Bæredygtighed

Det er et politisk ønske at fremme en grøn og bæredygtig udvikling i Holbæk Kommune. I Kommunalbestyrelsens arbejdsprogram 2020+ indgår ”Grøn og bæredygtig udvikling” som et prioriteret fokusområde. Indsatsen prioriteres så den går på tværs af de kommunale kerneopgaver. Lokalplanen er derfor vurderet i forhold til en række bæredygtighedsparametre, som beskrevet nedenfor.

Bymiljø og lokale værdier

Grønne områder i byen

Lokalplanen sikrer med placering af bebyggelse og fællesområder en god blanding mellem fælles områder og private områder. Det giver muligheder for at mødes socialt og trække sig tilbage når der er brug for det. Lokalplanen indeholder stiforbindelser i området, der giver mulighed for at bevæge sig rundt til fods internt i området, samt opleve landskabet fra kanten af byen, mens man også har forbindelse til eksisterende stier i nærområdet. Beplantning i de grønne fælles områder fungerer som rumdannende elementer og giver mulighed bl.a. mulighed for at søge skygge på varme dage. Beplantningen bidrager til et godt mikroklima i det nye boligområde.

Bebyggelse og arkitektoniske kvalitet

Lokalplanen giver mulighed for et blandet boligområde, med både etageboliger, rækkehuse og dobbelthuse. Flere forskellige boligtyper understøtter muligheden for at der udvikles et blandet boligområde med beboere i forskellige livsfaser. Bebyggelsen er placeret, så de ikke er i risiko for oversvømmelse og så der opstår store fællesområder og mindre mødesteder i boligområdet. Derudover tages der i bebyggelsens omfang og ydre fremtræden hensyn til landskabet og det omgivne miljø.

Lokalområder og kulturarv

Placeringen af boligområdet understøtter den overordnede bystruktur og kan anvende den eksisterende infrastruktur som veje og stier. Boligområdet ligger tæt på flere offentlige servicefaciliteter, som skole og idrætsfaciliteter, der kan nås via stiforbindelser fra området. Boligområdet vil bidrage med boliger til potentielt nye borgere, der kan bidrage til lokalområdets handelsliv og de offentlige servicefunktioner. Boligområdet ligger i omgivelserne til Ugerløse Kirke, der mod vest kan ses fra adgangsvejen på Østrupvej.

Transport

Lokalplanen har fokus på at sikre en velfordelt og sikker trafikafvikling. I nærhed til lokalplanområdet er der stoppested med buslinjer til bl.a. Tølløse, Undløse, Regstrup, St. Merløse, Holbæk og Slagelse. Indenfor lokalplanområdet sikrer trafikforanstaltninger at hastigheden holdes lav. Begge adgangsveje har fortov eller stiforbindelse langs vejen. I lokalplanområdet etableres nye stier, der knyttes op på de eksisterende stiforbindelser i lokalområdet, således at det bliver nemt at transportere sig rundt på stinettet på cykel og gangsti. Lokalplanen sikrer, at der er parkeringspladser svarende til kommuneplanens parkeringsnorm - nogle af disse vil ske på egen grund, mens der også udlægges områder til fællesparkering. I området for etageboliger stilles der krav til fælles cykelparkering noget af den overdækket. I øvrige områder vil der være skure, hvor cykler kan opbevares. Gode muligheder for cykelparkering kan medvirke til at flere anvender mere bæredygtige transportformer, som cykel evt. kombineret med offentlig transport.

Landskab

Landskabelig værdi

Boligområdets bebyggelse tilpasses det eksisterende miljø. Med lokalplanen sikres at der tages hensyn til landskabet ved at regulere bebyggelsens ydre fremtræden ved at stille krav om hækbeplantning mod landskabet. De eksisterende karakteristiske stilkeg langs Højgårdsvej bevares. Langs Østrupvej skal der placeres spredte grupper af træer, der sikrer en blød overgang til landskabet, men samtidig sørger for at man kan se bebyggelserne når man ankommer til byen. Med lokalplanen sikres mulighed for at opleve landskabet ved at der udlægges areal til sti i kanten af lokalplanområdet.

Der kan i lokalplanområdet ske terrænregulering efter nærmere angivet bestemmelser. Dette gør det bl.a. muligt at udnytte jorden i området til at lave mindre landskabsbearbejdning med forskellige jordformationer i de grønne fællesområder og langs Østrupvej. Ved at udnytte eksisterende boligudlæg med en ny lokalplan, der giver mulighed for at bygge tættere, så kan det åbne land i højere grad friholdes for byudvikling.

Natur

Naturbeskyttelse og planteliv

Lokalplanen omfatter et område med åben mark, hvor der allerede i dag er lokalplan for boliger. Området ligger i tilknytning til den eksisterende by. Udnyttes dette til boligområde, vil der i mindre grad være behov for byudvikling i det åbne land, som i højere grad kan anvendes til bl.a. natur. Der er i planen fokus på at anvende hjemmehørende arter, der passer til området. Der er her mulighed for en stærkere biodiversitet med den rigtige pleje. Området har tidligere været dyrket. Der er derfor et lavt naturindhold på størstedelen af arealet, hvorfor potentialet for mere biodiversitet er stort. Det vil dog være sværere at omdanne hele området til værdifuld natur når først området er udviklet med boliger.

Der gives gode adgangsmuligheder til naturen ved at nye stier kobles op på det gode eksisterende stisystem.

Dyreliv
Lokalplanen vil med de grønne fællesområder give mulighed for at dyreliv kan udfolde sig i disse. Der er dog arter som f.eks. harer og råvildt, der formentlig vil finde andre steder at opholde sig når marken omdannes til boligområde. Andre arter kan få bedre forhold i forbindelse med at der kommer en mere varieret beplantning, at der opstår forskellige terræn forhold og etableres åbne render til håndtering af regnvand.

Ressourcer og miljø

Arealanvendelse og ressourcer

Lokalplanen udnytter eksisterende arealreservation og der gives mulighed for at bygge tættere, hvilket er en bedre udnyttelse af de arealmæssige ressourcer.
Lokalplanen giver mulighed for energiforsyning fra vedvarende energi og der arbejdes med fælles affaldshåndtering for etageboliger og tæt/lav byggeri.

Vand og klimasikring

I forbindelse med lokalplanens udarbejdelse er der redegjort for, hvordan fremtidige regnvandshændelser håndteres lokalt. Dette sker bl.a. ved hjælp af åbne grøfter og udlagte arealer, hvor vandet kan samles og forsinkes. I udlagte områder kan vandet forsinkes og nedsives.

Forurening
Gode stiforbindelser og adgang til det kollektive trafik kan bidrage til at flere beboere i det kommende boligområde vælger et bæredygtigt transportmiddel fremfor bilen og dermed kan støj- og luftforurening fra biltrafik mindskes.

Økonomi

Lokalplanen giver mulighed for opførelse af op til ca. 72 nye boliger af forskellige størrelser. Realisering af lokalplanen vil dermed potentielt bidrage med nye borgere til Ugerløse, der vil kunne styrke lokalområdets handels- og foreningsliv mv., og understøtte de offentlige og private servicefaciliteter. Boligernes størrelse giver mulighed for at efterkomme efterspørgslen på mindre boliger i Ugerløse og kan medvirke til at borgere i større parcelhuse kan blive i byen og frigøre plads til f.eks. børnefamilier, der har brug for mere plads. Boligområdet forskellige boligstørrelser giver mulighed en fleksibilitet i forhold til fremtidige behov. 

Med lokalplanområdets placering i Ugerløse kobles området op på den eksisterende infrastruktur i forhold til trafik, kloak, vand, varme og el. Lokalplanen stiller krav om oprettelse af grundejerforening for lokalplanområdet, der skal stå for drift og vedligehold i området.

Der er i udarbejdelsen af lokalplanen været fokus på at skabe et realistisk og omkostningseffektivt grundlag for realisering af lokalplanen.

Social og sundhed

Sundhedstilstanden & rekreativt indhold

Lokalplanen muliggør et boligområde med boliger i forskellige typer og størrelser. Boligenhederne kan udbydes til familier, seniorer, enlige mv., hvilket giver mulighed for at opnå en mangfoldig beboersammensætning.

Med lokalplanen etableres større grønne fælles arealer for ophold og aktivitet, som giver mulighed for at områdets beboere og gæster kan mødes på kryds og tværs af alder, både fysisk og socialt.

I tæt tilknytning til legeområder etableres der opholdsarealer, som kan indrettes med bord- og bænke systemer, køkkenhaver mv.

Lokalplanen sikrer, at boligområdet får et fælleshus til forskellige fællesaktiviteter for områdets beboere.

Derudover fastlægger lokalplanen at færdselsarealer, som veje, fortov og de primære stier, udføres med fast belægning, såsom asfalt, belægningssten, samt at disse bliver tydeligt markeret, godt oplyste og trygge at færdes på. Stierne i lokalplanområdet sikre god adgang i mellem de forskellige områder, mens de også forbindes til det eksisterende stinetværk i Ugerløse, så det bliver nemt at komme rundt uden bil til hverdagens gøremål, motion og rekreation.