Støj
Lokalplanen udlægger området til rekreative formål i form af kræmmermarked og hestesportsevents, som er ikke-støjfølsom anvendelse. Holbæk Kommune sidestiller denne form for rekreativ anvendelse med idræts- og sportsanlæg. Lokalplanområdet ligger 160 m fra Skovvejen, som er en statsvej. Arealet mellem motorvejen og planområdet dækkes af skovbeplantning.
Lokalplanens formål og områdets anvendelse taget i betragtning, vurderes Miljøstyrelsen grænseværdi for trafikstøj at være overholdt.
Udsnit af Danmarks Støjkort fra Miljøstyrelsens hjemmeside, hvor planområdets afgrænsning er påtegnet. Støjkortet viser, at planområdet ligger i den gule zone, som betyder, at det er belastet af støj i 55-60 db. Området grænser til den orange zone, hvor støjen ligger på 60-65 db. I Miljøstyrelsens vejledning Støj fra veje, fra 2007, fastsættes vejledende grænseværdier for vejtrafikstøj. For udendørs opholdsarealer i byzone er grænseværdien 58 db.
Danmarks Støjkort fra 2017 viser, at indeværende lokalplanområde ligger indenfor et område, hvor støjbelastningen er 55-60 db., og således holder sig indenfor den vejledende grænseværdi.
OBS. Se evt. Miljøministeriets publikationer ”Støj fra Veje” - vejledning nr. 4, 2007, ”Ekstern støj fra virksomheder” - vejledning nr. 5, 1984, ”Støjkortlægning og støjhandlingsplaner” - vejledning nr. 4, 2006, samt vejledninger om flystøj (nr. 5/1994) og jernbanestøj (nr. 1/1997).
Jordforurening
Der er ikke registreret eller kortlagt jordforurening indenfor planområdet.
Hvis der efterfølgende ved grave- og anlægsarbejdet konstateres jordforurening, skal arbejdet indstilles og kan først genoptages når dette meddeles. Fundet anmeldes til Vækst og Bæredygtighed, Holbæk Kommune jf. jordforureningslovens § 71. Send en mail til jord@holb.dk eller kontakt os på tlf. 72 36 36 36. Ændret anvendelse af kortlagt forurenet jord kan kræve tilladelse efter jordforureningslovens § 8.
Fund og fortidsminder
Der er ikke registreret fund eller fortidsminder i lokalplanområdet. I sin udtalelse om kulturhistoriske interesser iht. Museumslovens § 23, skriver Museum Vestsjælland:
"Vurderet udfra lokalplanforslagets fremlagte intentioner har museet ingen forventning til, at denne vil være i konflikt med væsentlige arkæologiske interesser. Såfremt lokalplanen på længere sigt måtte give mulighed for inddragelse af større sammenhængende arealer til byggemodning, eller noget sådant måtte blive muligt indenfor rammerne af en ny lokalplan, da vil situationen kunne være noget anderledes. Ud fra kendskab til fund fra jernaldergrave på det nærliggende Rævebjerg, kan være mulighed for spor efter jernalderbebyggelse o.a. forhistorisk aktivitet indenfor lokalplansarealet."
Nærværende lokalplan giver ikke mulighed for inddragelse af større arealer til byggemodning, men kun ganske få bygninger.
Jf. Museumslovens § 25 kan bygherre eller den, for hvis regning et jordarbejde skal udføres på landjorden, forud for igangsætning af arbejdet anmode Museum Vestsjælland om en udtalelse. Såfremt der i forbindelse med grave- og anlægsarbejder konstateres fund af fortidsminder, skal den del af arbejdet, der berører fundet, straks indstilles, og fundet skal anmeldes til Museum Vestsjælland, jf. Museumslovens § 27.
Miljøvurdering
Der er foretaget en screening af lokalplanforslagets miljømæssige påvirkninger i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (LBK nr 1225 af 25-10-2018). Miljøscreeningen er offentliggjort som bilag til planforslaget.
Ifølge lovens § 8, stk. 2, nr. 2 skal der udarbejdes en miljøvurdering, når der tilvejebringes planer, som giver mulighed for anlægsprojekter, der kan få en væsentlig indvirkning på miljøet. Lokalplanforslaget vurderes på baggrund af en screening ikke at kunne få en væsentlig indvirkning på miljøet og vurderes derfor ikke at være omfattet af krav om miljøvurdering af planer, da:
- Udlæg af området til rekreative formål, hestesport, kræmmermarked og friluftsliv, er i overensstemmelse med allerede eksisterende anvendelse af området
- Der kun gives mulighed for opførelse af klubbygninger i tilknytning til hestesport i et ganske begrænset omfang, og disse bygninger sikres en tilpasning til landskabet mht. placering og udformning
- Eksisterende trafikale forhold, herunder vejadgange og stier, ikke forandres
Afgørelsen om ikke at udarbejde miljørapport er offentliggjort sammen med planforslaget.
Der er foretaget en Bilag IV-registrering i området. Der er ikke registreret nogle bilag IV-arter i området, og det vurderes derfor, at der ikke sker en væsentlig påvirkning.