Bæredygtighed
Det er et politisk ønske at fremme en grøn og bæredygtig udvikling i Holbæk Kommune. I Kommunalbestyrelsens arbejdsprogram 2020+ indgår ”Grøn og bæredygtig udvikling” som et prioriteret fokusområde. Holbæk Kommune vil investere i blandt andet biodiversitet, energiomlægning og bæredygtigt byggeri. Indsatsen prioriteres så den går på tværs af de kommunale kerneopgaver. Lokalplanen er derfor vurderet i forhold til en række bæredygtighedsparametre, som beskrevet nedenfor.
Bymiljø og lokale værdier
Lokalplanområdet er placeret syd for eksisterende bygrænse, og hæfter sig mod nord på et parcelhusområde. Planområdet udgør derfor en naturlig udvidelse af Svinninge mod syd.
Lokalplanen muliggør opførelse af boligbebyggelse, som i højde og tæthed ligger tæt op ad det eksisterende i området. Ved at fastsætte en maksimal bygningshøjde på 8,5 meter og maksimalt antal etager til to sikres en god indpasning af det nye boligområde.
Lokalplanen tager hensyn skygge- og indbliksgener til tilstødende naboområder, samt internt i planområdet.
Boligområdet kan udnytte den eksisterende infrastruktur, offentlig og privat service, og understøtter således den eksisterende bystruktur.
Det nye boligområde vil bidrage med nye borgere, medlemmer og kunder til Svinninges handelsliv, skoler, idrætsforeninger mv.
Med bevarelse af de kulturhistoriske jord- og stendiger og eksisterende beplantning fremhæves og beskyttes områdets historiske spor.
Der sikres en god opdeling mellem offentlige, halvoffentlige og private uderum ved en veldisponeret placering af bebyggelse i forhold til fællesarealer. Med bestemmelser om byggelinjer for placering af åben-lav byggeri sikres en god udnyttelse af solenergi.
Lokalplanens disponering sikrer en god størrelse på de fælles opholdsarealer, hvor der bliver mulighed for ophold og leg. Med bestemmelser for beplantning etableres forskellige uderum med varieret mikroklima. Således bliver det både muligt at nyde sol, gå i skygge og sidde i læ for vind.
Lokalplanen udlægger nye stier, der kobles på det eksisterende stinet i Svinninge, og sikrer derved gode forbindelser ind og ud af området for bløde trafikanter. Samtidig giver stier i udkanten af området mulighed for at nyde landskabet mod hhv. syd og vest.
Landskab
Lokalplanen sikrer at det omkringliggende landskab mod syd og vest kan opleves fra hhv. Kærblomst Allé, via stier i kanten af lokalplanområdet og fra det store fælles friareal. De karakteristiske diger og deres beplantning udgør vigtige kulturhistoriske værdier og fungerer som pejlemærker i landskabet. Digerne sikres bevaret i lokalplanen. Derudover gives der mulighed for terrænregulering på op til 1,5 meter i form af mindre bløde bakker på udvalgte steder i det fælles grønne område.
Natur
Lokalplanområdet har været anvendt til landbrug, og indeholder ikke særlige naturværdier.
Sten- og jorddigerne og deres beplantning fungerer som levested for mange arter. Lokalplanen fokuserer på at beplantning så vidt muligt skal bestå af hjemmehørende arter og at de grønne områder fremstår med vildt græs, frugttræer, bærbuske og andre arter, der fremmer biodiversiteten.
I forbindelse med lokal håndtering af regnvand graves grøfter og mindre lavninger, der med midlertidigt eller permanent vandspejl ligeledes kan fungere som levesteder for dyr og planter.
Ressourcer og miljø
Lokalplanen udnytter allerede eksisterende arealreservation til byudvikling.
Der opfordres i lokalplanen til at jord så vidt muligt anvendes internt i området til terrænformer i det grønne område. På den måde minimeres omfanget jordtransport væk fra området, hvilket reducerer energiforbruget.
Lokalplanen muliggør at ny bebyggelse opvarmes med vedvarende energikilder.
Med byggelinjer på ejendomme udlagt til åben-lav bebyggelse reguleres placeringen af bygningerne, således at passiv solenergi kan udnyttes til varme. Der gives ligeledes mulighed for solceller på huset tage.
I områder udlagt til tæt-lavt byggeri gives mulighed for fælles affaldshåndtering, ligesom der gives mulighed for opførelse af huse til fælles anvendelse, f.eks. nærgenbrug, værksted eller andet.
Regnvand håndteres internt i området via grøfter og regnvandssøer og indgår dermed som et rekreativt element.
Økonomi
Lokalplanen giver mulighed for opførelse af 162 nye boliger. Realisering af lokalplanen vil dermed potentielt bidrage med nye borgere til Svinninge, der vil kunne styrke lokalområdets handels- og foreningsliv mv., og understøtte de offentlige og private servicefaciliteter.
Med lokalplanområdets placering som en udvidelse af Svinninge by mod syd kobles området op på den eksisterende infrastruktur i forhold til trafik, kloak, vand, varme og el. Lokalplanen stiller krav om oprettelse af grundejerforening for lokalplanområdet, der skal stå for drift og vedligehold i området.
Social og Sundhed
Lokalplanen muliggør et boligområde med boliger i forskellige typer og størrelser. Boligenhederne kan udbydes til små familier, store familier, seniorer mv. med mulighed for almennyttige-, ejer-, andel- og lejeforhold, hvilket giver mulighed for en mangfoldig beboersammensætning.
Med lokalplanen etableres større grønne fælles arealer for ophold og aktivitet, som giver mulighed for at områdets beboere og gæster kan mødes på kryds og tværs af alder, både fysisk og socialt.
I tæt tilknytning til legepladser etableres der opholdsarealer, som kan indrettes med bord- og bænke systemer, køkkenhaver mv.
Lokalplanen giver desuden mulighed for opførelse af fælleshuse til forskellige fællesaktiviteter for områdets beboere.
Derudover fastlægger lokalplanen at færdselsarealer, som veje, fortov og de primære stier, udføres med fast belægning, såsom asfalt, belægningssten eller slotsgrus, samt at disse bliver tydeligt markeret, godt oplyste og trygge at færdes på.