Bestemmelser

I henhold til lovbekendtgørelse nr. 1529 af 23. november 2015 om planlægning med senere lovændringer fastlægges hermed følgende bestemmelser for det i § 2 nævnte område.

1.1

Lokalplanens formål er:

- at fastlægge områdets anvendelse, således at lokalplanområdet kan rumme funktioner, der er forenelig med ejendommens centrale beliggenhed i Holbæk by og ejendommens karakter og bygningsmæssige rammer,

- at fastlægge retningslinjer for mulige facade- og tagændringer i den eksisterende bebyggelse for at sikre, at bygningernes bevaringsværdier og rolle i det udpegede kulturmiljø fastholdes, dvs. at helhedsindtrykket af bebyggelsen er enkelt, harmonisk og velproportioneret i overensstemmelse med principperne for bedre byggeskik-traditionen,

- at fastlægge retningslinjer for opførelse af eventuelt nyt mindre byggeri for at sikre, at eventuelt nyt byggeri opføres i harmoni med den eksisterende bebyggelse,

- at fastlægge retningslinjer for friarealernes udformning og benyttelse, således at det sikres, at der kan etableres et attraktivt gårdmiljø med opholds- og parkeringsfaciliteter indenfor lokalplanområdet.

2.1

Lokalplanområdet afgrænses som vist på kortbilag 4, og omfatter matr.nr. 337, Holbæk Bygrunde.

2.2

Området er beliggende i byzone.

2.3

Området opdeles i to delområder, som vist på kortbilag 5:

- Delområde A omfatter bygningerne mod Seidelinsvej og Markedspladsen, samt tårnbygningen centralt i området.

- Delområde B omfatter de resterende bygninger.

3.1

Lokalplanområdet må kun anvendes til typiske centerfunktioner, så som undervisningsformål, kursus- og konferencefaciliteter, liberalt erhverv, medborgerhus, kulturelle aktiviteter, caféer, restauranter, serviceerhverv og offentlige funktioner, dog ikke detailhandel, beboelse (boliger) og hotel. Se også § 3.3 og § 3.4.

3.2

I området må der desuden etableres de tilhørende nødvendige faciliteter som opholdsarealer og parkeringspladser, samt enkelte mindre bygninger til driftsformål. Endvidere kan der etableres udvendige ramper, hvis hensyn til handicap- eller redningsforhold betinger dette.

3.3

Delområde A må kun anvendes til fællesfaciliteter, servicecenter, reception, café, restaurant, medborgerhus, kursus- og konferencefaciliteter, undervisningsformål, liberalt erhverv, serviceerhverv, samt kulturelle aktiviteter, og de tilhørende opholdsarealer. Se afgrænsning af delområdet på kortbilag 5.

3.4

Delområde B må kun anvendes til undervisningsformål, liberalt erhverv, serviceerhverv, offentlige funktioner, samt kulturelle aktiviteter, og de tilhørende opholdsarealer. Se afgrænsning af delområdet på kortbilag 5.

3.5

Parkeringspladser til alle funktioner indenfor lokalplanområdet skal tilvejebringes indenfor delområde B. Se afgrænsning af delområdet på kortbilag 5.

4.1

Lokalplanområdet må udstykkes dog ikke mindre end 400 m2 pr matrikel.

5.1

Bebyggelsen udgøres af den eksisterende bebyggelse, som vist på bilag 4. Foruden den eksisterende bebyggelse kan tillades mindre bebyggelse til driftsformål. Disse bygninger m.v. må maksimalt opføres i en etage med en maksimal højde på 3,5 meter målt efter bygningsreglementets regler (bygninger til driftsformål) eller to etager, og jf. § 6.7.

5.2

Bebyggelsesprocenten for området under ét fastsættes til 50.

6.1

Eksisterende bebyggelse må efter ombygning/renovering kun fremtræde som de oprindelige bygninger. Proportioner og omfang skal fastholdes. Dog må der udføres mindre facade- og tagændringer, jf. §§ 6.4 og 6.5. Ændringer skal fremtræde ensartede og som en samlet løsning for hele ejendommen, og skal være harmonisk tilpasset og underordnet den oprindelige arkitektur. Nedenstående bestemmelser skal følges for at sikre dette.

6.2

Eksisterende bebyggelse må kun fremstå i blank mur som de eksisterende forhold. Ornamenter, bygningsudsmykning, altaner, reliefvirkning, pudsede felter og bånd, samt øvrige detaljer på facaderne må kun fremstå originale, og må ikke fjernes.

6.3

Tage på eksisterende bebyggelse, se kortbilag 4, må kun fremstå beklædt med skiffer. Inddækninger ved kviste, karnapper og lign. må kun fremstå i zink. Oprindelige skorstene skal bevares. Tagrender og nedløbsrør skal udføres i zink.

6.4

Eksisterende oprindelige murhuller skal respekteres, dog må der enkelte steder og ud fra en helhedsbetragtning etableres større murhuller, såfremt der af funktionelle hensyn skal isættes døre eller vinduer. Nye murhuller må kun etableres på en sådan måde, at facadens karakter og rytme fastholdes.

6.5

Ved isætning af nye vinduer og/eller døre, kviste og ovenlysvinduer, herunder ved udskiftning af sådanne, skal det sikres:

- at vinduer og døre i facaden er underopdelte, så de fremtræder med plant glas og fine sprosser, eller syner som gennemgående sprosser, og at rammer, lod- og tværpost og sprosser fremtræder velproportioneret i forhold til hinanden,

- at vinduer og døre i facaden udføres enten i rød- og hvidmalet træ, som det oprindelige princip og farvevalg,

- at sålbænke udføres som skifferplader

- at kviste og ovenlysvinduer udføres som de eksisterende kviste. Der må maksimalt opsættes kviste og ovenlysvinduer til, hvad der svarer til 1/3 af facadens længde.

6.6

Der må ikke opsættes markiser, skodder og lign.

6.7

Ny mindre bebyggelse m.v. jf. § 5.1 må kun udføres, så de i sit formsprog, materialevalg og farveholdninger er tilpasset og underordnet øvrig bebyggelse indenfor lokalplanområdet. Mindre bygninger til driftsformål må kun opføres i træ, malet i enten hvid, svenskrød eller sort, og tage må udføres enten med ”flade” tage, med en ensartet hældning, som pyramideform eller som et saddeltag, og udført i tagpap eller som ”grønne tage”, dvs. belagt med sedum-måtter.

7.1

Eksisterende bebyggelse, vist på kortbilag 4, er udpeget som bevaringsværdig i klasse 3, og må ikke nedrives.

7.2

Ombygning og/eller ændringer må kun ske i overensstemmelse med §§ 6.1 – 6.6.

8.1

Vejadgang til og fra lokalplanområdet skal ske fra Tidemandsvej, som anvist på kortbilag 5. Vejforløb, p-pladser og overkørsel skal etableres efter vejmyndighedens nærmere anvisning, således at der sikres gode oversigtsforhold mod Tidemandsvej, samt god funktionalitet i lokalplanområdet med hensyn til at sikre optimale vendeforhold for renovationsvogne, brand- og redningskøretøjer m.v.

8.2

Køre- og parkeringsarealet må kun fremtræde, så det tydeligt adskiller sig fra den øvrige belagte flade i gårdanlægget, med henblik på, at det skal være nemt at opfatte, hvor kørende og gående trafik må ske.

8.3

Der udlægges ikke stier indenfor lokalplanområdet, men der sikres adgang for gående og cyklister fra Tidemandsvej, som vist på kortbilag 5.

8.4

Der skal anlægges 80 parkeringspladser, principielt som vist på kortbilag 5.

9.1

Skiltning, henvisningsskiltning og navneskiltning inden for området og på bygninger må kun finde sted, så det fremtræder ensartet og som en samlet og diskret løsning for hele ejendommen, samt harmonisk tilpasset og underordnet den oprindelige arkitektur. Enkeltbogstaver må gerne opsættes på mur, efter ovenstående kriterier.

9.2

Belysning af skilte må kun ske på en sådan måde, at belysningen er diskret og blændfri.

9.3

Bannere, pyloner, reklameflag m.v. tillades ikke indenfor lokalplanområdet.

10.1

Gårdanlægget må kun udformes, anlægges og beplantes i henhold til kortbilag 5, og så det fremtræder ensartet og som en samlet løsning for hele ejendommen, også med hensyn til belægning, byrumsinventar og belysning.

10.2

Der skal sikres etablering af opholdsarealer indenfor lokalplanområdet. Opholdsarealer må kun etableres i form af træterrasser på terræn eller/og grønne arealer. Afskærmning af opholdsarealer må kun ske i form af plantekasser i corten stål, evt. suppleret med espaliers med beplantning, eller som bøgehække. Afskærmning af opholdsarealer må maksimalt gives en samlet højde fra terræn på 1, 5 meter. Opholdsarealerne kan være private, semiprivate og offentlige. Det øvrige gårdanlæg skal være offentlig tilgængeligt.

10.3

Det skal sikres, at der etableres anlæg, så regnvand så vidt muligt udnyttes som en rekreativ ressource. Bassiner og regnbede må kun udformes, så de fremstår som rekreative anlæg. Der udlægges areal til håndtering af regnvand, som vist på kortbilag 4.

10.4

Eksisterende lindetræer, der står som porte ud mod Tidemandsvej, som vist på kortbilag 4, skal bevares og må ikke fældes.

10.5

Eksisterende fire hestekastanietræer, placeret i et kvadrat midt i den vestlige skolegård, som vist på kortbilag 4, skal bevares og må ikke fældes. Se § 10.8.

10.6

Centralt i den østlige skolegård må kun plantes 4 store træer i et kvadrat, matchende beplantningen beskrevet i § 10.5, således at der skabes en landskabelig sammenhæng i området, sammen med den ”grønne ø”, beskrevet i § 10.7. Se § 10.8 og kortbilag 5.

10.7

Grønt karaktergivende element, placeret centralt som en ”grøn ø” i lokalplanområdet, som vist på kortbilag 4, skal bevares. De eksisterende fire birketræer må dog gerne erstattes af andre træarter, så som eg, lind eller løn. Se § 10.8.

10.8

Såfremt bevaringsværdige træer jf. §§ 10.4 og 10.5, bevaringsværdig grønt karaktergivende element jf. § 10.7, samt nyplantede træer jf. § 10.6, går ud, skal der genplantes træer i en stor størrelse, for at bevare det grønne bæltes sammenhængende funktion. Arten skal være hestekastanie, lind, eg eller løn.

10.9

Herudover kan plantes yderligere træer indenfor lokalplanens område.

10.10

Der må ikke foretages yderligere terrænregulering indenfor lokalplanområdet.

10.11

Lokalplanområdet må ikke benyttes til nogen form for oplag, samt henstilling og parkering af køretøjer over 3.500 kg, opstilling af fritidsbåde, uindregistrerede køretøjer, campingvogne og lignende.

11.1

Udendørs belysning indenfor lokalplanområdet må kun udføres, så det fremtræder ensartet og som en samlet, diskret løsning for hele ejendommen. Belysning må kun være blændfri, og må ikke være til gene for naboejendomme.

12.1

Tekniske anlæg og installationer, herunder el- og gasskabe samt ventilation, skal være indesluttet i bygningerne eller være en del af bygningernes arkitektur. Transformerstationer skal indpasses i området under hensyn til at de bliver så lidt synlige som muligt og placeres under hensyntagen til nabobebyggelse.

12.2

Ledninger skal føres i jorden.

12.3

Der må ikke opsættes tv - og radioantenner, herunder parabolantenner, indenfor lokalplanområdet.

12.4

Der må ikke opsættes solenergianlæg indenfor lokalplanområdet, hverken på bygninger eller som selvstændige anlæg.

13.1

Inden ibrugtagning af bebyggelse skal parkeringsarealer og fælles friarealer være anlagt og beplantede. Bebyggelsen skal ligeledes være tilsluttet kollektiv vandforsyning, samt de fælles private og offentlige anlæg for regn- og spildevand.

14.1

Lokalplan nr. 1.10 – Holbæk Bymidte aflyses, for så vidt angår denne lokalplans område, som anført i § 2.1.

14.2

Lokalplan nr. 42 - Østre Skole aflyses i sin helhed.

15.1

Efter Holbæk Byråds endelige vedtagelse og offentliggørelse af lokalplanen må de ejendomme, der er omfattet af planen, ifølge planlovens § 18 kun udstykkes, bebygges eller i øvrigt anvendes i overensstemmelse med planens bestemmelser.

15.2

Den eksisterende lovlige anvendelse kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen medfører heller ikke i sig selv krav om etablering af de anlæg m.v. der er indeholdt i planen. Lokalplanen tinglyses ikke på de ejendomme, der er omfattet af planen, men indberettes til PlanSystemDK.

15.3

Byrådet kan meddele dispensation til mindre væsentlige lempelser af lokalplanens bestemmelser på betingelse af, at det ikke ændrer den særlige karakter af det område, der søges skabt ved lokalplanen. Mere væsentlige afvigelser fra lokalplanen kan kun gennemføres ved tilvejebringelse af en ny lokalplan.

Lokalplan 1.50 - Uddannelses- og læringscenter ved Markedspladsen er vedtaget af Holbæk Byråd den 19. april 2017.