Lokalplanens indhold
Formål
Formålet med lokalplanen er at sikre rammer for udvikling og fastholdelse af de eksisterende aktiviteter, så Knabstrup Hallen fortsat kan være et aktiv for byens lokale kultur- og sportsliv herunder med støjende fritidsaktiviteter. Denne lokalplan omfatter den nuværende afgrænsning af Knabstrup Hallens areal med hallen og idrætspladser. Anvendelse af området ved Knabstrup Hallen skal fremover forholde sig til mulighederne beskrevet i lokalplanen. Dermed vil der ikke skulle søges landzonetilladelser for områdets aktiviteter, som er beskrevet i lokalplanen. Lokalplanen er udarbejdet med udgangspunkt i Knabstrup Hallens bestyrelses ønsker til fremtidig anvendelse af området.
Lokalplanområdet ligger omkranset af det åbne landskab. Lokalplanen vil tage hensyn til landskabet ved, at bebyggelsens form og ydre fremtræden træder ind i eksisterende omgivelser og ikke bliver dominerende. Lokalplanen stiller krav til beplantning, for at give området et grønt udtryk med fokus på at fremme biodiversiteten.
Anvendelse
Lokalplanen skal give mulighed for forskellige aktiviteter omkring Knabstrup Hallen.
Heri indgår:
- Etablering af offroad bane med støjvolde til RC-biler. (RC er en engelsk forkortelse for Radio Controlled. RC-biler er fjernstyrede miniature modelbiler).
- Etablering af pithuse til RC-bilbaner (2 byggefelter på hver ca. 3 x 20 meter)
- Etablering af isoleret hal til RC-bilbane og skydebane (1 byggefelt på ca. 30 x 120 meter)
- Etablering af bueskydebane med jordvold til pilefang (ca. 25 x 100 m)
- Etablering af 60 nye p. pladser (ca. 18 x 100 m)
- Etablering af legeplads og fitness område (ca. 30 x 90 m)
Knabstrup Hallens ønsker til nye anlæg og bygninger.
Området må i forbindelse med arrangementer og stævner anvendes til udendørs overnatning af deltagerne af arrangementet.
Udstykning
Der kan ikke udstykkes i lokalplanområdet andet end til tekniske anlæg for områdets forsyning.
Bebyggelsens omfang og placering
Lokalplanområdet vejbetjenes fra Ventedgårdsvej med parkering vest og nord for den store hal. Boldbaner bevares, og der gives mulighed for etablering af områder til legeplads og fitness. På den østlige del af lokalplanområdet gives mulighed for at etablerer en udendørs bueskydebane med en jordvold til pilefang. Jordvolden kan etableres i en højde op til ca. fire meter, en længde på ca. 25 meter og en bredde på op til ca. 16 meter. Vest for den udendørs skydebane gives mulighed for at opføre en hal til f.eks. skydehal, indendørsbane til fjernstyrede modelbiler eller andre aktiviteter.
Syd for hallen kan der etableres en udendørs off-road bane til fjernstyrede modelbiler omgivet af støjforanstaltning. Det kan f.eks. udgøres af en jordvold, støjskærm eller en kombination af disse. En jordvold skal etableres med en hældning på mindst 1:2. Syd for off-road banen ligger en eksisterende on-road asfaltbane til fjernstyrede modelbiler. Ved modelbilbanerne kan etableres 2 pithuse som måler 3 x 20 meter.
Der kan i området placeres op til 10 mindre bebyggelser, som skal placeres inden for de på kortbilag 5 angivne byggefelter. Mindre fritstående bebyggelser uden for byggefelterne vil kræve landzonetilladelse.
Bebyggelsens ydre fremtræden
Nye bebyggelser skal have facader i farverne gul, grøn, grå, antracit eller sort. Der kan suppleres med op til 20% af arealet af de lodrette facader med kontrasterende farver. Der skal skabes visuel kontakt mellem udearealer og indearealer med større sammenhængende vinduesarealer i facaden.
Tage på ny bebyggelse skal fremstå sorte og må af ikke være reflekterende . Der kan desuden vælges grønne tage beklædt med græs, sedumplanter eller lignende. Der kan på alle tage etableres ikke-reflekterende solceller eller solfangere, som skal placeres så de følger tagfladens hældning.
Bygninger skal opføres med sadeltage med en taghældning på 15-30 grader eller som rundbue med en formmæssig reference til landbrugsbygninger.
Veje, stier og parkering
Vejadgang til lokalplanområdet skal ske fra Ventedgårdsvej til parkeringspladserne. Belægninger på stier og p-plads skal etableres i fast belægning, bestående af materialer med bindemiddel, f.eks. asfalt.
Stier, der fører frem til halbebyggelse og RC-baner skal være belyst for en god og sikker tilgængelighed.
Ved etablering af mere en 10 nye parkeringspladser, skal der etableres mindst 1 ladestander i tilknytning til parkeringspladsanlægget. Der skal for mindst hver femte ombyggede parkeringsplads forberedes til ladestandere.
Lokalplanen udlægger areal til ekstra parkering, herunder skal der sikres etablering af to handicappladser.
Håndtering af regnvand og terrænregulering
Generelt må der i området laves ændringer i terrænet på op til +/- 1 meter. I forbindelse med etablering af pilefang og støjforanstaltninger kan terrænet dog reguleres på op til henholdsvis 4 meter og 4,5 meter.
Terrænregulering i området må ikke uden vandløbsmyndighedens tilladelse ændre vands naturlige afløb til anden ejendom eller hindre det naturlige afløb af vand fra højere liggende ejendomme.
Regnvand skal afledes lokalt til LAR-løsning. På historiske kort fremgår det, at der i området har ligget en mose og grøft til afvanding af området mod syd. Området er formodentlig drænet. Der er udført nedsivningstest i området, der viser, hvor vandet kan nedsives. Lokalplanen udpeger området til regnvandshåndtering. Håndtering af regnvand fra vej og modelracerbane for motorkøretøjer må ikke ledes til LAR-løsninger, før det er renset for forurenende stoffer.
Historisk kort – lavt målebordsblad 1901-1971. Gul markering viser lokalplanområdets afgrænsning.
Ubebyggede arealer og beplantning
Ubebyggede arealer, som ikke anvendes til sportsaktiviteter, skal holdes grønne med græs, buske og træer af hjemmehørende arter. Der skal opretholdes en tæt randbeplantning omkring hele anlægget, så idrætsområdet udefra fremstår med grøn beplantning.
Belysning og skiltning
Belysning på udearealer og bygninger skal alene lyse nedad og mod gangarealer. I idrætsområdet kan opsættes belysning på master og bygninger til områdets sportsgrene. Belysning må ikke blænde, pulsere eller blinke og ikke være til gene for omgivelser eller færdsel på vejstrækningen forbi lokalplanområdet.
Der kan opsættes skilte til orientering op til en maksimal højde på 3 m. Permanente pointtavler og scoringspaneler kan opstilles med en maksimal højde på 6,5 meter.
Tekniske anlæg
Der må inden for det samlede lokalplanområde ikke opsættes tv- og radioantenner på bygninger.
Hvis der opsættes tekniske anlæg som ventilation og varmepumper på bygninger, skal disse integreres i bygningens arkitektur og udseende eller være indkapslet i trækonstruktioner, der bemales som øvrige sekundære bygningsdele.
Der kan centralt i lokalplanområdet opsættes telemast til regional og national forsyning op til 42 meter.
Midlertidige retsvirkninger
Indtil planforslaget er endeligt vedtaget af Kommunalbestyrelsen, må området ikke udnyttes på en måde, der kan foregribe indholdet af den endelige plan. Der gælder efter planlovens §17 et midlertidigt forbud mod udstykning, bebyggelse og ændring af anvendelse. Den eksisterende lovlige anvendelse af ejendommen kan fortsættes som hidtil.
Bonusvirkning
Lokalplanen indeholder bonusvirkning, der erstatter de landzonetilladelser som er nødvendige for lokalplanens virkeliggørelse.
Eksisterende landzonetilladelser er stadig gældende.
Der er byggeri i lokalplanområdet som ikke er lovliggjort. Dette gælder bl.a. skur og opstillede containere. Lokalplanen gør ikke disse bebyggelser lovlige. De ikke godkendte bebyggelser bør lovliggøres enten fysisk ved fjernelse eller retligt gennem landzonetilladelse.
Lokalplanens retsvirkninger
Efter kommunalbestyrelsens endelige vedtagelse og offentliggørelse af lokalplanen, må de ejendomme, der er omfattet af planen, efter planlovens § 18, kun udstykkes, bebygges eller i øvrigt anvendes i overensstemmelse med planens bestemmelser.
Den eksisterende lovlige anvendelse kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen medfører i sig selv ikke krav om etablering af de anlæg mv. der er indeholdt i planen. Lokalplanen tinglyses ikke på de ejendomme, der er omfattet af planen, men indberettes til det landsdækkende register for planlægning, Plandata.
Kommunalbestyrelsen kan meddele dispensation til mindre væsentlige lempelser af lokalplanens bestemmelser på betingelse af, at det ikke ændrer den særlige karakter af det område, der søges skabt ved lokalplanen. Mere væsentlige afvigelser fra lokalplanen kan kun gennemføres ved tilvejebringelse af en ny lokalplan.