Miljø

 

Støj

Planområdet er beliggende tæt på Munkholmvej, som er en større trafikeret indfaldsvej i Holbæk by. I forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanen er der udført støjmålinger og beregninger, der viser, at der skal udføres støjafskærmning for at kunne overholde Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for vejtrafikstøj. Se den fulde støjrapport her

Støjbelastning fra vejtrafik må ikke overstige 58 dB(A) på udendørs opholdsarealer. For at leve op til dette, er det nødvendigt at etablere et 2 m højt støjværn langs Munkholmvej. Dette værn skal lige ledes føres langs legepladsens østlige og vestlige grænse, sådan at støj på udearealer ikkeoverstiger 58 dB. Såfremt der etableres opholdsarealer på tagfladen, er det nødvendigt at etablere et lukket værn, fx glasværn. Højden af værnet skal jf. støjrapport være mindst 1,2 m og værnet skal lukke tæt til murkrone/tagflade.

OBS. Se evt. Miljøministeriets publikationer ”Støj fra Veje” - vejledning nr. 4, 2007, ”Ekstern støj fra virksomheder” - vejledning nr. 5, 1984, ”Støjkortlægning og støjhandlingsplaner” - vejledning nr. 4, 2006, samt vejledninger om flystøj (nr. 5/1994) og jernbanestøj (nr. 1/1997).

Jordforurening

Lokalplanområdet har tidligere været anvendt til børneinstitution, og der er ikke registreret affaldsdepoter eller kortlagte forureninger efter lov om forurenet jord. Holbæk Kommune forventer derfor, at området ikke er forurenet.

Hvis der i forbindelse med grave- og anlægsarbejdet konstateres jordforurening, skal arbejdet indstilles og kan først genoptages, når dette godkendes af Holbæk Kommune, som kan kontaktes på jord@holb.dk

Fund og fortidsminder

Der er ikke registreret fund eller fortidsminder i lokalplanområdet. Der kan dog sagtens fremkomme fund indenfor lokalplanområdet, f.eks. i forbindelse med byggemodning. Jf. museumslovens § 25 kan bygherren eller den, for hvis regning et jordarbejde skal udføres på landjorden, forud for igangsætning af arbejdet anmode Museum Vestsjælland om en udtalelse. Såfremt der i forbindelse med grave- og anlægsarbejder konstateres fund af fortidsminder, skal den del af arbejdet, der berører fundet, straks indstilles, og fundet skal anmeldes til Museum Vestsjælland, jf. museumslovens § 27.

Miljøvurdering

Der er foretaget en screening af planforslagenes miljømæssige påvirkninger i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (LBK nr. 1225 af 25-10-2018). 

Ifølge lovens § 8, stk. 2 skal der gennemføres en vurdering af, om planer og programmer kan få en væsentlig indvirkning på miljøet, når disse
1) er omfattet af stk. 1, nr. 1, og kun fastlægger anvendelsen af mindre områder på lokalt plan eller angiver mindre ændringer i sådanne planer eller programmer eller
2) i øvrigt fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser og kan forventes at få væsentlig indvirkning på miljøet.
Efter § 8, stk. 2, nr. 1 skal planer, der fastlægger anvendelsen af et mindre område på lokalt plan eller alene medfører mindre ændringer i forhold til den gældende planlægning dog kun miljøvurderes, hvis de må antages at kunne få en væsentlig indvirkning på miljøet.

Planforslagene vurderes på baggrund af en screening ikke at kunne få en væsentlig indvirkning på miljøet og vurderes derfor ikke at være omfattet af krav om miljøvurdering af planer, da:

  • Planområdet allerede er delvist udlagt til offentlige formål, og planforslaget ikke medfører væsentlige ændringer ift. bestående planmæssige forhold.
  • Planområdet ligger omkranset af eksisterende fuldt udbygget byområde, og projektforslaget muliggør bedre institutionsforhold for børn i Holbæk øst.
  • Lokalplanforslaget ikke medfører væsentlige ændringer af trafikken i det omgivende område.
  • Der ikke er væsentlige bindinger eller naturinteresser indenfor eller i nærheden af lokalplanområdet.

Afgørelsen om ikke at udarbejde miljørapport er offentliggjort sammen med planen.

Miljøscreeningen kan downloades her

Bilag IV-arter

Der er foretaget en screening af planområdet og der er ikke fundet bilag IV-arter indenfor området. Der forventes ingen påvirkning af beskyttede arter direkte eller indirekte.