Energi og forsyning

Energiforsyning

SEAS/NVE er net­selskab i området, dvs. de har ansvaret for en sikker elforsyning i området. Der kan frit vælges el­leverandør. El-leverandøren er det selskab, der sælger el til slutbrugerne.

Varmeforsyning

Området ligger inden for et forsyningsområde med individuel naturgasforsyning.

Bygningsopvarmning skal ske i henhold til den til enhver tid gældende varmeplan for Holbæk Kommune.

Vandforsyning                  

Området forsynes med vand fra Fors Vandværk, Tåstrup Møllevej 5, 4300 Holbæk. Ny bebyggelse forudsætter tilslutning fra ovennævnte vandværk.

Regn og spildevand

Lokalplanområdet ligger udenfor spildevandsplanen.

I Holbæk Kommune er alle områder for dag- og kolonihaver taget ud af spildevandsplanen, således at den fremtidige spildevandshåndtering i disse områder skal håndteres enten via samletanke eller anden godkendt løsning, der skal godkendes af Holbæk Kommune, Spildevand, inden etablering.

Såfremt der ønskes egen spildevandshåndtering på de enkelte havelodder, skal der ansøges om tilladelse til etablering af eksempelvis samletank eller anden godkendt løsning. Det er Holbæk Kommune, Spildevand, der giver tilladelse til håndtering af spildevandsløsninger.

Det anbefales, at regnvand nedsives på egen grund, hvis jordbundsforholdene og grundvandsspejlet tillader det. Nedsivningsanlægget skal udformes og placeres således, at det tilledte vand kan ledes væk uden ulempe for terræn, installationer, bygninger og naboer.

Der skal søges om nedsivningstilladelse hos Holbæk Kommune.

Info:

Holbæk Kommune opfordrer bygherre og projekterende til at kontakte de respektive forsyningsvirksomheder og myndigheder tidligt i projekteringsfasen med henblik på koordinering, råd og vejledning. Holbæk Kommunes myndighedsopgaver på spildevandsområdet, f.eks. spildevandstilladelser, varetages af Virksomhed og Miljø. Tilladelse til tilslutning til den offentlige kloak skal søges hos Holbæk Kommune.