Energiforsyning

SEAS/NVE er netselskab og elleverandør i området, dvs. de har ansvaret for en sikker elforsyning i området. Der kan frit vælges elleverandør. Elleverandørselskabet er det selskab, der sælger el til slutbrugerne.

Varmeforsyning

Området ligger uden for kollektivt varmeforsyningsområde.
Bygningsopvarmning skal ske som individuel opvarmning og i henhold til den enhver tid gældende varmeplan for Holbæk Kommune. Eksempler på individuel opvarmning kan være træpillefyr, luft/vand varmepumpe og jordvarmeanlæg.

Note*: Jf. planlovens §19 stk. 4 skal byrådet dispensere fra en lokalplans bestemmelser om tilslutning til et kollektivt varmeforsyningsanlæg som betingelse for ibrugtagning af ny bebyggelse, når bebyggelsen opføres som lavenergibebyggelse. Ved lavenergibebyggelse forstås bebyggelse, der på tidspunktet for ansøgningen om byggetilladelsen opfylder de energirammer for energibygninger, der er fastsat i bygningsreglementet.

Vandforsyning

Området forsynes med vand fra Hjembæk vandværk, og ny bebyggelse forudsætter tilslutning til ovennævnte vandværk.

Regn- og spildevand

Lokalplanområdet er fælles kloakeret, hvor regn- og spildevand fra ejendommene ledes til en fælles ledning og videre til Holbæk Forsynings Renseanlæg. Der er ingen planer om at ændre dette. Der opfordres til så vidt muligt at nedsive regnvandet lokalt. F.eks. i forbindelse med nyt byggeri og håndteringen af regnvand fra taget. Se spildevandsledninger på bindingskortet under bilag.

Holbæk Kommune opfordrer bygherre og projekterende til at kontakte de respektive forsyningsvirksomheder og myndigheder tidligt i projekteringsfasen med henblik på koordinering, råd og vejledning.

 

Affald og genbrug

Affald bortskaffes i henhold til ”Regulativ for bortskaffelse af husholdningsaffald” samt ”Erhvervsaffaldsregulativ” for Holbæk Kommune.