Bestemmelser

I henhold til lovbekendtgørelse nr. 1157 af 01/07/2020 om planlægning med senere lovændringer fastlægges hermed følgende bestemmelser for det i § 3 nævnte område.

§ 1

Lokalplanens formål er:

  • at sikre områdets anvendelse til erhvervsformål,
  • at sikre områdets anvendelse til erhvervsformål med minimal risiko for grundvandsforurening eller anden væsentlig miljøbelastning mod områdets ydre afgrænsning og naboer,
  • at sikre, at der etableres beplantningsbælter som afskærmning mod naboer og det åbne land i forbindelse med ny bebyggelse,
  • at området fremstår som et grønt erhvervsområde med et sammenhængende grønt forløb.

2.1         Lokalplanen omfatter følgende matrikler, samt alle parceller der efter d. 23. juni 2022 måtte blive udstykket herfra:

Matriklerne 5c, 5r, 5y og del af 6d alle Tornved By, Jyderup samt del af matr. nr. 12n, Jyderup By, Jyderup. Se Kortbilag 1.

2.2         Med lokalplanens endelige vedtagelse overføres hele lokalplanens område fra landzone til byzone, jf. det på Kortbilag 4 viste areal.

3.1 Delområde 1 må kun anvendes til erhvervsformål i miljøklasse 4-6 såsom transportcenter eller logistik-, lager- og fragtvirksomhed mfl. Derudover må området anvendes til fjernvarmeproduktion og grønne friarealer. Se afgrænsningen af Delområde 1 på Kortbilag 4.

3.2 Delområde 2 må kun anvendes til erhvervsformål, der maksimalt er i miljøklasse 4 såsom håndværksvirksomhed samt transport- og logistikvirksomhed. Derudover må området anvendes til grønne friarealer. Se afgrænsningen af Delområde 2 på Kortbilag 4.

3.3 Inden for lokalplanområdet kan der placeres mindre transformerstationer til områdets tekniske forsyning. Desuden kan der opstilles en antennemast til brug for mobilkommunikation, radio og tv m.m.

4.1 Der må ikke udstykkes grunde på mindre end 5.000 m2.

5.1 Bebyggelsesprocenten for den enkelte ejendom fastsættes til maks. 80 %.

5.2 Der gælder en vejbyggelinje på 20 meter fra vejmidte af stamvej A-B. Derudover gælder der for Delområde 1 en vejbyggelinje på 40 meter fra vejmidte af Cementvejen. Se Kortbilag 5. Inden for disse byggelinjer må der i Delområde 1 ikke opføres bebyggelse eller anlægges parkeringspladser. Transformerstationer og lignende tekniske småbygninger er dog undtaget. Der gælder derudover en byggelinje på 10-55 meter langs med lokalplanområdets sydlige, vestlige og lille del af nordlige skel, som vist på Kortbilag 5, der skal anlægges som et beplantningsbælte eller allerede består af et bevaringsværdigt dige/beplantningsbælte og to bevaringsværdige lunde. Se mere i § 10.

5.3 Den samlede bygningshøjde må ikke overstige 15 meter i Delområde 1 og 9 meter i Delområde 2. Undtagen dette er en evt. antennemast til mobilkommunikation.

6.1 Bygninger skal udføres med flade tage eller med en taghældning, som er optimal til opsætning af solenergianlæg.

6.2 Tage kan og bør i videst muligt omfang udføres som grønne tage og/eller tage med solenergianlæg. For begge gælder det, at de skal etableres, så tagvand er egnet til nedsivning.

6.3 Facader og tagflader må ikke udføres med reflekterende materialer med et glanstal over 30 målt efter Teknologisk Instituts metode – svarende til grænseværdien mellem mat og halvblank.

6.4 Der kan kun tillades brug af signalfarver til døre, vinduesrammer, skodder og lignende mindre bygningsdele.

6.5 Tekniske installationer som udluftningsanlæg, aftrækskanaler og lignende skal afskærmes, skjules eller indbygges i bebyggelsen

6.6 Solenergianlæg skal placeres og udformes, så de ikke giver genskin, der er til gene for omgivelserne.

6.7 Solenergianlæg skal enten integreres i facaden eller taget eller monteres på facaden eller tagfladen i samme vinkel som den flade de placeres på. På bygninger med fladt tag kan der opsættes solfangere og solceller på stativ, således at de får en anden vinkel end tagfladen.

7.1 Lokalplanområdet skal vejbetjenes fra Cementvejen og Bødkervej via stamvejen A-B som angivet på Kortbilag 5. Stamvej A-B udlægges i minimum 12 meters bredde og anlægges med en kørebane på minimum 10 meter. Der skal etableres vendepladser for enden af stamveje/stikveje, der sikrer, at renovationsbiler, beredskabets biler mfl. kan vende.

7.2 Der udlægges areal til forlængelse af Bødkervej i en bredde af 12 meter, som vist på kortbilag 5. Der er tinglyst en planlægningsbyggelinje til sikring af Bødkervejs forlængelse med 40 meters brede hvor Vejdirektoratet er påtaleberettiget. Planlægningsbyggelinjen er vist på kortbilag 5. 

7.3 Stier udlægges som i princippet vist på Kortbilag 5 i min. 1,5 m bredde med belægning i form af grus.

7.4 Der skal sikres vejadgang fra Delområde 1 til Delområde 2, hvor tung trafik skal kunne tilgå Delområde 2. Se Kortbilag 4 og 5.

7.5 Delområde 2 må kun tilgås via vejforbindelsen fra Delområde 1.

7.6 Der skal etableres 1 p-plads pr. 50 m2 etageareal erhverv og kontor m.v. og 1 p-plads  pr. 100 m2 bruttoetageareal til engrosvirksomheder, lager, værksteder m.v.

8.1 Belysningen af skilte skal være afdæmpet og må ikke blænde, pulsere eller blinke.

8.2 Der må kun opsættes ét større fritstående skilt eller pylon pr. virksomhed, som alene reklamerer for den pågældende virksomhed og øvrig skiltning må kun omfatte facadeskilte og mindre henvisningsskilte. Skiltet/pylonen må max. være 3 m høj og bredden må ikke overstige 1,25 m. Hvor ejendommen har mere end én indkørsel, og hvor disse er placeret visuelt uafhængigt eller med stor afstand, kan tillades én pylon ved hver indkørsel. Langs veje skal fritstående skilte placeres på egen grund og under iagttagelse af evt. tinglyste byggelinjer på det pågældende sted. Derudover skal det placeres min. 2,5 m fra naboskel. Hvis flere virksomheder er placeret på én ejendom, skal skiltningen samles på én pylon eller samordnes med et fælles udtryk ved maks. én pylon pr. virksomhed.

8.3 Ved stikveje tilsluttet stamvej A-B, må der opsættes et fælles henvisningsskilt til virksomhederne, der har vejadgang fra stikvejen.

8.4 Reklameflag og reklamebannere kan etableres i begrænset omfang; maks. 3 stk pr. virksomhed, á maks. 8 m stanghøjde med en maks. størrelse flag på 150 cm x 225 cm.

9.1 Ubebyggede arealer skal etableres i henhold til principperne vist på Kortbilag 5.

9.2 Centralt i lokalplanområdet udlægges et sammenhængende privat-fælles friareal bestående af grønne opholdsarealer med varieret busk- og træbeplantning, stiforløb samt regnvandssøer og lavninger som princippet vist på Kortbilag 5.

9.3 Langs Cementvejen udlægges friarealer bestående af grønne opholdsarealer med hjemmehørende træer og buske som f.eks. Lærk, Birk, Tjørn, Bærmispel, Eg, Lind eller Fyr, samt regnvandssøer og lavninger som princippet vist på Kortbilag 5. Disse friarealer skal have en minimumbredde på 40 meter målt fra vejmidte på Cementvejen.

9.4 Lokalplanområdets sydlige, vestlige og østlige grænse mod det åbne land skal friholdes som en bufferzone på 10-55 meter, der skal etableres som beplantningsbælte med hjemmehørende træer og buske som f.eks. Lærk, Birk, Tjørn, Bærmispel, Eg, Lind eller Fyr som princippet vist på Kortbilag 5. Beplantningsbæltet skal fremstå tæt, så det skaber en visuel barriere mod Delområde 2, de nærmeste naboer og det åbne land. Beplantningsbæltet må ikke etableres inden for de beskyttede og bevaringsværdige naturtyper og dertilhørende beskyttelseszone jf § 10.5.

9.5 Bebyggelse og anlæg må ikke opføres inden for en afstand på minimum 5 meter til de beskyttede og bevaringsværdige naturtyper. Ligeledes må der ikke terrænreguleres inden for en afstand på minimum 5 meter til de beskyttede og bevaringsværdige naturtyper. Se Kortbilag 5.

9.6 For alle fælles friarealer gælder, at terrænet skal reguleres, så det fremtræder naturligt med landskabelige former. Arealerne skal desuden tilplantes således, at de tilgodeser biodiversitet og samtidig  er velegnet til passage og ophold. For at fremme biodiversiteten skal der anvendes hjemmehørende arter og sikres variation i beplantningens sammensætning og artsvalg.

9.7 Langs med den interne stamvej A-B skal der plantes vejtræer af hjemmehørende arter som f.eks. røn, stilk-eg og lind i et interval på mellem 12-25 meter skiftevis på hver side af vejen. Træerne skal allerede ved plantningstidspunktet repræsentere en rekreativ værdi og have en min. plantestørrelse som SHO K 16-18 cm.

9.8 Ubebyggede arealer skal holdes ryddelige, og de fælles friarealer må ikke benyttes til nogen form for oplag eller parkering.

9.9 Der må foretages terrænændringer på +/- 2 meter i det resterende lokalplanområde.

10.1 Der skal etableres belysning langs veje og på parkeringsarealer.

10.2 Belysningen skal være nedadrettet og afskærmet således at den ikke virker blændende i forhold til omgivelserne. Belysning kan udformes som master med en nedadrettet lyskilde som sidder maksimalt 4,2 meter over terræn eller som lav belysning i form af f.eks. pullerter, men lyskilder med samme belysningsfunktion skal være ens inden for hele lokalplanens område.

10.3 Udendørs belysning på området skal udformes således, at det ikke giver anledning til gener for naboer.

11.1 Tekniske anlæg og installationer, herunder el- og gasskabe samt ventilation skal være indesluttet i bygningerne eller være en del af bygningernes arkitektur f.eks. ved afskærmning, der i materialevalg og farve er tilpasset bygningens materialer og farver, således tekninske dele ikke fremstår som et fremmed element i forhold til bygningens arkitketur. Transformerstationer og antennemaster til mobilkommunikation skal indpasses i området under hensyn til, at de bliver så lidt synlige som muligt og placeres under hensyntagen til nabobebyggelse.

11.2 Ledninger skal føres i jorden.

12.1 Der må inden for området ikke etableres virksomhed, som medfører et udendørs, ækvivalent, korrigeret støjniveau, der overstiger 70 dB(A) døgnet rundt, jf. bestemmelserne i Miljøstyrelsens vejledning nr. 5/1984 ”Ekstern støj fra virksomheder” (VEJ nr. 14018 af 01/11/1984) med hensyn til overholdelse af støjgrænser. Støjgrænsen gælder inden for området. Ud over lokalplanområdets grænse skal virksomhederne opfylde vejledningens støjgrænser for det åbne land og for åben-lav boligbebyggelse. Se nærmere beskrivelse og skema i redegørelsen.

12.2 Lokalplanen anviser arealer til beplantningsbælter, der skal forebygge indbliksgener.

12.3 Oplagspladser skal være indrettet på en måde, så spild kan holdes inden for et afgrænset område og uden mulighed for afløb til jord, grundvand og kloak. Området eller opsamlingssump skal som minimum kunne rumme indholdet af den største opbevaringsenhed i området. Oplagsarealer med olie eller kemikalier eller lignende, der kan forurene grundvandet, skal være forsynet med en høj kant, som sikrer mod overløb ved skybrud.

12.4 I forbindelse med ethvert byggeprojekt skal det vurderes og undersøges, om der kan etableres nedsivnings- eller andre LAR-løsninger i området, hvor der tages højde for, om området kan håndtere vandet uden at medføre skade og forsumpninger i området eller på naboarealerne. Generelt gælder det dog, at overfladevand fra tage og befæstede arealer skal ledes til nedsivning i de tilstødende, egnede vådområder/regnvandsbassiner, som vist på Kortbilag 5. Vådområder/regnvandsbassiner for håndtering af afstrømmende vand fra vejarealer, parkeringspladser og oplagsarealer med oplag eller håndtering af stoffer eller materialer, der kan forurene grundvandet, skal etableres med fast bund/membran. 

Af hensyn til grundvandsbeskyttelsen må der ikke ske punktnedsivning af tag- og overfladevand. Nedsivning i vegetationsdækkede grøfter, herunder i regnvandsbassiner ved vegetation, er derimod tilladt. Der må ikke foretages lokal nedsivning fra arealer, hvor der håndteres eller oplagres stoffer, som kan forurene grundvandet.

Der skal være tæt belægning på vejarealer, parkeringspladser og oplagsarealer, hvor der transporteres, oplagres eller på anden måde håndteres stoffer eller materialer, der kan forurene grundvandet.

12.5 Lokalplanområdet skal spildevandskloakeres og er omfattet af Holbæk Kommunes Spildevandsplan. Spildevand skal ledes til den offentlige spildevandsledning, se Kortbilag 2. Jf. spildevandsplanen skal løsninger for håndtering af tag- og overfladevand dimensioneres til en 5års hændelse. Vand ved stor regnhændelser skal ledes til områder, hvor der ikke sker skade på bygninger, infrastruktur eller andre sårbare installationer. Der skal kunne håndteres en 100års hændelse inden for lokalplanområdet.

13.1 Der skal oprettes en grundejerforening med medlemspligt for samtlige grundejere inden for lokalplanens område. Kommunalbestyrelsen kan til en hver tid kræve, at grundejerforeningen skal oprettes.

13.2 Grundejerforeningen er pligtig at forestå drift og vedligeholdelse af private fælles veje, stier og friarealer herunder også beplantning og anlæg til regnvandshåndtering.

13.3 Det påhviler grundejerforeningen selv at udarbejde foreningens vedtægter, som skal godkendes af kommunalbestyrelsen.

13.4 Grundejerforeningen er pligtig til at tage skøde på de i § 15.2 nævnte fælles friarealer.

14.1 Inden ibrugtagning af bebyggelse skal vej- og parkeringsarealer samt fælles friarealer være anlagt og beplantede. Bebyggelsen skal ligeledes være tilsluttet kollektiv vandforsyning, samt de fælles private og offentlige anlæg for regn og spildevand.

14.2 Beplantning­, afskærmningsbælter, som vist på Kortbilag 5, skal etableres, før erhvervsarealet kan tages i brug – dog senest efter først kommende vækstsæson.

14.3 Før etablering af virksomheder skal eventuelt nødvendige foranstaltninger til afværgelse af støjgener være etableret.

14.4 Nødvendige afværgeforanstaltninger i forhold til forurening af grundvandet skal være etableret, før erhvervsarealet kan tages i brug. Se §§ 13.3 og 13.4 for yderligere information.

15.1 Følgende servitutter aflyses i sin helhed for så vidt angår denne lokalplans område som anført i § 3:
- Servitut af 15.12.2003 med lbnr. 40945-21 (matrikel 5r Tornved By, Jyderup)
- Servitut af 02.03.2006 med lbnr. 7608-21 (matrikel 12n Jyderup By, Jyderup)

15.2 Deklarationer, der er i strid med lokalplanen, fortrænges af lokalplanens bestemmelser jf. Planlovens § 18.

16.1 Efter Kommunalbestyrelsens endelige vedtagelse og offentliggørelse af lokalplanen må de ejendomme, der er omfattet af planen, ifølge planlovens § 18 kun udstykkes, bebygges eller i øvrigt anvendes i overensstemmelse med planens bestemmelser.

16.2 Den eksisterende lovlige anvendelse kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen medfører heller ikke i sig selv krav om etablering af de anlæg m.v. der er indeholdt i planen. Lokalplanen tinglyses ikke på de ejendomme, der er omfattet af planen, men indberettes til Plandata.

16.3 Kommunalbestyrelsen kan meddele dispensation til mindre væsentlige lempelser af lokalplanens bestemmelser på betingelse af, at det ikke ændrer den særlige karakter af det område, der søges skabt ved lokalplanen. Mere væsentlige afvigelser fra lokalplanen kan kun gennemføres ved tilvejebringelse af en ny lokalplan.

17.1 Lokalplan 11.26 – Erhvervsområde Bødkervej Syd, Jyderup er vedtaget af Kommunalbestyrelsen den 14. december 2022.