Lokalplanområdet
Områdets historie
Området blev udlagt til erhverv i Dispositionsplanen fra 1944 og området har således siden 40érne været i aktiv anvendelse som erhvervsområde. Efterhånden som boligudbygningen har bevæget sig øst for byen, er erhvervsområdet ved Østerled blevet omsluttet af boligområder og der er også opført enkelte parcelhuse inden for området.
Fra erhverv til boligområde
Det har vist sig hensigtsmæssigt at søge erhvervsområdet omdannet til boligområde og denne omdannelse blev igangsat i Kommuneplan 2007 - 2018, hvor området blev udlagt til boligformål.
Området er således gennem de senere år blevet klargjort ved virksomhedslukninger/udflytninger og opkøb, så den planlagte byomdannelse nu er ved at nærme sig en realisering.
Der findes i området en række erhvervsbygninger, hvor nogle i dag står tomme mens andre stadig er i brug. I takt med at erhvervet flytter ud forventes de fleste af disse bygninger nedrevet og erstattet af nyt boligbyggeri.
Områdets afgrænsning
Lokalplanens område er afgrænset mod vest af Østerled, mod nord af Anders Larsens sti, mod øst af Kirsebærstien og mod syd af ejendommene ud mod Munkholmvej (se kortbilag 1).
Området i dag
Vejadgangen til området finder sted fra Østerled, og der er desuden adgang for gående og cyklister fra Anders Larsens sti og Kirsebærstien.
Områdets terræn er jævnt og svagt skrånende mod nord, ned mod Holbæk fjord.
Lokalplanområdet er på ca. 4,5 ha. Området ligger i byzone og er i Holbæk Kommuneplan 2007 - 2018 udlagt til boligformål og evt. centerformål.
Erhvervsområdet ved Østerled.
Lokalplanområdets afgrænsning.
Illustration
Illustration af mulig ny boligbebyggelse ved Østerled. Fugleperspektiv set fra syd.