Borgerinddragelse

Planforslagene (forslag til kommuneplantillæg 24 og lokalplanforslag 15.07) var i offentlig høring fra den 17. marts 2016 til og med d. 12. maj 2016.

I høringsperioden blev der afholdt et borgermøde om planforslagene den 18. april 2016. På borgermødet har bl.a. naboer til virksomheden haft mulighed for at stille spørgsmål og komme med bemærkninger til planforslagene og til virksomhedens ønskede fremtidige anlæg.

Planerne blev vedtaget af Byrådet den 15. juni 2016 med mindre ændringer til det offentliggjorte forslag. Ændringerne vedrører at,

  • planernes kortbilag tilrettes og præciseres, sådan at afgrænsningen af planområdet følger matrikelgrænsen (matr. 33c) i den sydlige del af lokalplanområdet. Med ændringen følger lokalplanafgrænsningen herudover den afgrænsning, der fremgår af lokalplanforslagets kortbilag 1 og 3, idet det grønne område, som ikke indgår i selve fabriksområdet således udelades af lokalplanen.
  • planernes kortbilag tilrettes, så det fremgår af kortet, at der er krav til beplantning langs den nordlige adgangsvej til ejendommen svarende til miljørapportens anbefalinger herfor.
    § 5 i lokalplanen tilrettes i overensstemmelse med virksomhedens (Colas) høringssvar med undtagelse af ønsker til flere/større bygninger end det der indgik i planforslaget. Med ændringerne bliver det muligt at placere oplag i hele lokalplanområdet bortset fra område med regnvandsbassin (delområde VII øst) samt at etablere en op til 4 meter høj støjvold inden for delområderne I, IV og VI. Støjvolden skal skærme for støj til nabo mod syd.
  • planerne tilrettes, så der bliver mulighed for at etablere en yderligere støjvold mod lokalplanens nordlige afgrænsning.