Statslig og regional planlægning

Etablering af et boligområde på den ansøgte placering vurderes at være i overensstemmelse med statslig og regional planlægning.

Kommuneplan 2024

Kommuneplan 2024 indeholder både en række generelle retningslinjer for kommunens udvikling samt en række specifikke bestemmelser om de enkelte områder i form af kommuneplanrammer.

Lokalplanområdet er omfattet af kommuneplanramme 17.B04 Ågården, Have Borupvej, hvor den generelle anvendelse er boligområde med åben-lav og tæt-lav boliger i 2 etager og maks. bygningshøjde på 8.5 meter. Bebyggelsesprocenten er på maksimum 40%, og området er beliggende i byzone. 

Lokalplan 17.05 er i overensstemmelse med Kommuneplan 2024, med hensyn til til ønsket om at bygge tæt-lav boliger (rækkehuse).

Generelle rammer for området i Kommuneplan 2024

Boligstrategi

Byggeriet af rækkehuse imødekommer en øget efterspørgsel efter mindre boliger, herunder rækkehuse, jf. konklusionerne i boligstrategien for St. Merløse. Opførelse af rækkehuse i lokalplanområdet vil give en større variation ift. boligsammensætningen i St. Merløse, som hovedsageligt består af parcelhuse. Rækkehuse/mindre boliger er efterspurgte og kan styrke tilflytning til byen og styrke lokalsamfundet pga. en større tilflytning.

Natura 2000-område

Natura 2000-områderne er et netværk af beskyttede naturområder i EU. Områderne skal bevare og beskytte naturtyper og vilde dyre- og plantearter, som er sjældne, truede eller karakteristiske for EU-landene. Lokalplanområdet er beliggende i et opland til sårbare Natura 2000-områder. Det er Holbæk Kommunes vurdering, at planforslaget ikke vil påvirke internationale beskyttelsesområder. Det nærmeste Natura 2000-område ligger ca. 4.7 km sydøst for lokalplangrænsen, ved Allindelille Fredskov.

Særligt værdifuldt landbrugsområde

Området nord for lokalplansområdet er udpeget som et særligt værdifuldt landbrugsområde med landbrugspligt. Landbrugsområdet og planområdet er adskilt vha. et beskyttet sten-og jorddige.

Grundvand

Lokalplanområdet er udpeget som områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD), men der sker ingen drikkevandsindvinding til vandværker i området.

Trafiksikkerhedsplan 2020-2025

Målet med trafiksikkerhedsplanen er at øge trafiksikkerheden og trygheden for borgere. Holbæk Kommune arbejder på at forebygge uheld og øge trygheden gennem udbedring af strategisk udvalgte veje, krydsningspunkter og stier, samt forebyggende initiativer som f.eks. kampagner, og gennem administrationens daglige arbejde med trafiksikkerhed.

Det skal sikres at der ved tilkoblingen af adgangsvejen til Have Borupvej overholdes gældende Vejdirektoratets regler for oversigtforhold.

Affald og genbrug

Affaldshåndtering og genbrug skal følge de til enhver tid gældende ordninger på området.

Der henvises til Holbæk Kommunes Regulativ for husholdningsaffald for uddybende informationer.

Parkeringsarealer

Holbæk Kommune har vurderet at boligerne i lokalplanområdet skal sikres mindst 1.8 parkeringsplads ved en tæt-lav bolig. Derudover skal der også være en parkeringsplads, som er reserveret til kørestolsbrugere. Boligerne bliver forbundet med fortov i handicapvenlig niveaufri adgang, så alle borgere har mulighed for at besøge hinanden, gå ud til skraldespande og deres parkerede bil.

Kirkeomgivelser

Lokalplanområdet er inden for kirkeomgivelser. Store Tåstrup Kirke er placeret ca. 650 meter vest for planområdet. Planområdet er derfor en del af kirkens omgivelser, og det er Holbæk Kommunes vurdering, at boligområdet ikke kommer til at være til gene for kirkeomgivelserne. 

En væsentlig og betydningsfuld del af lokalplan 17.01 er kirkeindsigtslinjen fra St. Tåstrup Kirke mod nordvest. Indsigtslinjen var gældende i 2008, da lokalplan 17.01 blev udarbejdet. Beboerne som er bosat på matriklerne omfattet af lokalplan 17.01, har derfor en forventning om, at kirkeindsigtslinjen fastholdes og frifindes for byggeri. Kilen bliver derfor en del af lokalplan 17.05, som et grønt/rekreativt område, med regnvandsbassin og beplantning. Lokalplanområdet er ikke længere omfattet af en kirkeindsigtslinje, eftersom St. Tåstrup Kirke ikke kan ses fra området længere. 

Synligheden set i 2 m's højde over terræn af Store Tåstrup Kirke, er beregnet indenfor en afstand af 3000 m fra kirken. Ved kirken forstås det, som kan ses af kirketårnet/bygningen over 10 m fra terræn.

For kirker med tårn svarer det til lidt over ½-delen af kirketårnets højde.

For kirker uden tårn er højden sat, så bygningen kan erkendes som en kirkebygning.

Områder hvor kirken er synlig på mindre end 500 m² vises ikke.

Miljøforhold

Hele eller dele af rammeområdet er udpeget som område med risiko for oversvømmelse i forbindelse med skybrud. Planområdet skal skybrudssikres ved at tilbageholde overfladevand indenfor området således, at området kan håndtere en regnhændelse for et 100-års skybrud. Derfor udlægger lokalplanen et regnvandsbassin, der kan håndtere 5 års hændelser og en 100 års skybrudshændelse.

Eksisterende lokalplaner

Lokalplan 17.01 - Område til åben-lav boligbebyggelse ved Have Borupvej i St. Merløse

Lokalplanområdet er en del af gældende Lokalplan 17.01, der udlægger lokalplanområdet til boligbebyggelse i form af åben-lav (parcelhuse).

Lokalplan 17.01 er opdelt i 3 etaper, hvor lokalplan 17.05 omfatter den tredje etape mod nord. 

De tre etaper fra Lokalplan 17.01

Planlægning i forhold til nabokommuner

Realiseringen af Lokalplan 17.05 vil ikke påvirke nabokommuner, da der gives mulighed for etablering af et nyt boligområde på kanten af St. Merløse, som ikke grænser op til nærliggende kommuner.

Bygge- og beskyttelseslinjer

Lokalplanområdet er ikke omfattet af

  • Naturbeskyttelseslovens sø- og åbeskyttelseslinje på 150 meter.
  • Skovbyggelinje på 300 meter.
  • Fortidsmindebeskyttelseslinje på 100 meter.
  • Kirkebyggelinje på 300 meter.

I lokalområdet er der et par opmærksomhedspunkter, som der skal tages hensyn til. 

  1. Tåstrup Å, som er et beskyttet vandløb og indbefattet af åbeskyttelseslinjen, er at finde ca. 240 meter syd for planområdet. I byggemodnings- og den efterfølgende anlægsfase, må det påregnes, at der kan ske oplag af materialer og opstilling af maskiner, der kan potentielt være til gene for biodiversiteten omkring/i Tåstrup Å. Derudover skal der søges udledningstilladelse til Tåstrup Å, hvis der skal udledes regnvand til åløbet.
  2. Under ovennævnte faser skal der også tages hensyn til det beskyttede dige i nord, hvor der ikke må oplagres materialer og opstilles maskiner.