Anden Planlægning

 

Statslig og regional planlægning

Det vurderes, at der ikke er forhold, der strider mod statslig eller regional planlægning.

 

Kommuneplan 2017

Kommuneplan 2017 indeholder både en række generelle retningslinjer for kommunens udvikling samt en række specifikke bestemmelser om de enkelte områder i form af kommuneplanrammer.

Specifikke bestemmelser for lokalplanområdet:

Lokalplanområdet er omfattet af gældende Kommuneplanramme 10.B04 – Landlystvej, Ringstedvej, der udlægger området til boligområde. Kommuneplanrammen fastsætter at ny bebyggelse kan opføres som enten åben-lav, tæt-lav eller etageboliger i maksimalt to etager og med en max. højde på 8,5 m. Bebyggelsesprocenten må max. være 30 for åben-lav og max. 40 for tæt-lav og etageboliger.

Generelle retningslinjer for kommunens udvikling relevant for lokalplanområdet:

Arealanvendelse
Boligområder skal anvendes til helårs boligformål. Som hovedregel kan der også etableres institutioner, faciliteter til fritids- og kulturformål og lignende, som naturligt kan passes ind i boligområdet. Det er umiddelbart tilladt, at der i forbindelse med den enkelte bolig drives erhverv, som sædvanligvis kan udøves i forbindelse med en bolig, f.eks. frisør, ejendoms-, advokat-, revisor- og arkitektvirksomhed samt dagpleje og lignende liberale erhverv. Erhvervet skal drives af den der bebor boligen. 

 

Parkering
Der skal minimum sikres 2 p-pladser pr. åben-lav bolig og 1,5 p-pladser pr tæt-lav bolig.

 

Ophold og legearealer
Størrelse og placering af opholds- og legearealer skal fastsættes i forbindelse med lokalplanlægningen og/eller byggesagsbehandlingen. Opholds- og legearealerne skal være af god kvalitet med mulighed for ophold på et areal af privat/halvprivat karakter, hvor der er sol i eftermiddagstimerne i sommerhalvåret og beplantning, f.eks. i form af træer og buske.

I nye boligområder skal der som udgangspunkt udlægges minimum 10 % af det samlede grundareal til fælles friarealer. I områder til etagebebyggelse eller tæt-lav boliger er det særligt vigtigt, at der er friarealer, som har kvalitet i forhold til at fungere til ophold og leg. Det vil sige opholdsarealerne skal kunne indbyde til fysisk aktivitet og fungere som sociale rum for områdets beboere samt anlægges med god tilgængelighed, gerne med (sti)forbindelser til andre grønne områder.

 

Derudover er der generelle rammer om facader og skilte i byzone, som gælder hvor der ikke i medfør af lokalplanlægning er fastsat andre bestemmelser om skiltning.

 

Der kan i lokalplanen gives mulighed for anlæg, som er nødvendige til områdets forsyning. Det er en forudsætning, at anlæggene placeres, udføres og anvendes under størst mulig hensyntagen til det område, hvor de placeres. Bassiner til opsamling af regnvand indrettes, så de kan indgå som et rekreativt element.

 

Smukke indfaldsveje
Indfaldsvejene til Holbæk by og de 17 lokalområdebyer skal fremstå som en æstetisk helhed. Helheden skal skabes gennem en regulering af bygningsfacaderne, ved at undgå dominerende reklamer, skiltning, oplag og hegning samt ved en samlet planlægning for beplantning mv. langs vejene.

 

 

Temaplaner

De kommunale strategier og planer, der er relevant i forhold til lokalplanen, er beskrevet og vurderet nedenfor.

Boligstrategi

Som det fremgår af Holbæk Kommunes boligstrategi vedtaget i 2020, er der efterspørgsel på mindre boliger, ligesom der er fokus på at skabe områder med blandede boformer, når der bygges nyt. Lokalplanen giver mulighed for både parcelhuse, dobbelthuse og rækkehuse. Det giver gode muligheder for forskellige ejerformer og alment byggeri, hvilket kan medfører en blandet beboersammensætning.

 

Stiplan for Holbæk Kommune

Stiplanen, der blev vedtaget i 2009, er en langsigtet plan, der både skal sikre eksisterende stier og give mulighed for at gennemføre de nye stistrækninger, som er angivet i planen. Formålet med stiplanen er at få skabt sikre stier til skoler og stationer samt at få skabt bedre mulighed for at komme til at færdes i det åbne land.

Aggersvoldstien indgår som en del af stiplanen. Stien går i eget tracé og er grusbelagt. Aggersvoldstien vil med lokalplanen blive bevaret, og indenfor lokalplanområdet vil den blive befæstet og tilknyttet tryghedsskabende belysning.

 

Landskabsplan

Landskabsplanen for Holbæk Kommune blev vedtaget i 2014. Lokalplanområdet er beliggende i den nordøstlige del landskabsplanens område 10 Gudmandstrup. Målsætning for området er at bevare det åbne landbrugsland. Som det fremgår af landskabsplanen vil der her kunne tillades en vis form for byudvikling. Med lokalplanen vil byudviklingen ske med respekt for adskillelsen mellem Svinninge by og landsbyen Gudmandstrup. Bebyggelsen vil blive placeret, så den opleves i tilknytning til den eksisterende bebyggelse i Svinninge. Ligesom der vil indgå bestemmelser til bevaring af stendiget, Aggersvoldstien og udvalgt eksisterende beplantning.

 

Strategisk Varmeplan, 2015

Planlægning for varmeforsyningen i Holbæk Kommune indgår som et vigtigt element i den overordnede strategiske energiplan for hele kommunen. Kommunen har i samarbejde med Holbæk Forsyning A/S og andre berørte parter gennemført en varmeplanlægning for hele kommunen. Målet er at opnå en fornuftig udfasning af brugen af fossile brændsler i varmeforsyningen inden 2035 og at danne beslutningsgrundlag for fremtidens detailplanlægning af nye varmeløsninger i kommunen. Målet er en varmeforsyning, som spiller godt sammen med det øvrige energisystem, og som bygger på de bedste erfaringer og nyeste teknologier. Strategien handler om de konkrete tiltag på kort sigt og skitserer, hvad der skal arbejdes med for at opnå målet frem til 2035

 

Spildevandsplan 2020-2030

Spildevandsplanen beskriver, hvordan Holbæk Kommune ønsker at håndtere spildevandet i Holbæk Kommune. Planen er vedtaget af politikerne og er en plan for kommunens administration og for kloakforsyningen (Fors A/S). Samtidig giver planen borgene et indblik i, hvad Holbæk Kommune allerede har sat i værk for at beskytte naturen og miljøet og ikke mindst, hvad kommunen agter at gøre i fremtiden.

 

Vandforsyningsplan 2012-2021

Vandforsyningsplanen er kommunens og vandværkernes plan, der skal sikre borgerne rent og sundt drikkevand i tilstrækkelige mængder. Vandforsyningsplanen skal sikre, at indvindingen af drikkevand planlægges således, at indvindingen ikke påvirker vandløb, søer og naturområder negativt i områder, hvor plante og dyrelivet er afhængig af grundvand. Der leveres vand fra Svinninge Vandværk.

 

Drikkevandsinteresser og indsatsplaner for grundvandsbeskyttelse

Staten er den offentlige myndighed, der kortlægger, hvor der er behov for grundvandsbeskyttelse i hele Danmark. De steder der kortlægges kaldes ”områder med særlige drikkevandsinteresser” (OSD) og indvindingsoplande uden for OSD. Staten har afleveret grundvandskortlægning for 5 forskellige områder i Holbæk Kommune. Lokalplanområdet ligger i område med særlige drikkevandsinteresser. Ligesom det ligger indenfor et indvindingsopland. Derfor må der ikke ske nedsivning af vejvand og andet vand fra befæstede arealer, der kan forurene grundvandet.

 

Klimatilpasningsplan

I Holbæk Kommunes klimatilpasningsplan, der blev vedtaget i 2014, er der udvalgt 11 fysiske indsatsområder til nøjere undersøgelse af årsag til oversvømmelsesrisiko samt eventuelle afværgeforanstaltninger. Lokalplanområdet ligger ikke indenfor klimatilpasningsplanens indsatsområder. Af kommuneplanrammen fremgår det at området er udpeget som område med risiko for oversvømmelse. Ny planlægning eller ændret anvendelse indenfor området skal derfor ske jf. retningslinjerne for arealer med risiko for oversvømmelse.

 

Eksisterende lokalplaner

Lokalplanområdet er i sin helhed omfattet af lokalplan nr. 10.01, der udlægger områdets anvendelse til boligformål med 90 parcelhuse og 33 tæt-lav bebyggelse i form af rækkehuse. Formålet med lokalplan 10.01 er bl.a.:

  • at sikre en god disponering af friarealerne i bebyggelsen;
  • at bevare eksisterende stistruktur i området og udbygge et lokalt stinet i Svinninge;
  • at sikre en god vejforsyning, hvor det meste trafik afvikles til Ringstedvej, samt
  • at muliggøre oplevelsen af det omgivende landskab med god sammenhæng og disponering af grønne friarealer og stier. Derudover er der udlagt områder til regnvandsbassiner og mulighed for opførsel af fælleshus.

Lokalplan nr. 10.01 aflyses i sin helhed af nærværende lokalplan 10.11 ved dens endelige vedtagelse.

 

Planlægning i forhold til nabokommuner

Ifølge Planlovens § 29, skal der i lokalplanen redegøres for planens eventuelle påvirkninger på nabokommuner. Det er Holbæk Kommunes vurdering, at den bebyggelse, som er muliggjort med denne lokalplan, ikke vil medføre en påvirkning af nabokommunerne.

 

Diverse udpegninger

Kirkeomgivelser

Den vestlige del af lokalplanområdet ligger i udkanten af kirkeomgivelser til Hjembæk kirke, der ligger ca. 3 km sydøst for lokalplanområdet. Lokalplanområdet er dog ikke inden for selve kirkebyggelinjen, og der vurderes derfor ikke at være en væsentlig påvirkning af kirkeomgivelserne.

 

Beskyttede sten- og jorddiger

Inden for lokalplanområdet er der tre jord- og stendiger.
I lokalplanområdets nordlige grænse ligger et øst-vest gående jord-/stendige, og langs Aggersvoldstien løber et nord-syd gående dige. Disse er begge beliggende i byzone.
Derudover er der registreret et øst-vest gående jord-/stendige i lokalplanområdets sydlige skelgrænse, i grænsen mellem by- og landzone. En stor del af det sydlige dige er forsvundet, og er formentligt blevet pløjet væk, Lokalplanen indeholder bestemmelser til markering af det øst-vestgående diges oprindelige placering med beplantning.

Lokalplanen fastlægger bestemmelser, der sikrer bevaring af de tre jord- og stendiger, herunder også eksisterende beplantning i forbindelse med digerne.