Miljøvurdering
Støj
Det er vurderet, at lokalplanen ikke giver mulighed for aktiviteter, som vil øge støjbelastningen. Tilsvarende er lokalplanområdet ikke udsat for støjkilder, der vil være til gene for aktiviteterne i lokalplanområdet.
Varelevering og tilsvarende aktiviteter, som kan resultere i støj skal overholde værdierne i ”Vejledning nr. 5 / 1984: Ekstern støj fra virksomheder” fra Miljøstyrelsen.
OBS. Se evt. Miljøministeriets publikationer ”Støj fra Veje” - vejledning nr. 4, 2007, ”Ekstern støj fra virksomheder” - vejledning nr. 5, 1984, ”Støjkortlægning og støjhandlingsplaner” - vejledning nr. 4, 2006, samt vejledninger om flystøj (nr. 5/1994) og jernbanestøj (nr. 1/1997).
Jordforurening
Region Sjælland har ikke stillet krav til lokalplanen i forhold til jordforureningsloven. Hvis en ejendom er kortlagt i henhold til jordforureningsloven, skal der i visse tilfælde søges om § 8 forud for byggeri. Det gælder ved ændring af arealanvendelse samt bygge- og anlægsarbejde i indsatsområder overfor grundvand. I den forbindelse vil myndigheden kunne stille krav. Det er først når der foreligger et konkret projekt til et byggeri, at tilladelsesordningen træder i kraft. Forud for tilladelsen kan det kræves, at grundejer for egen regning udfører nødvendige undersøgelser og eventuelt foretager afværgeforanstaltninger, og i tilladelsen vil der blive stillet en række vilkår.
Det er kommunen, der er myndighed på tilladelser efter § 8.
For lokalplanområdet er der ikke sket udpegninger som forurenet eller muligt forurenet. Der er dog formodning om, at flere af grundene kan være forurenet. Der bør derfor ske en undersøgelse af, om det kan være tilfældet inden byggeriet påbegyndes.
Hvis der efterfølgende ved grave- og anlægsarbejdet konstateres jordforurening, skal arbejdet indstilles og kan først genoptages når dette meddeles. Fundet anmeldes til Vækst og Bæredygtighed, Holbæk Kommune jf. jordforureningslovens § 71. Send en mail til jord@holb.dk eller kontakt os på tlf. 72 36 36 36. Ændret anvendelse af kortlagt forurenet jord kan kræve tilladelse efter jordforureningslovens § 8.
Fund og fortidsminder
Der er ikke registreret fund eller fortidsminder i lokalplanområdet. Der kan dog sagtens fremkomme fund indenfor lokalplanområdet, f.eks. i forbindelse med byggemodning. Jf. museumslovens § 25 kan bygherren eller den, for vis regning et jordarbejde skal udføres på landjorden, forud for igangsætning af arbejdet anmode Holbæk Museumom en udtalelse. Såfremt der i forbindelse med grave- og anlægsarbejder konstateres fund af fortidsminder, skal den del af arbejdet, der berører fundet, straks indstilles, og fundet skal anmeldes til Holbæk Museum, jf. museumslovens § 27.
Miljøvurdering
Der er i forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanforslaget foretaget en vurdering af de miljømæssige påvirkninger en gennemførelse af planen må forventes at få, i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer (Lov nr. 936 af 24. september 2009). Loven opstiller kriterier for, hvilke planer og programmer, der kræver udarbejdelse af en miljøvurdering med det formål at fremme bæredygtig udvikling. Hvis en plan medfører en væsentlig indvirkning på miljøet, skal der, efter lovens bestemmelser, gennemføres en miljøvurdering.
Kort beskrivelse af miljøscreeningens hovedoverskrifter.
Bymiljø & landskab
Befolkningens sundhed / sikkerhed
Natur
Forurening
Vand
Trafik
Kulturarv
Ressourcer og affald
Det er i miljøscreeningen konstateret, at lokalplanforslaget alene fastlægger anvendelsen af et lokalt område og ikke danner grundlag for anlægsarbejder, der er optaget i lovens bilag 3 og 4. Lokalplanforslaget tillader ikke bebyggelse og/eller anlæg der i størrelse og omfang, og i forhold til lokalplanområdets nuværende omfang og karakter, vurderes at få væsentlig indvirkning på lokalplanområdet eller omkringliggende områder eller bebyggelse.
På baggrund af screeningen har Byrådet besluttet, at der ikke er behov for at udarbejde en egentlig miljørapport. Miljøscreening fremgår af bilag 6. Beslutningen bekendtgøres samtidig med fremlæggelsen af lokalplanforslaget.