Statslig og regional planlægning

Lokalplanen vurderes ikke at indebære forhold i modstrid med eksisterende gældende statslig eller regional planlægning.

Kommuneplan 2021

Lokalplanen er i overensstemmelse med gældende Kommuneplanramme 2.C06, der udlægger arealet til centerområde, med en maks. bebyggelsesprocent på 55 og bygninger i maks. 11 m højde, 2,5 etager

Oversvømmelsestruede områder
I Kommuneplan 2021 er foretaget nye udpegninger af oversvømmelsestruede områder, hvoraf det fremgår, at en del af lokalplanområdet er udpeget. Det følger af retningslinje 8.7.6 i kommuneplanen, at oversvømmelsestruede arealer som udgangspunkt skal friholdes for nyt byggeri/anlæg. Dette kan kun fraviges, hvis det kan sandsynliggøres, at risikoen håndteres.
Det er ved konkret rådgiver vurdering konkluderet, at der ikke inden for nærværende lokalplanområde er en risiko for oversvømmelse, og bestemmelse om, at området ikke må ibrugtages, før der er foretaget sikring af byggeri og anlæg mod oversvømmelsesrisikoen​, er således udtaget.

Butikkers påvirkning af bymiljøet

Lokalplanen muliggør ikke indplacering af butikker.

Kystnærhedszone

Arealet er beliggende inden for den kystnære del af byzonen, i en afstand af ca. 1 km fra fjorden. Den med lokalplanen muliggjorte bebyggelse afviger ikke væsentligt fra eksisterende bebyggelse i området, og er endvidere beliggende bag eksisterende bebyggelse, hvoraf noget er højere bebyggelse end nærværende. Bebyggelsen vurderes sammenfattende ikke at indebære visuelle påvirkninger af kysten.

Eksisterende lokalplaner

Arealet er omfattet af eksisterende lokalplan nr. 54, der udlægger arealet til offentlige formål, herunder svømmehalsformål for det pågældende delområde. Lokalplanen fastsætter en maksimal bebyggelsesprocent på 40.
Den eksisterende lokalplan aflyses for den del, der er sammenfaldende med nærværende lokalplanafgrænsning.

Planlægning i forhold til nabokommuner

Lokalplanen vurderes ikke at indebære forhold, der påvirker nabokommuner.

Diverse udpegninger

Der forefindes ikke beskyttelsesudpegninger, der afkaster bygge- eller beskyttelseslinjer inden for området.