Borgerinddragelse
Da der er tale om en væsentlig ændring af kommuneplanen, har der været indkaldt idéer og forslag forud for planarbejdet. Der blev i samme debatmateriale indkaldt idéer og forslag til emner i miljøvurderingen.
Debatmaterialet har været offentliggjort i perioden fra den 27. juni 2023 til den 10. september 2023. Her blev naboer, interessenter og berørte myndigheder orienteret. Der blev afholdt nabomøde på Svinninge Skole med de nærmeste naboer den 29. august 2023.
I høringsperioden indkom 53 høringssvar. Heraf var et høringssvar underskrevet af 14 borgere. Bemærkningerne omhandlede bl.a. generel modstand mod etablering af vindmøller, bekymring for værdiforringelse, for påvirkning af natur, for støj- og skyggepåvirkning, samt for påvirkning af grundvand grundet PFAS.
Der blev efterfølgende gennemført en supplerende høring vedr. kabelanlægget til nettilslutningen af vindmøllerne. Denne supplerende høring omhandlede nettilslutningen af vindmøllerne via et nedgravet kabel imellem vindmøllerne og transformerstationen uden for planområdet.
I løbet af den supplerende høringsperiode indkom yderligere 11 høringssvar. Bemærkningerne omhandlede bl.a. generel modstand mod etablering af vindmøller, bekymring for værdiforringelse, for påvirkning af natur, for støj- og skyggepåvirkning, samt hensyn til eksisterende ledningsanlæg.
Forslag til lokalplan og kommuneplantillæg udsendtes i offentlig høring i perioden d. 3. december 2024 til d. 21. februar 2025. Der blev afholdt borgermøde den 7. januar 2025 på Svinninge skole, Hovedgaden 76f, 4520 Svinninge.
I høringsperioden har kommunen modtaget 83 høringssvar og en indsamling af 665 underskrifter mod planerne. Høringssvarene er generelt imod etableringen af vindmølleparken og frygter de konsekvenser som de forventer vindmølleparken vil få for lokalområdet. Overordnet omhandler høringssvarene nedenstående temaer:
- Planlægning og processen, herunder at borgerne ikke føler sig hørt eller inddraget.
- Værdiforringelse af ejendomme og socioøkonomiske forhold, herunder påvirkning af lokalsamfundet.
- Placering, herunder vindforhold i området.
- Kommuneplan og lokalplan, herunder nye retningslinjer for vindmøller i kommuneplan 2024
- Miljøvurdering generelt, herunder kommunens rolle i miljøvurderingen
- Støj og skyggekast, herunder de gennemførte beregninger.
- Natur, herunder påvirkning og undersøgelser af fugle og flagermus og risiko for forurening med mikroplast og miljøfremmede stoffer som PFAS.
- Landskab, herunder kulturarv og visuel påvirkning.
- Sundhed, herunder negative helbredsmæssige konsekvenser.
På baggrund at et høringssvar fra SGAV har administrationen tilføjet afsnit fra miljøkonsekvensrapporten vedrørende natura 2000 områder og bilag IV-arter til kommuneplantillægget.
Høringssvarene har givet anledning til, at det konsekvensrettes i lokalplanen og kommuneplantillægget, at der henvises til gældende miljøvurderingslov, LBK nr. 4 af 03/01/2023. Hertil er ”lokalplanområdet” rettet til ”rammeområdet” i kommuneplantillæggets afsnit om værdifulde kulturmiljøer.