Anden planlægning

Kommuneplan 2021

Lokalplanen ligger indenfor kommuneplanramme nr. 3.F06 – Seminarieparken. Området er udlagt til rekreativt formål, herunder kolonihaver, og giver mulighed for en bebyggelsesprocent på 15% og en maksimal højde på 3 meter.

Nærværende lokalplan er i overensstemmelse med kommuneplanramme 3.F06.

I den nordlige del af området, udenfor lokalplanområdet,  er der et mindre område som er udlagt til boligområde i kommuneplanramme 3.B18 – Boliger ved Samsøvej, boligformål med en bebyggelsesprocent på 55% og boliger i 2 etager med en maksimal højde på 8,5 meter.

Figur 11 - Kommuneplanramme og lokalplanområde

Kystnærhedszone

Planområdet ligger inden for kystnærhedszonen i den kystnære del af byzone. Der er ca. 1 km mellem lokalplanområdet og kysten.

Lokalplanen udlægger området til kolonihavebebyggelse, der ikke kan opføres højere end 3 meter. Mellem lokalplanområdet og kysten er der bymæssig bebyggelse, som bevirker at nærværende lokalplan ikke vil påvirke kystlinjen visuelt, hvorfor lokalplanen vurderes ikke at have negativ indvirkning på oplevelsen af kysten.

Eksisterende lokalplaner

Området er ikke tidligere lokalplanlagt.

Diverse udpegninger

Natura 2000-områder

Området ligger ikke i umiddelbar nærhed til et Natura 2000-område. Nærmeste Natura 2000-område er Udby Vig, som ligger på den modsatte side af Holbæk Fjord i en afstand af ca. 4,5 km i fugleflugtslinje.

Bilag IV-arter

Habitatdirektivets bilag IV består af en række arter, som for eksempel markfirben, spidssnudet frø og stor vandsalamander.              

Søen som ligger centralt i lokalplanområdet, vurderes som værende voldsomt næringsbelastet og vurderes dermed ikke at være velegnet for salamandere eller frøer.

Det vurderes, at eneste relevante bilag IV-art er arter af flagermus. I haveforeningen findes flere ældre træer, som lokalplanen udpeger som bevaringsværdige, bl.a. fordi de kan have betydning for flagermus. De vurderes ligeledes at have en naturværdi for andre arter samt for området som helhed.

For flagermus gælder desuden, at hvis der er træer med flagermus, som skal fældes, må fældningen kun ske efter udslusning og på et tidspunkt, hvor træer ikke huser ynglende eller overvintrende flagermus, dvs. i perioden mellem d. 1. september og d. 1. november og mellem ultimo april til ultimo juni.       

3-beskyttede områder

Søen som ligger centralt i lokalplanområdet er udpeget som §3-område. Dette beskyttede naturområde bevares og indgår i lokalplanområdets rekreative arealer. Søen skal beskyttes mod tilstandsændringer og lokalplanens bestemmelser fastsætter derfor en beskyttelseszone omkring søen på 5 meter.

Drikkevandsinteresser

Lokalplanområdet er beliggende i et område med almindelige drikkevandsinteresser.
Lokalplanens anvendelse vurderes ikke at påvirke grundvandet.