Statslig og regional planlægning

En del af lokalplanområdet er udpeget til område med særlige drikkevandsinteresser (OSD). På den baggrund er lokalplanen omfattet af retningslinje 40 og 41 i de statslige vandplaner. De særlige drikkevandsinteresser har dog ikke medført særlige redegørelseskrav til lokalplanen, og der er heller ikke behov for at fastsætte særlige retningslinjer for grundvandsbeskyttelse, da der er tale om et område der allerede er udlagt til boliger og da boliger optræder på tilladelseslisten i de statslige vandplaner.

Kommuneplan 2013-2025

Lokalplanen er i overensstemmelse med kommuneplan 2013-2015. Lokalplanområdet er beliggende i rammeområde 7.B02. Området er beliggende i byzone og skal forblive i byzone. Rammen giver mulighed for åben-lav og tæt-lav byggeri med en bebyggelsesprocent på hhv. maks. 30 og 40 i indtil 1,5 etage og med en maksimal bygningshøjde på 8,5 meter.

Kommuneplanen muliggør etablering af en dagligvarebutik på maksimalt 1000 m2 inden for lokalplanområdet. Lokalplanen skaber rammerne for at denne anvendelse kan aktualiseres.

Jf. Kommuneplanens retningslinje 2.2.10 kan der etableres mindre butikker med salg af egne produkter i tilknytning til en virksomheds produktionslokaler. Lokalplanen muliggør at der etableres butik til salg af egne produkter i tilknytning til Hyldager.

Eksisterende lokalplaner

Lokalplan nr. 7.09 erstatter i hovedtræk lokalplan nr. 7.07 fra 2009.

Diverse udpegninger

Bevaringsværdige bygninger
Hyldager ligger i planområdets nordlige del og har en bevaringsværdi på 4. Hyldager berøres ikke af planen

Trafikforhold

Lokalplanområdet trafikbetjenes dels fra Butterupvej, dels fra Tuse Byvej. Der er god kollektiv trafikforsyning via busforbindelser til Holbæk og busstoppested umiddelbart nord for lokalplanområdet. Der er endvidere dobbeltrettet cykelsti til Holbæk.

Offentlig service

Lokalplanområdet har en god beliggenhed i forhold til offentlige institutioner. Børnehave, skole, hal og idrætsområde ligger alle indenfor gå/cykelafstand fra boligområdet.