Bæredygtighed
Bæredygtighed er et centralt aspekt i projektforslaget for den nye boligbebyggelse.
Den nye boligbebyggelse opføres som et bofællesskab med fokus på socialt fællesskab og bæredygtig livsstil.
Byggeriet opføres i bæredygtige materialer, som elementbyggeri i træ med træbeklædning.
Derudover påtænker projektudvikler at anvende solceller, og indtænke løsninger for opsamling af regnvand til f.eks. fælles vaskeri.
Byggeri og planlægning
Lokalplanen sikrer at den nye boligbebyggelse indpasser sig lokalområdets landsbykarakter med lave boliger i mindre klynger omkring et fælles grønt rekreativt areal. Lokalplanen giver mulighed for at opføre en tæt-lav bebyggelse med tilhørende fælleshus i op til 1,5 plan med en maksimal bygningshøjde på 8,5 m, hvilket stemmer overens med skalaen i den eksisterende bygningsmasse i landsbyen.
Arkitekturen er udformet så den sikrer de fysiske rammer for et godt fællesskab. I den nye bebyggelse indgår et fælleshus med faciliteter, der understøtter fællesskabet, som eksempelvis faciliteter til fælles madlavning og spisning, fælles vaskeri, samt evt. lokaler til værksted, musik og hjemmearbejdspladser.
Byggeriet opføres i bæredygtige materialer, som elementbyggeri i træ med træbeklædning.
I forhold til den landskabelige bearbejdning af de fælles friarealer er det planlagt at anvende regnvandet rekreativt med vandrender og søer til glæde for både bebyggelsen og lokalområdet.
Transport
Lokalplanområdet er centralt beliggende i Knabstrup med god trafikal tilgængelighed. Lokalområdet ligger tæt på Knabstrup station og vejforsynes fra Skolevej, der er en gennemgående kommunalvej i Knabstrup. Der er busstoppested på Skolevej, tæt på adgangsvejen til planområdet.
For at fremme forholdene for bløde trafikanter vil den lokalplanen sikre arealreservation til en offentlig øst-vestgående stiforbindelse, der vil kunne etableres, når de tilstødende matrikler mod vest byudvikles. Derudover stiller lokalplanen krav om etablering af cykelparkeringspladser.
Da der er tale om nybyggeri til beboelse med mere end 10 p-pladser tilknyttet, skal alle p-pladser forberedes til elladestandere. Dette skyldes at Folketinget for at fremme etableringen af elladestandere har vedtaget en ændring af Byggeloven, og en ny bekendtgørelse om elladestandere, som trådte i kraft den 10. marts 2020.
Ressourcer og miljø
Affaldshåndtering og affaldssortering skal ske som foreskrevet i Holbæk Kommunes affaldsregulativer:
Natur
Lokalplanområdet ligger i et landskabeligt fladt område. Planområdet har ligget brak i nogle år inden det i 2009 blev tilsået med korn igen. Arealet har førhen været opdyrket med korn og andre afgrøder, dog ikke afgræsset. Arealet har ikke beskyttede naturtyper eller lignende som planlægningen af området skal tage hensyn til.
Lokalplanen fastsætter af beplantningen hovedsageligt skal bestå af arter, som er naturligt forekommende i kulturlandskabet, såsom eg, hvidtjørn, vild æble, fuglekirsebær, pil, småbladet lind og hassel. Dette for at sikre at beplantningen i området tilpasser sig det omkringliggende landskab, særligt i delområde C, der til tre sider ligger direkte ud mod det åbne landskab. Derudover er arterne gode for vilde insekter (bestøvere), og dermed gavner valget af arter, der er naturligt forekommende i kulturlandskabet, også biodiversiteten, da insekter har en betydning for mange andre arter, som f.eks. fugle.
Det er planlagt at regnvandet skal anvendes rekreativt med vandrender og søer til glæde for både bebyggelsen og lokalområdet.
Sundhed og trivsel
Indarbejdelse og inddragelse af det fælles grønne som en aktiv del af beboernes fællesskab er en central del af projektforslaget for den nye boligbebyggelse. I lokalplanen sikres haver til hver enkel bolig, samt fælles opholdsarealer, der kan bidrage til at skabe rum for leg, fællesskab og dannelse af sociale netværk i bebyggelsen, der er bl.a. planer om etablere dyrkningsarealer til selvforsyning.
Lokalplanen indebærer, at min. 15 % af området udlægges som fælles opholdsareal.
Lokalplanens realisering vil på flere områder bidrage positivt til området, særligt grundet den planlagte sti gennem området, som bl.a. fremmer sikkerheden mellem skole og hal altså den øst-vest gående kobling af byen. Lokalplanen sikrer både udsyn og forbindelser til det omgivende landskab.