Baggrund og formål
Holbæk kommune har en ambition om af udvikle sig til at være en bæredygtig kommune i overensstemmelse med FNs Verdensmål og den Strategiske Energiplan, som kommunen vedtog i 2020. Kommunen oplever samtidig en stor interesse for at bygge nyt og bosætte sig i Holbæk Kommune. Således er nærværende lokalplan er udtryk for dette. Kommunen forventer at bygherrerne og borgerne i denne og kommende lokalplaner vil implementere de nyeste forskrifter for energivenligt byggeri, når det kommer til materialevalg og opvarmning af huse og lejligheder. Kun på denne måde vil den fortsatte udbygning af Holbæk Kommune kunne bidrage til implementeringen af såvel den kommunale som den nationale klimastrategi.
Planlægningen er igangsat på baggrund af en ansøgning fra en privat projektudvikler, og udspringer fra projektudviklers ønske om en ny planlægning for området, der i højere grad end gældende lokalplan nr. 10.01 giver mulighed for tæt-lav boligbebyggelse.
Formålet med lokalplan 10.11 er, at tilvejebringe det nødvendige plangrundlag for etablering af et blandet boligområde ved at muliggøre ny bebyggelse i form af åben-lav og tæt-lav boligbebyggelse med tilhørende fællesfaciliteter. Lokalplanen fastlægger bestemmelser omkring bebyggelsens omfang, placering og udtryk, samt adgangsveje, grønne friarealer og parkering mv. Samtidig er formålet med lokalplanen at sikre en god sammenhæng med de omkringliggende områder med gode stiforbindelser og beskytte de kulturhistoriske jord- og stendiger.