Baggrund
Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af et konkret udviklingsønske fra ejer af grunden, om opførelse af ny bolig i form af et kuppelhus. Den gældende Lokalplan 4.12 udlægger tilsvarende grunden til boligformål, men muliggør alene en udformning af ny boligbebyggelse som længehuse.
Formål
Formålet med udarbejdelse af nærværende lokalplan er at muliggøre opførelse af boligbebyggelse, for op til 4 nye boliger, svarende til 2 boliger mindre end det eksisterende plangrundlag. Med planen gives lidt friere udformningsbestemmelser af bebyggelsens fremtræden, som f.eks. muliggør et kuppelhus. Realisering af et sådant hus er ikke muligt inden for de nugældende lokalplanbestemmelser, der forudsætter bebyggelse opført som længehuse med saddeltag.