Statslig og regional planlægning

Der vurderes ikke at være forhold, der strider mod statslig eller regional planlægning.

Kommuneplan 2021

Kommuneplan 2021 indeholder både en række generelle retningslinjer for kommunens udvikling samt en række specifikke bestemmelser om de enkelte områder i form af kommuneplanrammer.

Kommuneplanens specifikke bestemmelser

Planområdet er omfattet af gældende kommuneplanramme 3.B16 Østerled 1, der udlægger arealet til boligområde med mulighed for både åben/lav og tæt/lav boligbebyggelse, samt etageboliger.

Kommuneplanrammen fastlægger en maks. bebyggelsesprocent 40 for åben/lav og tæt/lav, og 70 for etageboliger.

Derudover fastsætter kommuneplanrammen et maks. etageantal på to etager og maks. højde på 8,5 m for åben/lav og tæt/lav, og et maks. etageantal på tre etager og maks. højde på 12 m for etageboliger.

Da lokalplanen holder sig inden for kommuneplanens rammebestemmelser ift. anvendelse maks. bebyggelsesprocent, maks. højde og maks. etageantal skal der ikke udarbejdes et kommuneplantillæg.

KP-ramme 3.B16

Planområdet er omfattet af gældende kommuneplanramme 3.B16 Østerled 1, hvis omfang og rammebestemmelse fremgår af illustrationen her.

Kommuneplanens generelle retningslinjer

Kommuneplan 2021 indeholder en række generelle retningslinjer for kommunens udvikling. De emner, der er relevante i forhold til lokalplanen, er beskrevet og vurderet nedenfor:

Bebyggelsens omfang, placering og udtryk
Ny bebyggelse, som opføres i allerede udbyggede områder, skal som hovedregel tilpasses facadelinjer, husdybder, etageantal, gesimshøjder, tagform og materialevalg ved den omgivende bebyggelse. Ny bebyggelse kan dog opføres med anden udformning og materialevalg, hvis dette efter en nærmere konkret vurdering skønnes at kunne bidrage positivt til det samlede bymiljø.

Parkeringsarealer
Ved opførelse af ny bebyggelse eller nyindretning af bebyggelse skal der ifølge Kommuneplan 2021 sikres følgende antal p-pladser:
mindst 1 p-plads pr. etagebolig
mindst 0,8 p-plads pr. kollegiebolig, ungdomsbolig og lignende.

Lokalplanen som planlægger for ældreboliger arbejder med delebilsordning og en p-norm på 1 p-plads pr. bolig. 

Opholds- og aktivitetsarealer
Opholds- og aktivitetsarealerne skal være af god kvalitet med mulighed for ophold på et areal af privat/halvprivat karakter, hvor der er sol i eftermiddagstimerne i sommerhalvåret og beplantning, f.eks. i form af træer og buske.
I nye boligområder skal der som udgangspunkt udlægges minimum 10 % af det samlede grundareal til fælles friarealer. I områder til etagebebyggelse eller tæt-lav boliger er det særligt vigtigt, at der er friarealer, som har kvalitet i forhold til at fungere til ophold og aktiviteter. Det vil sige opholdsarealerne skal kunne indbyde til fysisk aktivitet og fungere som sociale rum for områdets beboere samt anlægges med god tilgængelighed, gerne med (sti-)forbindelser til andre grønne områder.
Ved indretning af boliger i eksisterende bygninger skal der udlægges opholds- og aktivitetsarealer efter en nærmere vurdering i hvert enkelt tilfælde.

Tekniske anlæg til områdets forsyning
Uanset rammebestemmelserne i øvrigt kan der i en lokalplan gives mulighed for anlæg, som er nødvendige til områdets forsyning. Det er en forudsætning, at anlæggene placeres, udføres og anvendes under størst mulig hensyntagen til det område, hvor de placeres. Bassiner til opsamling af regnvand indrettes, så de kan indgå som et rekreativt element i bebyggelsen.

Kystnærhedszone

Planområdet er beliggende inden for den kystnære del af byzonen.

Planen muliggør ny bebyggelse i op til 3 etager, som muligvis vil være punktvis synligt fra fjorden.

Realisering af projektforslaget vurderes ikke at indebære en væsentlig påvirkning af kystlinjen eller at ændre væsentligt ved det øvrige eksisterende bybillede fra fjorden, da planområdet ligger bag eksisterende bebyggelse, og den nye bebyggelse ikke afviger væsentligt i højde eller volumen fra den eksisterende bebyggelse i området.

Eksisterende lokalplaner

Lokalplanområdet er omfattet af lokalplan nr. 3.40 ”Et boligområde ved Østerled, Holbæk Øst”, der udlægger området til boligformål med mulighed for mindre ikke-miljøbelastende erhvervsformål, og fastlægger at bebyggelsen skal udføres som tæt-lav- eller etagebyggeri.
Nærværende planlægning er igangsat, da lokalplan nr. 3.40 bl.a. indeholder bestemmelser om byggefelter, som ikke harmonerer med principperne for udformningen af bebyggelsen i projektforslaget, og lokalplan nr. 3.40 aflyses for det område, som er omfattet af lokalplan nr. 3.84, ved dens endelige vedtagelse.

Offentlig service

Der er god betjening af busser på Munkholmvej og cykelafstand til Holbæk station. Nærmeste dagligvarebutik ligger i  gåafstand af ca. 300 m fra planområdet. Lokalplanområdet hører under skoledistriktet for Holbæk By Skole. Inden for en radius på omtrent én km fra lokalplanområdet ligger der tre daginstitutioner.
Holbæk Kommune har frit skolevalg i det omfang, der er plads til eleverne udenfor eget skoledistrikt, og der er pasningsgaranti på dagtilbudsområdet.
Om Holbæk Kommunes aktuelle servicetilbud henvises i øvrigt til hjemmesiden www.holbaek.dk.