Baggrund og formål
Holbæk kommune har en ambition om at udvikle sig til at være en bæredygtig kommune i overensstemmelse med FNs Verdensmål og klimastrategien Holbæk 2050, som kommunen vedtog i 2022.
Nr. Jernløse og Kvanløse menighedsråd har et ønske om at etablere bynær skov på deres arealer nord for kirken og har derfor ansøgt om ny lokalplan. Lokalplanens formål er give mulighed for at etablere et større bynært rekreativt område i form af en blandet skov og åbne grønne arealer, der udvider de rekreative muligheder i byen.
Bynære rekreative arealer og adgangen til natur er et fokus i kommunens Arkitekturpolitik fra 2023, da det danner rammer om fælles mødesteder og oplevelser i naturen. I de rekreative områder er der mulighed for at mødes med andre, være alene, dyrke motion, dyrke fællesskabet, nyde stilheden og stimulere vores basale behov som sansning af lys, luft, sol, skygge, varme og kulde. De rekreative områder kan fremme både den mentale og fysiske sundhed og styrke fællesskabet i nærområdet.