Bæredygtighed

Det er et politisk ønske at fremme en grøn og bæredygtig udvikling i Holbæk Kommune. I Kommunalbestyrelsens arbejdsprogram 2020+ indgår ”Grøn og bæredygtig udvikling” som et prioriteret fokusområde. Indsatsen prioriteres så den går på tværs af de kommunale kerneopgaver. Lokalplanen er derfor vurderet i forhold til en række bæredygtighedsparametre, som beskrevet nedenfor.

Bymiljø og lokale værdier

Grønne områder i byen
Lokalplanen sikrer med placering af bebyggelse og fællesområder en god blanding mellem offentlige områder til fælles brug, semioffentlige områder og private områder. Beplantningsbælterne i lokalplanens kant har til hovedformål at afgrænse området, men fungere samtidig som afskærmning mod vind. Beplantning i de grønne fælles områder fungere som rumdannende elementer og giver mulighed for at søge skygge på varme dage. Dette bidrager til et godt mikroklima i det nye boligområde. Lokalplanen giver mulighed for bebyggelse i op til 2 etager og max. 8,5 meters højde. Dette vurderes ikke at give skygge- og indbliksgener udover det, man vil kunne forvente i en bymæssig kontekst, hverken internt i området eller til naboområder.

Bebyggelse og arkitektonisk kvalitet
Bebyggelsen skal opføres som et certificeret bæredygtigt byggeri, hvor der er fokus på at bygge langsigtet for at at spare ressourcer. Lokalplanen giver mulighed for et blandet boligområde, med både etageboliger, rækkehuse og parcelhuse. Det vil formentlig give et blandet boligområde med beboere i forskellige livsfaser.

Lokalområder og kulturarv
Placeringen af boligområdet understøtter den overordnede bystruktur og kan anvende den eksisterende infrastruktur som veje og stier. Boligområdet vil lukke hullet mellem Jyderup By og boligområdet mod nord. Boligområdet ligger tæt på flere offentlige servicefaciliteter, som skole, børnehave og idrætsfaciliteter, der alle kan nås via stiforbindelser fra området. Boligområdet ligger også i omgivelserne til Jyderup Kirke, der kan skimtes i horisonten mod syd. Udsigten til kirken vil stadig være muligt fra lokalplanområdet.

Transport
Lokalplanen har fokus på at sikre en velfordelt og sikker trafikafvikling. På Aggersvoldvej er der busforbindelse mellem Svinninge St. og Jyderup St. Indenfor lokalplanområdet slår vejene sving for at dæmpe hastigheden, ligesom alle veje er dækket af fortov i mindst en side. I lokalplanområdet etableres nye stier, der knyttes op på de eksisterende stiforbindelser i lokalområdet, således at det bliver nemt at transportere sig rundt på stinettet på cykel og gangsti. Der er fokus på at undgå at bløde trafikanter skal krydse den motoriserede trafik. Derfor skal den eksisterende skolesti, der løber igennem området flyttes, inden området, hvor stien løber, kan udnyttes til boligområde. Lokalplanen sikrer, at der er parkeringspladser svarende til kommuneplanens parkeringsnorm - noget af denne vil ske på egen grund, mens der også udlægges områder til fællesparkering.

 

Landskab

Landskabelig værdi

Boligområdets bebyggelse tilpasses det eksisterende miljø. Lokalplanen giver samme muligheder for etager og bygningshøjde, som de bebyggelser der ligger nord for lokalplanen. Med lokalplanen sikres grønne forbindelser med brede rekreative områder til de værdifulde landskaber mod nordvest, der bl.a. består af Stokkebjerg Skov. De eksisterende og karakterfulde beplantningsbælter i kanten af området vil med lokalplanen bevares. Der kan i lokalplanområdet ske terrænregulering efter nærmere angivet bestemmelser, hvilket bl.a. gør det muligt at lave mindre landskabsbearbejdning med forskellige jordformationer i de grønne fællesområder.

Ved at udnytte eksisterende boligudlæg med en ny lokalplan, der giver mulighed for at bygge tættere, så kan det åbne land i højere grad friholdes for byudvikling.

 

Natur

Naturbeskyttelse og planteliv
Lokalplanen omfatter et område med åben mark, hvor der allerede i dag er lokalplan for boliger. Området ligger i tilknytning til den eksisterende by og lukker så at sige hullet mellem bebyggelse i Jyderup. Udnyttes dette til boligområde, vil der i mindre grad være behov for byudvikling i det åbne land. Der er i planen fokus på at have brede grønne kiler, hvor bynær natur og arter kan udfolde sig. Der er her mulighed for en stærkere biodiversitet med den rigtige pleje. Området har tidligere været dyrket. Der er derfor et lavt naturindhold på størstedelen af arealet. Det vil dog være sværere at omdanne hele området til værdifuld natur når først området er udviklet med boliger.

I mindre områder mod nordvest er der større naturværdi, da området her har været afgræsset med dyr igennem en længere periode. I dette område ligger også en §3 beskyttet sø. Derudover udgør beplantningsbælterne i kanten af lokalplanområdet en naturværdi og kan fungere som levested for flere arter. Det eksisterende naturværdier i området bevares med lokalplanen.

Der gives gode adgangsmuligheder til naturen ved at nye stier kobles op på det gode eksisterende stisystem.

Dyreliv
Lokalplanen vil med de brede grønne kiler forsat give mulighed for at dyreliv kan udfolde sig i disse. Der er dog arter som f.eks. harer og råvildt, der formentlig vil finde andre steder at opholde sig når marken omdannes til boligområde. Andre arter kan få bedre forhold i forbindelse med at der kommer en mere varieret beplantning, at der opstår forskellige terræn forhold og etableres åbne render til håndtering af regnvand.

  

Ressourcer og miljø

Arealreservation og ressourcer
Lokalplanen udnytter eksisterende arealreservation og der gives mulighed for at bygge tættere, hvilket er en bedre udnyttelse af de arealmæssige ressourcer.
Byggeriet skal certificeres som bæredygtigt byggeri og dermed vil man formodentlig se et byggeri der på flere områder spare ressourcer - f.eks. ved at der vælges byggematerialer med lang levetid, har lavt vedligehold eller som kommer fra genbrugsmaterialer. Lokalplanen giver mulighed for energiforsyning fra vedvarende energi og der arbejdes med fælles affaldshåndtering for etageboliger og tæt/lav byggeri.

Vand og klimasikring
I forbindelse med lokalplanens udarbejdelse er der redegjort for, hvordan fremtidige regnvandshændelser håndteres lokalt. Dette sker bl.a. ved hjælp af åbne render og udlagte arealer, hvor vandet kan samles og forsinkes. I enkelte områder er der mulighed for nedsivning. Her kan f.eks. nedgravede faskiner opsamle regnvandet, hvorfra det langsomt kan nedsive. Derudover er der fokus på at anvende permeable belægninger.

Forurening
Gode stiforbindelser og adgang til det kollektive trafik kan bidrage til at flere beboere i det kommende boligområde vælger et bæredygtigt transportmiddel fremfor bilen og dermed kan støj- og luftforurening fra biltrafik mindskes.

 

Økonomi

Lokalplanen giver mulighed for opførelse af op til ca. 221 nye boliger. Realisering af lokalplanen vil dermed potentielt bidrage med nye borgere til Jyderup, der vil kunne styrke lokalområdets handels- og foreningsliv mv., og understøtte de offentlige og private servicefaciliteter.

Med lokalplanområdets placering i Jyderup Nord kobles området op på den eksisterende infrastruktur i forhold til trafik, kloak, vand, varme og el. Lokalplanen stiller krav om oprettelse af grundejerforening for lokalplanområdet, der skal stå for drift og vedligehold i området.

 

Social og Sundhed

Lokalplanen muliggør et boligområde med boliger i forskellige typer og størrelser. Boligenhederne kan udbydes til små familier, store familier, seniorer mv. med mulighed for almennyttige-, ejer-, andel- og lejeforhold, hvilket giver mulighed for en mangfoldig beboersammensætning.

Med lokalplanen etableres større grønne fælles arealer for ophold og aktivitet, som giver mulighed for at områdets beboere og gæster kan mødes på kryds og tværs af alder, både fysisk og socialt.

I tæt tilknytning til legepladser etableres der opholdsarealer, som kan indrettes med bord- og bænke systemer, køkkenhaver mv.

Lokalplanen sikrer, at boligområdet får et fælleshus til forskellige fællesaktiviteter for områdets beboere.

Derudover fastlægger lokalplanen at færdselsarealer, som veje, fortov og de primære stier, udføres med fast belægning, såsom asfalt, belægningssten eller slotsgrus, samt at disse bliver tydeligt markeret, godt oplyste og trygge at færdes på.