Statslig og regional planlægning

Lokalplanen vurderes ikke at være i strid med anden statslig planlægning.

Kommuneplan 2017

Kommuneplan 2017 indeholder både en række generelle retningslinjer for kommunens udvikling samt en række specifikke bestemmelser om de enkelte områder i form af kommuneplanrammer. Størstedelen af lokalplanområdet er i Holbæk Kommuneplan 2017 omfattet af kommuneplanramme 13.B05 Skolevej, der udlægger området til boligområde.
Kommuneplanrammen fastsætter at ny bebyggelse kan opføres som enten åben-lav eller tæt-lav i maksimalt 1,5 etager og med en maks. højde på 8,5 m. Bebyggelsesprocenten må maks. være 30 for åben-lav og maks. 40 for tæt-lav.

 

De emner, der i Kommuneplan 2017 er relevante i forhold til lokalplanen, er beskrevet og vurderet nedenfor:

Grundvand:
Der er udpeget særlige drikkevandsinteresser på arealet.
Etablering af nye boliger udgør som udgangspunkt ikke en trussel for drikkevandsinteresserne i området. Størstedelen af området er desuden tidligere planlagt til boligformål.
Da det øverste vestlige hjørne af matriklen ikke tidligere har været omfattet af en kommuneplanramme eller en lokalplan er der yderligere udpegninger på disse ca. 0,65 hA af matriklen.

Parkering:
Ved opførelse af ny bebyggelse eller nyindretning af bebyggelse skal der minimum sikres 1,5 p-plads pr. tæt/lav bolig.

Landskabsområde:
Lokalplanområdet er karakteriseret som værende åbent landbrugslandskab.

Skovrejsningsområde:
Formålet med udpegningen er at give større mulighed for plantning af skov. Arealet udtages af udpegningen i forbindelse med kommuneplantillæg nr. 27.

Særligt værdifuldt landbrugsområde:
De 0,65 hA i det nordvestlige hjørne af matriklen, der ikke tidligere er lokalplanlagt for, er udpeget som særligt værdifuldt landbrugsområde i Kommuneplan 2017. Arealet udtages af udpegningen i forbindelse med vedtagelsen af kommuneplantillæg nr. 27, idet den ændrede anvendelse til boligformål ikke er forenelig med denne udpegning.

 

Lokalplanen er i overensstemmelse med den foreskrevne anvendelse til boligformål, og bestemmelserne om bebyggelsens omfang og placering følger kommuneplanramme 13.B05, hvad angår bebyggelsesprocent, bebyggelsesstruktur, samt maks. bygningshøjde.
Kommuneplantillæg nr. 27 udlægger en ny kommuneplanramme, der kan erstatte eksisterende kommuneplanramme 13.Bo5 for så vidt angår planområdet i lokalplan nr. 13.02. De ca. 0,65 hA, der ikke er omfattet af eksisterende kommuneplanramme 13.Bo5 vil med kommuneplantillæg nr. 27 blive overført til byzone.

Lokalplan nr. 13.02 vurderes at være i overensstemmelse med den overordnede planlægning efter udarbejdelse af kommuneplantillæg nr. 27, hvorved en ny kommuneplanramme udlægges og den resterende nordvestlige del af planområdet overføres til byzone. jf. ovenstående.

Kommuneplantillæg nr. 27 kan læses her.

Eksisterende lokalplaner

Størstedelen af lokalplanområdet er omfattet af lokalplan nr. 13.01 fra 2010, der udlægger områdets anvendelse til boligformål med tilhørende grønne områder. I forbindelse med den enkelte bolig tillades at der drives liberalt erhverv.
I forbindelse med vedtagelsen af lokalplan nr. 13.01 i februar 2010 blev størstedelen af matrikel 2B overført fra land- til byzone.
Den nordvestligste del af matriklen, et areal på ca. 0,65 hA, der ikke er omfattet af lokalplan nr. 13.01, ligger dog fortsat i landzone.

Lokalplan nr. 13.01 aflyses for det område, som er omfattet af lokalplan nr. 13.02, ved dens endelige vedtagelse.
Lokalplan 13.02 medtager bestemmelser, der fastholder områdets nuværende anvendelse til boligformål tilhørende grønne områder. Derudover medtager lokalplanen bestemmelser, der skal sikre, at der etableres en gennemgående cykel- og gangsti, således at der sikres sammenhæng med de omkringliggende områder.