Baggrund og formål

Holbæk Kommune har udarbejdet lokalplan for opførelse af et boligområde i form af tæt-lav bebyggelse i to etager med tilhørende fællesfaciliteter. Lokalplanen er igangsat på baggrund af grundejers anmodning. Lokalplanen giver mulighed for tæt-lav byggeri, hvilket der er stor efterspørgsel på i Holbæk. Lokalplanen er i overensstemmelse med Kommuneplan 2021.


Formålet med lokalplanen er at ændre anvendelsen af området fra håndværksvirksomhed til boligområde i form af tæt-lav boligbebyggelse. Planlægningen skal sikre, at boligerne opføres med et sammenhængende og ensartet udtryk i udformning og materialevalg med de dertilhørende vej-, parkering- og fællesarealer. Det er desuden lokalplanens formål at fastlægge en stistruktur, der skaber god sammenhæng med de omkringliggende områder, at udlægge områder til lokal håndtering af regnvand og sikre at boligbebyggelsen ikke udsættes for støj over de vejledende grænseværdier.