Miljø

Visuel påvirkning og landskab

Asfaltanlægget påvirker det visuelle miljø i området omkring lokalplanområdet. Der er udarbejdet visualiseringer til miljørapoorten, for at kunne vurdere synligheden af anlægget. I miljørapporten er der nærmere redegjort for de udvalgte visualiseringspunkter, samt den forventede påvirkning. For tydeligt at illustrere, hvordan udsynet til området vil ændres, er der for hvert visualiseringspunkt vist en før og efter situation.

Støj

Lokalplanen muliggør aktiviteter, herunder produktion af asfalt samt transport til og fra samt internt på området, der kan forventes på forskellig vis at medføre en støjpåvirkning af omgivelserne. Der er gennemført en række vurderinger og beregninger af støjpåvirkningen i henholdsvis anlægsfasen, driftsfase samt nedtagningsfase. Støjen er vurderet efter følgende vejledninger fra Miljøstyrelsen:

Vejledning nr. 5 1984 ”Ekstern støj fra virksomheder”.
Vejledning nr. 6 1984 ”Måling af ekstern støj fra virksomheder”
Vejledning nr. 5 1993 ”Beregning af ekstern støj fra virksomheder”

Udgangspunktet for beregningerne er kildestyrker for støjkilder målt på et tilsvarende anlæg i Herfølge. Der er beregnet støjbelastninger ved de 4 nærmeste ejendomme med beboelse.

Disse 4 ejendomme er:

1. Bolig på Overdrevsvej 2, syd for anlægget i afstanden ca. 160 m
2. Bolig på Overdrevsvej 6, nord for anlægget i afstanden ca. 400 m
3. Bolig på Holbækvej 55, nordøst for anlægget i afstanden ca. 550 m
4. Bolig på Holbækvej 43, øst for anlægget i afstanden ca. 400 m

I forhold til den nærmeste nabo, mod syd, er der forudsat etablering af en 4 meter høj støjvold. Etablering af støjvolden indgår som en del af det samlede projekt.

Det vurderes, at anlægsfasen kan gennemføres uden, at der forekommer støjgener ud over det almindelige ved gennemførelse af bygge- og anlægsarbejder.

Anlæggets forventede støjbelastning af omgivelserne ved fuld drift er således vurderet i forhold til den vejledende støjgrænse for perioderne mandag-fredag kl. 06-18 og lørdag kl. 06-14, dvs. 55 dB ved nærmeste ejendomme med beboelse i det åbne land. Forventede støjbelastninger ved afhentning af færdig asfalt eller levering af bitumen eller filler i aften- og natperioden er vurderet i forhold de vejledende støjgrænser for perioderne kl. 18-22 (aftenperioden) og kl. 22-06 (natperioden), dvs. henholdsvis 45 og 40 dB ved nærmeste ejendomme med beboelse i det åbne land. Det vurderes, at støjgrænserne kan forventes overholdt ved fuld drift af asfaltanlægget i dagperioden.

I tilknytning til lokalplanen er der udarbejdet en miljørapport, som belyser støjpåvirkning af omgivelserne.

OBS. Se evt. Miljøministeriets publikationer ”Støj fra Veje” - vejledning nr. 4, 2007, ”Ekstern støj fra virksomheder” - vejledning nr. 5, 1984, ”Støjkortlægning og støjhandlingsplaner” - vejledning nr. 4, 2006, samt vejledninger om flystøj (nr. 5/1994) og jernbanestøj (nr. 1/1997).

Jordforurening

Ejendommen anvendes allerede i dag til asfaltproduktion på det eksisterende anlæg. Der har været asfaltproduktion siden 1940’erne. Inden for projektområdet findes to V2-kortlagte lokaliteter og umiddelbart øst for lokaliteten findes endnu et V2-kortlagt areal (de tre områder har lokalitets nr. 321-00008).

Ca. 300 m nord for lokaliteten findes to kortlagte arealer (lokalitets nr. 321-00036 og 321-00037).

Området er ikke områdeklassificeret.

Projektet vil ikke give anledning til en forøget risiko for jordforurening. Generelt vil der som følge af anlæggets indretning være en lille risiko for jordforurening.

Hvis der efterfølgende ved grave- og anlægsarbejdet konstateres jordforurening, skal arbejdet indstilles og kan først genoptages når dette meddeles. Fundet anmeldes til Vækst og Bæredygtighed, Holbæk Kommune jf. jordforureningslovens § 71. Send en mail til jord@holb.dk eller kontakt os på tlf. 72 36 36 36. Ændret anvendelse af kortlagt forurenet jord kan kræve tilladelse efter jordforureningslovens § 8.

Miljøvurdering

Lov om miljøvurdering af planer og programmer
Der er foretaget en screening af lokalplanforslagets miljømæssige påvirkninger i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer (Lov nr. 936 af 24. september 2009).

Planforslaget vurderes på baggrund af screeningen at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet og er derfor omfattet af kravet om miljøvurdering.

Der er derfor udarbejdet en miljørapport til planforslaget. Miljørapporten var i høring sammen med planforslaget.

Vurdering af virkninger på miljøet (VVM)
Kommunen skal i nogle tilfælde vurdere virkninger på miljøet (VVM) af et konkret projekt. I dette konkrete projekt er der foretaget en screening, og på baggrund af denne har Holbæk Kommune vurderet, at projektet er VVM-pligtigt. Der er udarbejdet en VVM som var i høring med planforslaget.