Borgerinddragelse

Fordebat

Der har været afholdt forfase med borgermøde den 21. september 2020. Der har i lokalplanarbejdet været kontakt til lokalforum. Der er indkommet i alt 5 høringssvar i fordebatten. Læs de samlede kommentarer her.

Resumé af fordebat

Følgende emner blev drøftet i forbindelse med fordebatten: overførsel til byzone, bevaring af Rugtvedgaard samt indpasning at nyt projekt til konteksten og trafikale forhold omkring Udbyvej 28.

Bevaring af Rugtvedgaard samt indpasning i konteksten

Vestsjællands museum samt en enkelt borger beklager at der er givet nedrivningstilladelse til Rugtvedgaard. Vestsjællands museum beklager tilpasningen af den nye rækkehusbebyggelse ved Rugtvedgaard. For at imødekomme kommentaren og tilpasse projektet til konteksten stilles krav til lodrette gavle, røde sadeltage med knapt tagudhæng, blødstrøgne teglsten og genetablering af port ud mod Udbyvej.

Høringssvarene har givet anledning til en drøftelse af en højere taghældning ud mod Udbyvej samt krav til tegltag, gesimsbånd og murede stik over vinduerne, men dette ligger udenfor de økonomiske rammer af projektet hvorfor det ikke er stillet som krav på denne ejendom. 

Trafikale forhold Udbyvej 28

En borger udtrykker bekymring angående udsigtsforhold omkring cykelstien Udbyvej 28Denne kommentar har givet anledning til at rykke sekundære bygninger til affaldssortering længere ind på grunde for at give bedre oversigtsforhold. Holbæk Kommunes vejmyndighed vurderer at oversigtsforholdene er gode. 

Overførsel til Landzone

I et samlet høringssvar fra ejerne af Udbyvej 36 og Staslundevej 4 argumenteres for at disse to ejendomme forbliver i landzone. Ønsket om at blive i landzone begrundes med et argument om at modvirke yderligere boligudlæg til Udby. Der er ingen sammenhæng mellem overførsel til byzone og udlæg af nye boligudlæg. Til gengæld nedsættes bebyggelsesprocenten fra 45 til 30 når en ejendom overgår til byzone. 

Staslundevej 4 er en mindre parcelhusgrund på 600 m2 og det vurderes samlet set, at der ikke er frembragt tilstrækkelige argumenter for at bibeholde denne ejendom i landzone. Administrationen foreslår dermed at Staslundevej 4, som kommuneplanen angiver, overføres til byzone med resten af byen. 

Udbyvej 36 er en firelænget gård på 4850 m2. For denne ejendom frembringes tilmed argumentet, at den ene længe er blevet løbende vedligeholdt for at muliggøre anvendelse til hestestald. Da der for ejendomme, beliggende i landzone i bymæssig kontekst, muliggøres  "ikke-erhvervsmæssigt" dyrehold, vurderes det samlet set, at Udbyvej 36 vil have fordel af at forblive i landzone. 

Administrationen vurderer endvidere at Udbyvej 46, hvortil der i dag er landbrugspligt og jord ligeledes administreres bedst, hvis den forbliver i landzone.

Høring

Der har været afholdt offentlig høring fra den 4. maj - 1. juni 2021. Der blev afholdt udendørs borgermøde mandag den 17. maj 2021 klokken 19 - 21, som en walk and talk på gåben igennem byen. 

I forbindelse med den offentlige høring er der indkommet 5 skriftlige høringssvar. Læs de indkomne høringssvar samt administrationens behandling heraf her.

Resumé af høring

Følgende emner blev drøftet i forbindelse med den offentlige høring: Parkeringsareal Udbyvej 28, gavlkviste samt trafikforhold omkring krydset Udbyvej og Udby Kirkevej. 

Parkeringsareal Udbyvej 28

Der har, i høringsperioden, været dialog mellem projektudvikler og nabo og at parterne har nået til enighed om et forslag om en ny indretning af parkeringspladsen samt at det faste lave hegn etableres som en kalket mur i én meters højde med teglafdækning. 

Gavlkviste 

Lokalforum har i høringsbrevet udtrykt ønske om at gavlkviste muliggøres for eksisterende ejendomme. Dette forslag er blevet delvis imødekommet således at den endelige plan også muliggør gavlkviste for nye og ikke bevaringsværdige bygninger i delområde A, C og F samt for bevaringsværdige bygninger i SAVE - kategori 5 - 6.

Trafiksikkerhed ved krydset Udbyvej / Udby Kirkevej

Lokalforum og ejer af ejendommen Udby Kirkevej 1 har gjort opmærksom på problemstilling omkring trafikforhold i krydset Udbyvej / Udby Kirkevej. Udby Kirkevej 1 er flere gange blevet påkørt af lastbiler og fortovene på Udby Kirkevej er meget smalle. Høringssvaret foreslår en løsning, som indebærer at de bevaringsværdige smedje nedrives for at give plads til trafikken. Den tidligere smedje er i lokalplanen blevet vurderet som særlig bevaringsværdig jf. kortbilag 6. I vurderingen er der særligt lagt vægt på bygningens betydning for det omkringliggende miljø nær kirken. Det vurderes at den i kraft af sin placering er umistelige for en helhed og den kan derfor ikke indgå i en løsning af ovenstående problemstilling. 

Administrationen har i høringsfasen drøftet denne problemstilling og foreslår, med udgangspunkt i Trafikplan for Udby fra 2018, tiltag som omdirigering af lastbiler samt etablering af en såkaldt kiss- and ride ved Udbyvej 36. Afsnit om trafiksikkerhed og mulige løsninger er tilføjet lokalplanens redegørelse på baggrund af Trafikplan for Udby fra 2018.