetationstag. Tagbeklædningsmaterialer skal være tagsten af tegl, metal, tagpap eller vegetationstag. Der må ikke anvendes betontagsten og tyndpladeprofiler, der efterligner andre tagmaterialer, eller lignende materialer.
7.4 Materialer på tage og facader må ikke være reflekterende eller give anledning til væsentlige gener for omgivelserne. Glanstallet for tag- og facadematerialer må maksimum være 10, dog kan solcelleanlæg tillades.
7.5 Vinterhaver, udestuer, udhuse, garager, carporte, havepavilloner, overdækninger og lignende mindre bygninger må udføres i andre materialer end hovedbebyggelsen og med en anden taghældning. Havepavilloner og overdækninger skal have et let udtryk.
7.6 De mindre bygninger/anlæg til teknisk forsyning og bygninger til drift af området må kun opføres med facader i mørke farver, så de ikke dominerer det rekreative område.
7.7 Anlæg til indvinding af solenergi skal monteres på tage eller facader, således at synlige fritstående konstruktioner undgås. Solenergianlæg skal sikres en arkitektonisk indpasning på tagfladen. Såfremt anlæg til indvinding af solenergi placeres på bebyggelsens tag, må anlægget højst rage 1 m op over taget, og anlægget skal placeres mindst 1 m fra tagkant, således at anlægget ikke er synligt fra fælles grønne gårdrum og stisystemer. Såfremt anlægget skærmes bag en brystning, må anlægget placeres nærmere tagkant end 1 m.
8.1 Vejadgang til lokalplanområdet skal ske fra Vandtårnsvej, via eksisterende vejadgang, som i princippet vist på kortbilag 5.
8.2 Vej- og parkeringsområde skal befæstes med asfalt eller anden hård belægning. Permeable belægninger kan anvendes hvor dette ikke er til hinder for bevægelseshæmmede. Kørebanen skal afgrænses med kantsten eller bånd af granit- eller betonsten.
8.3 Den eksisterende offentlige sti, der gennemløber området som vist på kortbilag 5, skal bevares.
8.4 Der skal udlægges parkering svarende til 0,6 parkeringspladser pr. boligenhed. Parkeringspladser skal etableres inden for det anviste p-område på kortbilag 5. Der skal pr. 25. p-plads etableres en handicap p-plads. Disse skal placeres nær hovedindgangen, og der skal sikres areal til ind- og udstigning. Der skal anlægges cykel-parkeringspladser til min. 20 cykler.
8.5 Der skal etableres belysning langs veje og stier. Belysningen skal udformes med en nedadrettet lyskilde, som maksimalt sidder 4 meter over terræn, så belysningen ikke virker blændende for omgivelserne.
8.6 Det skal sikres, at renovationsbiler uhindret kan køre og vende indenfor lokalplanområdet og let komme til og fra containere og eventuelle miljøstationer.
8.7 Det skal sikres, at brandbiler kan tilgå byggeriet. Brandredningsarealer skal sikres rundt om byggeriet og med hensyntagen til brandsikkerhed og brandstrategi.
9.1 Hegn i skel må kun udføres som levende hegn i form af træer og buske, og skal i videt muligt omfang udgøres ved bevaring af eksisterende beplantning. Levende hegn kan suppleres med et let trådhegn på indvendig side med højst samme højde som det levende hegn, dog max 1,8 meter højt. Hegning inden for området skal fremstå, så det er skjult af beplantning set fra omgivende veje og stier.
9.2 Der må ikke ske terrænregulering ud over 0,5 meter i forhold til det eksisterende terræn og ikke nærmere naboskel end 0,5 meter. Der kan foretages terrænregulering på mere end 0,5 m, hvis reguleringen er nødvendig for etablering af forsinkelsesbassin relateret til ekstreme regnhændelser.
9.3 Ubebyggede arealer skal holdes ryddelige og må ikke benyttes til nogen form for oplag og parkering, udover hvad der normalt hører til i et offentligt område.
9.4 Højst 70 % af grundarealet på ejendommen må befæstes og afvandes til regnvandssystemet. Der skal sikres mulighed for håndtering af regnvand ved ekstrem regnhændelser, herunder mulighed for evt. nedsivning herfra.
9.5 Udearealerne, herunder belægning og beplantning, skal etableres, så de er tilgængelige for handicappede og demente, set i sammenhæng med krav om, at der skal sikres niveaufri adgang til samtlige døre iht. gældende handicapregler.
9.6 De eksisterende træer mod sti mod nord skal bevares og sikres i forbindelse med anlægsfasen. Hvis der skulle ske skade på træerne skal der efterfølgende plantes erstatningstræer inden for området, jf. Holbæk Kommunes politisk vedtagne regulativ vedr. bygningsforanstaltninger.
9.8 Anlæg af ubebyggede arealer skal ske efter en samlet plan. Så meget af den eksisterende beplantning som muligt skal bevares. Planen skal redegøre for terrænregulering, evt. vandrender, beplantning, aktivitets- og opholdsmuligheder, stier samt belægningstyper. Hensyn til brandsikkerhed ved byggeriet skal tages med hensyn til indkørsel, beplantning mm.
9.9 Affaldscontainere skal placeres samlet og skal være skjult af beplantning eller anden afskærmning.
10.1 Tekniske anlæg og installationer skal være indarbejdet i bygningerne eller være en del af bygningernes arkitektur. Varmepumper, der af tekniske årsager er nødt til at være placeret uden på bygninger, skal på anden vis afskærmes visuelt, så der skabes sammenhæng til bygningernes visuelle udtryk. Afskærmning kan f.eks. udføres som espalier med beplantning eller i materialer og farver svarende til anvendte farver på facader. Evt. transformerstation skal indpasses i området under hensyntagen til, at den bliver så lidt synlig som muligt fra bebyggelsens opholdsarealer og tilpasses bygningernes arkitektur.
10.2 Alle ledninger, herunder el-ledninger til udvendig belysning, skal udføres som jordkabler.
11.1 Ny bebyggelse må ikke tages i brug før:
• Veje, stier, parkering og belysning er etableret.
• De fælles friarealer, afskærmende beplantning og evt. erstatningsbeplantning jf. er anlagt.
12.1. Lokalplan 54 aflyses for den del, der er sammenfaldende med lokalplanområdet i nærværende lokalplan.
§13 Følgende servitutter, der er lyst på matr.nr. 1yv Ladegården, Holbæk Jorder, kan aflyses med lokalplanens vedtagelse:
Dokument lyst den 30.9.1949
Dok om forsynings/afløbsledninger mv. Vedr. 1A
Servitut til sikring af manøvrekabel fra filteranlægget, Hovedvej 4A til Søndre Vandværk.
Kan ikke stedfæstes.
Kan aflyses ved tiltrædelse fra Fors A/S og Holbæk Kommune fordi servitutten vurderes uaktuel.
Dokument lyst den 30.9.1949
Dok om forsynings-/afløbsledninger samt om brønde mv., Vedr. 1A
Servitut til sikring af vandledning fra filteranlægget, Hovedvej 4A til Søndre Vandværk.
Kan ikke stedfæstes.
Kan aflyses ved tiltrædelse fra Fors A/S og Holbæk Kommune fordi servitutten vurderes uaktuel.
Dokument lyst den 17.1.1975
Dok om bebyggelse, benyttelse mv.
Servitut om vilkår, herunder vilkår for tilbageskødning, i forbindelse med Holbæk Kommunes overdragelse af matr.nr. 1yv som gave til den selvejende institution Holbæk Hallerne.
Kan aflyses ved Holbæk Kommunes tiltrædelse, idet servitutten er åbenlyst forældet.
Dokument lyst den 20.11.1975
Dok om svømmehallen mv.
Servitut om at Indenrigsministeren er berettiget til at kræve svømmehallen lukket i påkommende civilforsvarsmæssige tilfælde.
Kan aflyses ved tiltrædelse fra Civilforsvarsstyrelsen idet svømmehallen nedrives, og servitutten derfor er helt uaktuel.
Dokument lyst den 20.1.1976
Dok om parkering mv., forsynings/ afløbsledninger mv.
Servitut om bebyggelse, benyttelse, forsynings-/afløbsledninger og tilbageskødning.
I konflikt med kommende lokalplan, idet bestemmelserne er rettet mod nuværende anvendelse.
Kan aflyses fsva bestemmelserne, der knytter sig til svømmehal/friluftsbad. Bestemmelser om parkering samt forsynings-/afløbsledninger kan ikke aflyses, da de fortsat gælder.
14.1 Indtil forslaget er endeligt vedtaget af Kommunalbestyrelsen, må området ikke udnyttes på en måde, der kan foregribe indholdet af den endelige plan. Det gælder efter planlovens § 17 et midlertidigt forbud mod udstykning, bebyggelse og ændring af anvendelse. Den eksisterende lovlige anvendelse af ejendommen kan fortsættes som hidtil.
14.2 Når fristen for fremlæggelse af indsigelser og ændringsforslag er udløbet, kan Kommunalbestyrelsen give tilladelse til, at ejendommen ændres eller bebygges i overensstemmelse med forslaget. Disse midlertidige retsvirkninger gælder fra datoen for forslagets offentliggørelse og indtil forslaget er endelig vedtaget, dog højst indtil et år efter offentliggørelsen.
15.1 Efter Holbæk Kommunalbestyrelses endelige vedtagelse og offentliggørelse af lokalplanen må de ejendomme, der er omfattet af planen, ifølge planlovens § 18 kun udstykkes, bebygges eller i øvrigt anvendes i overensstemmelse med planens bestemmelser.
15.2 Den eksisterende lovlige anvendelse kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen medfører heller ikke i sig selv krav om etablering af de anlæg m.v. der er indeholdt i planen. Lokalplanen tinglyses ikke på de ejendomme, der er omfattet af planen, men indberettes til Plandata.
15.3 Kommunalbestyrelsen kan meddele dispensation til mindre væsentlige lempelser af lokalplanens bestemmelser på betingelse af, at det ikke ændrer den særlige karakter af det område, der søges skabt ved lokalplanen. Mere væsentlige afvigelser fra lokalplanen kan kun gennemføres ved tilvejebringelse af en ny lokalplan.
Lokalplan 2.98 er vedtaget endeligt af Kommunalbestyrelsen den 15.12.2021