Bæredygtighed

Holbæk Kommunes strategi og handleplan for bæredygtig udvikling opstiller en række mål og indsatser for en bæredygtig udvikling, gennem nedsættelse af miljøbelastningen og bevarelse af biodiversiteten.

For at indfri disse mål er det bl.a. besluttet, at byggeri indenfor for nye boligområder skal opfylde de til enhver tid gældende energikrav i nugældende bygningsreglement, og at regnvand fremover skal anvendes som en gevinst for byens rum og i muligt omfang bortledes lokalt.

Planen er desuden vurderet i forhold til en række bæredygtighedsparametre, som beskrevet nedenfor.

Byggeri og planlægning

Ny bebyggelse kan orienteres frit i forhold til verdenshjørnerne, hvilket giver mulighed for at udnytte fx sollyset aktivt i forbindelse med opvarmning og lysindfald.

Transport

Planområdet ligger i tilknytning til det sammenhængende stinet i Udby, som fører til bl.a. Udby Kirke. Området ligger desuden i umiddelbar nærhed til Udby Skole og Udby Hallen. Her vil nye rekreative stier indenfor planområdet koble sig til det eksisterende omgivende stinet i Udby.

Ressourcer og miljø

Affaldshåndtering skal ske som foreskrevet i Renovationsvæsenets regulativer. Der stilles ikke særlige krav til affaldsindsamling

Projektet bygger på bæredygtige principper såsom selvforsyning med grøntsager, frugt og kød, og på opsamling af regnvand til toiletskyl, vaskemaskiner og vanding. Der bygges i bæredygtige materialer, og brugen af beton og asfalt begrænses til et minimum. Området vil i videst muligt omfang forsynes med jord- og solenergi.

Lokalplanen giver mulighed for etablering af regnvandssøer og -bede, og sætter krav om anvendelse af permeable belægninger med mulighed for lokal nedsivning.

Natur

Den nye bebyggelse placeres på et markareal, hvor der mod vest opretholdes et fugtigt område i den lavest liggende og naturmæssig set mest værdifulde del af arealet. Her vil en regnvandssø etableres, således den bidrager til den naturlige opsamling af regnvand - og desuden skaber mulighed for et rigt dyreliv, såsom padder, der i dag lever i et begrænset antal umiddelbart nordvest for området. 

Illustration af Rural Agentur.

 

Bilag IV-arter vurdering

Lokalplanområdet omfatter udelukkende dyrkede markarealer og kun sparsom bevoksning i skel. Det vurderes, at der ikke er egnede yngle -eller levesteder for padder eller flagermus indenfor lokalplanområdet. Lokalplanen vil derfor ikke have en negativ indvirkning på Bilag IV-arter.

Sundhed og trivsel

Lokalplanen indebærer, at min. 30 % af området udlægges som fælles friareal og naturområde. Derudover hører vej- og parkeringsareal.

Projektet Bofællesskab Fællesmark lægger op til etablering af store fælles arealer, fællesfaciliteter og rekreative stier, der forbinder byens og områdets eksisterende stisystemer. Her vil fælleshuset, de kreative værksteder og de mange aktiviteter være med til at styrke naboskabet og det sociale liv på tværs af generationer.

Illustration af Rural Agentur.

Med blot 120 meter til busstoppested for buslinje 505 (som kører til Holbæk st.) og 506 (som kører til Tuse by) er offentlig transport tilgængelig fra planområdet.