Støj, lugt og andre miljømæssige gener
I forbindelse med eksempelvis en indretning og drift af restaurant i lokalplanområdet skal Holbæk Kommunes forskrifter om bl.a. støj- og lugtgener samt tilslutning til fedtudskiller overholdes.
OBS.Ved en evt. byggetilladelse skal det sikres, at bygningsreglementets regler vedr. støj, ventilation, adgang og brand bliver overholdt.Se evt. ligeledes ’Forskrift vedrørende miljøkrav i forbindelse med indretning og drift af restaurationer i Holbæk Kommune, vedtaget af Byrådet den 31. oktober 2007’.
Jordforurening
Planområdet er områdeklassificeret som byzonejord. Der er ikke registreret jordforurening på V1 og V2 niveau inden for arealet. Hvis der ved et grave og anlægsarbejde konstateres jordforurening, skal arbejdet indstilles og kan først genoptages når dette meddeles. Fundet anmeldes til VBAF, jord@holb.dk.
Hvis der efterfølgende ved grave- og anlægsarbejdet konstateres jordforurening, skal arbejdet indstilles og kan først genoptages når dette meddeles. Fundet anmeldes til Vækst og Bæredygtighed, Holbæk Kommune jf. jordforureningslovens § 71. Send en mail til jord@holb.dk eller kontakt os på tlf. 72 36 36 36. Ændret anvendelse af kortlagt forurenet jord kan kræve tilladelse efter jordforureningslovens § 8.
Fund og fortidsminder
Lokalplanområdet er udpeget som kulturhistorisk bevaringsværdigt, men da planforslaget ikke i udgangspunktet medfører nybyggeri eller andre anlæg på arealer af arkæologisk eller kulturhistorisk interesse, vurderes der ikke med planforslaget at indebære en påvirkning af fortidsminder direkte eller indirekte.
Jf. museumslovens § 25 kan bygherren eller den, for hvis regning et jordarbejde skal udføres på landjorden, forud for igangsætning af arbejdet anmode Museum Vestsjælland om en udtalelse. Såfremt der i forbindelse med et grave- og anlægsarbejde konstateres fund af fortidsminder, skal den del af arbejdet, der berører fundet, straks indstilles, og fundet skal anmeldes til Museum Vestsjælland, jf. museumslovens § 27.
Miljøvurdering
Der er foretaget en screening af lokalplanforslagets miljømæssige påvirkninger i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer (Lbk nr. 425 af 18. maj 2016). Miljøscreeningen er offentliggjort som bilag til planforslaget.
Ifølge lovens §8, stk. 2, nr.2, skal der udarbejdes en miljøvurdering, når der tilvejebringes planer, som giver mulighed for anlægsprojekter, der kan få en væsentlig indvirkning på miljøet.
Forslag til Kommuneplantillæg nr. 38 og lokalplan nr. 11.17 vurderes på baggrund af gennemført screening ikke at kunne få en væsentlig indvirkning på miljøet og vurderes derfor ikke at være omfattet af krav om miljøvurdering af planer, da:
· planens formål er at bevare Jyderup Præstegård, indebærer planen således ikke væsentlige visuelle ændringer i det bestående miljø.
· de udvidede anvendelsesmuligheder af præstegården vurderes ikke at indebære aktivitet, der vil indebære væsentlige ændringer i det bestående miljø.
Afgørelsen om ikke at udarbejde miljørapport er offentliggjort sammen med planforslaget.