Kommuneplan 2007-2018

Der er udarbejdet et kommuneplantillæg nr. 31, som inddrager området i rammeområde 19.C01. Med vedtagelsen af kommuneplantillægget er lokalplan nr. 19.04 i overensstemmelse med kommuneplanen.

Bestemmelserne i Kommuneplantillæg nr. 31 er videreført i Forslag til kommuneplan 2013-25 for Holbæk Kommune, der er i offentlig høring hen over sommeren 2013. Således er lokalplan nr. 19.04 også i overensstemmelse med kommuneplanforslaget.

Eksisterende lokalplaner

Lokalplanen erstatter ikke anden lokalplan for området.

Butikkers påvirkning af bymiljøet

Der sker en udvidelse af det eksisterende centerområde med mulighed for flere butikker. Det nye område skal have samme kvaliteter som det eksisterende centerområde.

Den nærmeste omkringliggende bebyggelse består af mindre virksomheder og parcelhuse. Det er forudsat i kommuneplanen, at området skal kunne udbygges til tættere boligområde. Det vurderes, at butikkerne vil kunne indgå som en harmonisk del af et sådant område.

Internt i området skal der være mulighed for sikker færdsel for alle. Hvor der er biltrafik i centerområdet, bliver vejbanen udformet så hastigheden nedsættes væsentligt. Inden ibrugtagning af butikkerne, skal der ske etablering af de nødvendige vejanlæg, som beskrevet i lokalplanens bestemmelser og kommunens godkendelser.

Trafikforhold

En trafikanalyse har beskrevet, at etablering af butikker på modsat side af Sønderstrupvej end det eksisterende center, vil betyde, at der skal ske en nedsættelse af hastigheden på Sønderstrupvej. Den eksisterende udkørsel fra Industrivej ligger ca. 100 meter fra krydset ved Tølløsevej. Den korte afstand betyder, at der kan ske ophobning af trafik, på dage med megen trafik på Sønderstrupvej og udkørende trafik fra forretningerne på Industrivej. Der er derfor behov for en anden forbindelsesmulighed til Industrivej længere væk fra krydset ved Tølløsevej, hvor udkørsel fra Industrivej til Sønderstrupvej flyttes mod syd for at sikre en god og sikker afvikling af trafikken i området.

Butiksejere skal bidrage økonomisk til trafikomlægning og arealerhvervelser i henhold til udbygningsaftale.

Der sker en omlægning af Sønderstrupvej på strækningen ud for lokalplanområdet. Med cykelstier og ændret udformning af vejarealet, vil hastigheden blive nedsat på strækningen. På Industrivej anlægges fortove.

I forbindelse med detailprojektering skal foretages en tilgængelighedsanalyse, som beskriver fremkommeligheden for personer med bevægelseshandicap eller synsmæssige handicap.

Området er busbetjent med busser til stationen, Holbæk, Undløse og St. Merløse.

Holbæk Kommune er vejmyndighed inden for lokalplanområdet.