Energiforsyning
SEAS/NVE er netselskab og elleverandør i området, dvs. de har ansvaret for en sikker elforsyning i området. Der kan frit vælges elleverandør. Elleverandørselskabet er det selskab, der sælger el til slutbrugerne.
Varmeforsyning
Området ligger uden for kollektivt varmeforsyningsområde. Bygningsopvarmning skal ske som individuel opvarmning og i henhold til den enhver tid gældende strategiske varmeplan for Holbæk Kommune. Opvarmning skal om muligt baseres på vedvarende energi.
Vandforsyning
Området forsynes med vand fra Jyderup Stationsby Vandværk, og ny bebyggelse forudsætter tilslutning fra dette.
Regn- og spildevand
Området er delvis separatkloakeret. Ved lokalplanområdets delområde A, hvor naturrummet skal opføres, er der etableret både regnvandskloak og spildevandskloak (se kortbilag 2).
Delområde C er blevet optaget i spildevandsplan 2020-2030 primo 2020. Delområde C er spildevandskloakeret og al regnvand skal håndteres inden for lokalplanområdet.
I forbindelse med etablering af Naturrum og shelters anbefales det, at man undersøger muligheder for LAR løsninger og genanvendelse af regnvand. Der skal søges om nedsivningstilladelse hos Holbæk Kommune.
Note: Spildevandsanlægget skal etableres på privat anledning, og det kræver forsyningsselskabets godkendelse. Det forventes, at det udførte kloakanlæg kan overtages af forsyningsselskabet på visse vilkår. Tilslutning og overtagelse skal betragtes som et hele i forbindelse med tilladelsen til udførelsen. Inden kloakanlægget udføres, skal der være truffet en aftale mellem forsyningsselskabet og den, der lader anlægget udføre, om den økonomiske afregning i forbindelse med forsyningsselskabets overtagelse af anlægget. Herunder skal der træffes aftale om kloaktilslutningsbidrag og eventuel godtgørelse for anlæggets værdi. Der skal yderligere træffes aftale om dimensioneringen af anlægget, før det eventuelt kan overtages af forsyningsselskabet. Der er forsyningsselskabet, der afgør, om det ønsker at overtage et privat fælles spildevandsanlæg.
Note: Holbæk Kommune opfordrer bygherre og projekterende til at kontakte de respektive forsyningsvirksomheder og myndigheder tidligt i projekteringsfasen med henblik på koordinering, råd og vejledning.
Holbæk Kommunes myndighedsopgaver på spildevandsområdet, f.eks. spildevandstilladelser, varetages af Virksomhed og Miljø. Tilladelse til tilslutning til den offentlige kloak skal søges hos Holbæk Kommune.
Affald og genbrug
Affaldshåndtering og affaldssortering skal ske som foreskrevet i Holbæk Kommunes affaldsregulativer.
Telekommunikation
Ny bebyggelse kan tilsluttes kabelnet, fibernet eller lignende fælles signalanlæg.