Baggrund og formål
Holbæk Kommune har udarbejdet kommune- og lokalplanlægning for opførelse af et bofællesskab i form af tæt/lav boligbebyggelse med tilhørende fællesfaciliteter og fælleshus i Knabstrup.
Planlægningen udspringer af en særlig indsats, det tværgående projektsamarbejde ”Knabstrup sætter kurs”, igangsat af Projektudvalget for Udvikling af Lokalområderne og Udvalget for Kultur og Fritid i september 2018. Formålet med den særlige indsats var at sætte gang i en bredere udvikling i lokalområdet, og styrke fællesskabet ved at understøtte aktiviteter i lokalsamfundet.
Planlægningen er sat i værk på baggrund af en ansøgning fra Boligselskabet Sjælland, der sammen med en potentiel beboergruppe har rettet henvendelse til Holbæk Kommune med et forslag om at oprette almene boliger i form af et bofællesskab med 40 boliger i den nordvestlige del af Knabstrup. Imødekommelse af ansøgningen forudsætter nærværende planlægning i form af kommuneplantillæg nr. 27 og lokalplan nr. 13.02.
Formålet med lokalplanen er at tilvejebringe det nødvendige plangrundlag for etableringen af bofællesskabet ved at muliggøre ny bebyggelse i form af tæt/lav boligbebyggelse med tilhørende fællesfaciliteter og fælleshus.