Kommuneplan 2013-2025
I Kommuneplan 2013-2025 ligger arealet delvist mellem to rammeområder, begge udlagt til boligformål. Arealet har tidligere været omtalt som en potentiel grøn kile. Ændringen skyldes en revurdering af udviklingspotentialet, en genregistrering af vådområder i landskabet samt konkrete ønsker fra grundejerne. Dertil kommer planlægningsprincippet om at udbygge byområder ’indefra og ud’, altså kun at lægge nye rammeområder i tilknytning til eksisterende rammeområder.
Der er derfor udarbejdet et tillæg til kommuneplanen, der udlægger en ny ramme til boligformål (3.B19), som udfylder hullet mellem de to eksisterende rammeområder.
Lokalplanområdet er desuden delvist omfattet af rammeområde 3.B15.
Ramme 3.B15 for Munkholmvej Syd muliggør åben-lav, tæt-lav og etageboliger (etageboliger dog efter nærmere vurdering). Maksimal bebyggelsesprocent på 30 for åben-lav, 35 for tæt-lav og 45 for etageboliger. Bebyggelse må opføres i hhv. 2½, 1½ og 3 etager.
Kommuneplantillæg nr. 42 udlægger en ny boligramme, 3.B19.
Kystnærhedszone
Planen er omfattet af bestemmelserne for planlægning i kystnærhedszonen, som fremgår af Planlovens § 5a og § 5 b:
”For planlægningen i kystnærhedszonen gælder, (...) at der kun må inddrages nye arealer i byzone og planlægges for anlæg i landzone, såfremt der er en særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse for kystnær lokalisering.”
I redegørelsen til lokalplanforslag for bebyggelse og anlæg i kystnærhedszonen skal der endvidere i henhold til Planlovens § 16, stk. 3 oplyses om den visuelle påvirkning af omgivelserne, og der skal ved bygningshøjder over 8,5 m anføres en begrundelse for den større højde. Herudover skal redegørelsen omfatte eventuelle andre forhold, der er væsentlige for varetagelsen af natur og friluftsmæssige interesser.
Lokalplanområdet er beliggende inden for 3 kilometers afstand fra kysten, og er derfor omfattet af planlovens § 16, stk. 3 og 4.
Der opføres ikke bebyggelse over 8,5 meter, og det vurderes, at området ikke vil påvirke kystlandskabet, da området ligger bag eksisterende bebyggelse set fra kysten.
Diverse udpegninger
§3-beskyttede områder
Inden for lokalplanområdet findes to søer og et moseareal, der er udpeget som §3-områder. De beskyttede naturområder bevares og indgår i lokalplanområdets rekreative arealer. Lokalplanens bestemmelser fastsætter en minimumsafstand til §3-områderne.
Der tillades ikke tilledning af regn- og overfladevand til søerne.
Natura 2000-områder og Bilag IV-arter
Området ligger ikke i nærheden af internationale natur- eller fuglebeskyttelsesområder og vil derfor ikke have påvirkning på disse.
Nærmeste Natura 2000-områder er Udby Vig og Ryegaard, som begge ligger ca. 5 km fra planområdet (fugleflugtslinje).
Der er ikke konstateret bilag IV-arter i de beskyttede naturtyper eller inden for lokalplanområdet i øvrigt. Der er dog en forventning om, at der kan komme bilag IV-arter på sigt og derfor sikres gode levebetingelser gennem lokalplanlægningen. Lokalplanen sikrer bl.a. en minimumafstand til de beskyttede naturtyper. Regnvandsbassinet placeres i tilknytning til de beskyttede naturtyper og anlægges med flade brinker (maks. hældning 1:5) for at bassinet kan indgå i det rekreative areal og med tiden blive en del af de beskyttede naturtyper.
Med de beskrevne tiltag og områdets kommende anvendelse til boligformål/rekreativt område i stedet for landbrugsformål, vurderes det at planforslagene ikke vil medføre en negativ påvirkning af plante- og dyreliv i området, men tværtimod en positiv påvirkning.
Trafikforhold
I forbindelse med lokalplanen er der planlagt infrastrukturforbedringer. Disse infrastrukturforbedringer er aftalt gennem en frivillig infrastrukturudbygningsaftale. Aftalens indhold er indskrevet i lokalplanens bestemmelser som en betingelse for lokalplanens gennemførelse.
De planlagte forbedringer omfatter bl.a.:
- Etablering af cykelsti til eksisterende cykelsti vest for Oldvejen
- Etablering af et sikkert krydsningspunkt på Oldvejen for bløde trafikanter
- Etablering af fortov langs Oldvejen
Udbygningsaftalen er godkendt samtidig med lokalplanens endelige vedtagelse.
Note: I henhold til Planlovens § 21B kan der indgås aftale mellem privat bygherre og en offentlig myndighed om finansiering af infrastrukturanlæg (offentlige vejanlæg mm.), der er nødvendige for realisering af projektet.
Offentlig service
Området hører under Holbæk By Skole skoledistrikt. Holbæk Kommune har frit skolevalg i det omfang, der er plads til eleverne uden for eget skoledistrikt. For mere information se kommunens hjemmeside www.holbaek.dk.
Området ligger ca. 1 km fra nærmeste daginstitution og ca. 1,5 km fra Bjergmarksskolen.
Nærmeste dagligvarebutik ligger ca. 500 meter fra lokalplanområdet.
Læs mere på www.holbaek.dk