Statslig og regional planlægning
Kommuneplan 2013-2025
Lokalplanen er i overensstemmelse med kommuneplan 2013-2015. Lokalplanområdet er beliggende i kommuneplanens rammeområde 3.F04 Dragerup campingplads. Området er beliggende i byzone og skal forblive i byzone. Rammen giver mulighed for campingplads, med en maks. bebyggelsesprocent på 15.
I Kommuneplanen er anført, at eksisterende rekreative anlæg skal udnyttes bedst muligt, således at der ikke etableres nye anlæg, som der reelt ikke er behov for. Denne overordnede strategi implementeres i lokalplanforslaget, ved at muliggøre plads til flere camperende i området.
Ramme for Dragerup campingplads 3.F04
(Kommuneplan 2013-25)
Eksisterende lokalplaner
Lokalplan nr. 3.45 erstatter lokalplan nr. 77 fra 1984. Lokalplan nr. 77 er aflyst med vedtagelse af denne lokalplan. Lokalplan nr. 3.45 muliggør etablering af pladser til campingvogne, telte o. lign. på et område som lokalplan nr. 77 udlagde til friareal. Herudover viderefører lokalplanen i vid udstrækning den tidligere gældende lokalplans formål.
Kystnærhedszone
Lokalplanområdet er beliggende i den kystnære del af byzonen.
Planlægning for campingplads skete samtidig med fredningen af kulturlandskabet Wegenersminde, der grænser op til campingpladsen mod nord og øst. Fredningen af Wegenersminde og campingpladsen, er en del af en samlet strategi for sikring af udsyn til kysten ved Holbæk Marina. Med fredningen af Wegenersminde bevares et stort kulturlandskab, der giver god udsigt over kysten, og med planlægning for campingplads gives mulighed for at nyde udsigten i rekreative og bynære omgivelser. For at sikre at campingpladsen ikke obstruerer kystudsyn, for bagvedliggende veje og grunde, er den maksimale bygningshøjde sat til 5 meter.
Spildevand
Lokalplanen sikrer, at området tilsluttes kollektiv kloak i henhold til den gældende spildevandsplan ved lokalplanens vedtagelse.
Kloaktilslutningsbidrag afregnes i henhold til Holbæk Kommunes betalingsvedtægt for den offentlige kloakforsyning. Ved privat udstykning aftales forhold vedrørende projektering, tilslutning og betalingsforhold for kloakken særskilt med Holbæk Forsyning i forbindelse med byggemodningsprojektet.
Holbæk Kommune opfordrer bygherre og projekterende til at kontakte de respektive forsyningsvirksomheder og myndigheder tidligt i projekteringsfasen med henblik på koordinering, råd og vejledning.
Vandforsyning
Vandforsyning skal ske efter den til enhver tid gældende vandforsyningsplan. Området forsynes med vand fra Holbæk Forsyning
Varmeforsyning
Lokalplanområdet ligger inden for kollektivt varmeforsyningsområde og forsynes af DONG Energy (www.dongenergy.dk). Tidligere gældende lokalplan nr. 77 fastsætter bestemmelser om tilslutningspligt til den kollektive varmeforsyning. Med lokalplan nr. 3.45 er der fortsat tilslutningspligt inden for lokalplanområdet.
Butikkers påvirkning af bymiljøet
Lokalplanen muliggør en mindre dagligvarebutik i tilknytning til campingpladsen. Dagligvarebutikkens funktion er alene at betjene campister i området.
Udlægningen af dagligevarebutik, i tilknytning til campingpladsen, har hjemmel i den af d. 1. april 2015 gældende planlovs § 5 o. Paragraffen siger at der kan tilknyttes butik til tankstationer, togstationer, lufthavne, stadioner fritliggende turistattraktioner o. lign, såfremt de ligger uden for områder omfattet af §§ 5 m og 5 n, og såfremt kunderne iøvrigt benytter anlægget på grund af dets primære funktion.
Campingreglementet
Jævnfør det af den 1. april 2015 gældende campingreglements § 10 stk. 3 må campinghytter maks. være 35m2. Det er vurderet at denne størrelse ikke er tilstrækkelig, hvis der skal bygges campinghytter som kan varetage de handicappede campinggæsters behov.
Lokalplanen muliggør etablering af campinghytter på op til 46m2. Ved etablering af campinghytte på over 35m2, skal der redegøres for, at campinghytten er indrettet til handicappede.
Fredninger og beskyttede områder
Wegenersminde
Mod nord og øst grænser planområdet op til det fredede kulturlandskab Wegenersminde. Overgangen mellem de to områder er sikret med et beplantningsbælte.
I forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanen blev det konstateret, at fredningen for Wegenersminde omfatter en mindre del af ejendommen for Holbæk Fjord Camping. Fredningsnævnet for Vestsjælland har i denne forbindelse godkendt justering af fredningsgrænsen for Wegenersminde, således at den følger matrikelskellet for campingpladsen.
§ 3 søer
Der ligger to § 3 søer umiddelbart syd for planområdet. Planforslaget er udarbejdet i respekt for disse.
Kortbilag 3 viser områderne, og kan ses til højre eller under fanen "Bilag - Kortbilag".
Kortbilag 2 - Bindingskort