Energiforsyning
SEAS/NVE er netselskab og elleverandør i området, dvs. de har ansvaret for en sikker elforsyning i området. Der kan frit vælges elleverandør. Elleverandørselskabet er det selskab, der sælger el til slutbrugerne.
Varmeforsyning
I området er der mulighed for tilslutning til kollektiv varmeforsyning. Opvarmning må ikke ske ved etablering af oliefyr eller elradiatorer.
Note*: Jf. planlovens §19 stk. 4 skal byrådet dispensere fra en lokalplans bestemmelser om tilslutning til et kollektivt varmeforsyningsanlæg som betingelse for ibrugtagning af ny bebyggelse, når bebyggelsen opføres som lavenergibebyggelse. Ved lavenergibebyggelse forstås bebyggelse, der på tidspunktet for ansøgningen om byggetilladelsen opfylder de energirammer for energibygninger, der er fastsat i bygningsreglementet.
Vandforsyning
Området forsynes med vand fra Mørkøv Vandværk og ny bebyggelse forudsætter tilslutning til dette.
Regn- og spildevand
Området skal udelukkende spildevandskloakeres. Spildevand skal ledes til den offentlige spildevandsledning, der løber paralelt med Rævebjerg, vest for lokalplanområdet.
Regnvand skal afledes ved lokale LAR-løsninger, fx ved faskine. Nedsivningsanlæg skal udformes og placeres således, at det tilledte vand kan ledes væk uden ulempe for terræn, installationer, bygninger og naboer. Der skal søges om nedsivningstilladelse hos Holbæk Kommune.
Spildevandsanlægget skal etableres på privat anledning. Det forventes, at det udførte kloakanlæg overtages af Fors A/S på visse vilkår. Tilslutning og overtagelse skal betragtes som et hele i forbindelse med tilladelsen til udførelsen.
Inden kloakanlægget udføres skal der være truffet en aftale mellem Fors A/S og den, der lader anlægget udføre, om de nærmere vilkår for etablering af kloakanlæg og den økonomiske afregning i forbindelse med Fors A/S´ overtagelse af anlægget. Herunder skal der træffes aftale om kloaktilslutningsbidrag og eventuel godtgørelse for anlæggets værdi. Der skal yderligere træffes aftale om dimensioneringen af anlægget, før eventuel overtagelse kan finde sted.
Der skal søges om byggetilladelse/afløbstilladelse hos Holbæk Kommune.
Holbæk Kommune opfordrer bygherre og projekterende til at kontakte de respektive forsyningsvirksomheder og myndigheder tidligt i projekteringsfasen med henblik på koordinering, råd og vejledning.
Affald og genbrug
Affald bortskaffes i henhold til ”Regulativ for bortskaffelse af husholdningsaffald” samt ”Erhvervsaffaldsregulativ” for Holbæk Kommune.