Bestemmelser

I henhold til Lov om planlægning (lovbekendtgørelse nr. 1157 af 1. juli 2020 med senere ændringer) fastlægges hermed følgende bestemmelser for det i § 3 nævnte område.

Det er lokalplanens formål:

2.1  at fastlægge områdets anvendelse til centerformål i form af etageboliger med tilhørende fælles arealer, publikumsorienterede serviceerhverv, liberale erhverv, samt offentlige servicefunktioner.

2.2  at sikre at Torvet og Moststien etableres som offentligt tilgængeligt byrum, der skaber forbindelse mellem Centertorvet og Vestergade.

2.2  at fastlægge principper for områdets disponering, herunder placering af bebyggelse, friarealer, stier, veje og parkering.

2.3  at udlægge områder og etablere anlæg til lokal håndtering af regnvand.

2.4  at sikre at områdets karakter som industrikulturmiljø fastholdes ved at eksisterende bebyggelse ud mod Tølløsevej bevares.

 

3.1 Lokalplanen afgrænses som vist på kortbilag 1 og omfatter matr.nr. 5b, 5mu og 5ma alle Kvarmløse By, Tølløse samt del af matr.nr. 14bb og 14bs begge Tølløse by, Tølløse samt alle parceller, der efter 1. september 2022 udstykkes fra de nævnte matrikler.

3.2 Området ligger i byzone og skal forblive i byzone.

 

4.1 Lokalplanområdet må kun anvendes til boligformål (helårsboliger) med tilhørende fællesarealer, offentlige formål, publikumsorienterede serviceerhverv og liberale erhverv*.

4.2 Publikumsorienterede serviceerhverv, liberale erhverv og offentlige formål må kun placeres i byggefelt 2 mod Tølløsevej, i byggefelt 3 og i stueetagen med facade mod Torvet for byggefelterne 9, 12 og 13, som angivet på kortbilag 5.

4.3 Ved boligformål skal friarealet udgøre minimum 30% af boligarealet.

* Der er ikke udlagt ekstra parkering til eventuel erhverv. 

5.1 Lokalplanområdet kan udstykkes som én eller flere storparceller. Herunder skal private fællesveje udstykkes som separate matrikler, så det sikres, at alle matrikler har vejadgang. 

5.2 Alle parceller har adgang til fælles parkering og fælles friarealer, som det fremgår §§ 9.7 og 12.

5.3 Mindre udstykning for tekniske anlæg må forefindes.

 

6.1. Bebyggelse, inklusiv altaner og svalegange må kun opføres med en placering inden for de udlagte byggefelter, som vist og nummereret på kortbilag 5.

6.1.1 Bebyggelsens facade skal placeres i en afstand på minimum 2,5 meter til de hegn, der jf. §13.12 skal opstilles for at undgå gener fra lyskegler.  

 

6.2. Størrelserne på byggefelterne er følgende: 

Byggefelt 1: 10,5 x 25,5 meter
Byggefelt 2: 16 x 32,5 meter
Byggefelt 3: 20 x 38 meter
Byggefelt 4: 15,5 x 26 meter
Byggefelt 5: 15 x 44 meter
Byggefelt 6: 15,5 x 26 meter
Byggefelt 7: 13 x 28 meter
Byggefelt 8: 14 x 40 meter
Byggefelt 9: 15,5 x 26 meter
Byggefelt 10: 14 x 30 meter
Byggefelt 11: 14 x 30 meter
Byggefelt 12: 14 x 34 meter
Byggefelt 13: 14 x 37 meter

6.3 Bebyggelse må maksimalt opføres i 3 etager. Intet punkt af en bygnings ydervæg eller tag må være højere end 12,5 meter over terræn.

6.4 Husdybden i etagebebyggelse, eksklusiv altaner og svalegange, må maksimalt være 13 meter.

6.5 Facader på bebyggelse må maksimalt have en facadelængde på 35 meter. Hvis den samlede facadelængde overstiger 35 meter, skal facaden opdeles og fremtræde med forskydninger i facadeplan på minimum 1 meter, således at bygningen opleves som flere bygningsvolumener.

6.6 For hver boligenhed, der ligger over stueplan i byggefelterne 4-13, skal der opsættes minimum én altan tilknyttet boligen. Altaner skal have en dybde på maksimum 1,6 meter og have en bredde på minimum 2,5 meter. Der kan derudover etableres franske altaner.

 

Sekundær bebyggelse

6.7 Sekundær bebyggelse, såsom skure, udhuse og overdækninger skal placeres inden for ovenstående byggefelter eller i byggefelter til sekundær bebyggelse efter princippet, som angivet på kortbilag 5. Legehuse kan desuden placeres i legeområder, som angivet på kortbilag 5.

6.8 Højden på sekundær bebyggelse må maksimalt være 3,5 meter.

6.9 Der skal som minimum etableres 3 m2 aflukket areal til opbevaring pr. bolig. Af disse kan op til 1,5 m2  pr. bolig etableres i bebyggelsen, f.eks depotrum i boligen, på loftsrum eller i kælder, mens 1,5 m2 pr. bolig skal etableres i sekundær bebyggelse på terræn.

6.9.1 Det aflukkede areal til opbevaring på terræn kan etableres som fællesareal.

6.9.2 Der kan etableres fælles opbevaring i del af byggefelt 1 (den tidligere flaskelagerhal), som angivet på kortbilag 5.

 

6.10 I den resterende del af byggefelt 1 (den tidligere flaskelagerhal) kan der placeres fællesfunktioner for områdets beboere, som f.eks. cykelværksted, byttecentral mv.

 

Facader

7.1. Facader skal fremstå i teglsten, skærmtegl, naturskifer, træ eller plademateriale, der skal have profilering. Plademateriale må ikke være metal.

7.1.1 Plant plademateriale kan anvendes, hvis der arbejdes med skabe variation i facaden. Det kan være med relief eller ved supplering med andet materiale på facaden.

 

7.2 Farver på facader, vinduer, døre og bygningsdetaljer skal være i overensstemmelse med bilag 9.

7.3 For at undgå indbliksgener, må gavle på bygninger i byggefelterne 10-13, markeret på kortbilag 5, over 1. sal ikke have vinduer, franske døre, altaner, svalegange eller lignende.

7.4 Altanværnet skal fremstå med lodrette balustre i metal eller perforerede metalplader og være i overensstemmelse med farver på bilag 9.

7.5 Påsættes der håndlister på altaner skal disse være i træ.

 

Tag 

7.6 Tage skal udføres som sadeltage med en hældning på 15-30 grader. 

7.7 Tage skal fremstå i teglsten, tagpap, naturskifer, skifereternit, vegetationstage, solcelletagsten eller metalplader med lodret profilering som pandeplader eller trapezplader.

7.8 Tagflader må ikke udføres med reflekterende materialer mere end glanstal 30.

7.9 Farver på tag skal være i overensstemmelse med farver angivet på bilag 9.

 

Sekundær bebyggelse

7.10 Sekundær bebyggelse såsom redskabsskure, cykelskure, skure til affaldsstationer og lignende skal opføres som træbygninger med lodret træbeklædning og vegetations tage. 

7.10.1 Legehuse, varmepumpeinddækninger og skure der sammenbygges med facader på bebyggelse kan også udføres med tag i træ, pap og plademateriale.

7.10.2 Drivhuse kan desuden opføres i glas.

 

7.11 Farver på sekundær bebyggelse, der ikke er i glas, skal være i træ eller fremstå i jordfarver, som angivet i bilag 9.

 

8.1 De to bevaringsværdige bygninger, der fremgår af kortbilag 2, skal bevares og må ikke nedrives, ombygges eller omdannes uden en nærmere vurdering og tilladelse fra Kommunalbestyrelsen, jf. gældende lovgivning i Lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer.

8.1.2 Hvis de bevaringsværdige bygninger, som er markeret på kortbilag 5, brænder eller forfalder, i en grad så de ikke kan bevares, skal nye bygninger opføres i overensstemmelse med følgende: 

- Bygninger skal opføres i samme placering og med samme bygningshøjde, bygningsproportioner, herunder bygningsform og tagform tilsvarende eksisterende.

- Materialer til facader skal være i teglsten og skal fremstå enten som blank mur eller filset.

- Materialer til tag skal være i teglsten.

- Bygningen skal detaljeres med taggesims, sokkel med fremspring, som er kendetegnende for bygningerne langs kulturmiljøet på Tølløsevej, derudover skal sålbænke skal være i skifer eller beton.

 

8.2. Den sydlige halvdel af flaskelageret kan dog nedrives, for at give plads til et opholdsareal syd for bygningen jf. kortbilag 5. Det runde trappetårn mod gårdside, tilbygget administrationsbygningen i 1991, kan nedrives.

8.3 Udvendige ændringer i form af om- og tilbygninger, herunder facadeændringer, udskiftning af tage, vinduer og døre, skal ske i overensstemmelse med den enkelte bygnings oprindelige arkitektur og materialevalg, som fremgår af de historiske fotos i redegørelsesdelen og være i overensstemmelse med §8.4. (Jf. oplistning af karakteristika i redegørelsens afsnit om kulturhistorie og bevaringsværdier, samt historiske foto vist i redegørelsen).

8.4 Følgende kriterier skal overholdes ved om- og tilbygninger:

8.4.1 Ved udskiftning af tage skal tagform bevares og der skal anvendes røde tegltagsten af typen vingetagsten med en maksimalt glanstal på 10 tilsvarende eksisterende tag.

8.4.2 Ved udskiftning af tegltag på den tidligere administrationsbygning (Byggefelt 2) skal afslutning af teglstenstag til gavl, ske ved at teglsten lægges i mørtel som eksisterende. Knapt tagudhæng skal bevares, tag må ikke hæves ved efterisolering. Om muligt skal eksisterende tegl genanvendes.

8.4.3 Eksisterende røde murstensfacader skal bevares.

8.4.4 Bygningsdetaljer, herunder brændte fuger, facadebånd, murværksdetaljer i taggesims, gavlgesims, afrundet facadegesims, betonoverligger over vinduer i stueetage, betonsålbænke, pudset sokkel, muret stik over vinduer, skorsten, samt ståldør mod gade på flaskelagerhallen og synlige spærudstik, skal bevares.

8.4.5 Vindueshuller mod gade må ikke ændres. Dog gælder 8.4.15.

8.4.6 Vindueshuller i gavl mod Møllevej på tidligere administrationsbygning kan sænkes så brystning slutter ved nederste facadebånd, tilsvarende vinduer mod gade. Bredde på vindueshullerne i gavl mod Møllegade må ikke ændres.

8.4.7 Vindueshuller mod gård på tidligere administrationsbygning kan ændres så de får samme placering i facaden som vinduerne mod gade.

8.4.8 Der kan mod gården på tidligere administrationsbygning isættes adgangsdøre i stueetage til boliger, maks. én pr. bolig. Døre skal placeres tilsvarende ovenstående bestemmelse om placering af vindueshuller mod gård, således at en dør erstatter et vindueshul.

8.4.9 Ved udskiftning af vinduer på tidligere administrationsbygning kan disse udskiftes til vinduer i træ, eller træ/alu med samme format og proportioner på karm og ramme som det eksisterende. Alternativt kan vinduer udskiftes til dannebrogsvinduer som de oprindelige vinduer, der fremgår af billeder i redegørelsen. Nye vinduer skal have samme farveholdning som eksisterende brune vinduer, se billede fra 2022 i redegørelsen. Hvis de udskiftes til dannebrogsvinduer, skal vinduer have farve i lys grønjord, kridt eller varm grå, som de oprindelige.

8.4.10 Der kan etableres op til 3 saddeltagskviste på tag af den eksisterende administrationsbygnings 2-etagerbygning mod gården. Kvistene skal have proportioner som de oprindelige saddeltagskviste vist på billede i redegørelsen. Saddeltagskviste skal placeres centreret over vinduer i facade, som det kan ses i det historiske luftfoto fra 1958 set fra syd, der er vist i redegørelsen.

8.4.11 Der kan etableres op til 2 saddeltagskviste på tag ad den eksisterende administrationsbygning 1 etagers bygning mod gården med proportioner på tag og vindue som oprindelig saddeltagskvist vist på billede i redegørelsen. Saddeltagskviste skal placeres centreret over vinduer i facade, eller der kan der etableres to ovenlys i tag mod gård med en maksimal bredde tilsvarende vinduesbredde på eksisterende vinduer mod gade, se billede fra 2022 i redegørelsen. Ovenlys skal placeres, så der er symmetri over tagflade og i symmetri med gårdfacaden.

8.4.12 Der kan etableres 1 taskekvist på tag mod gården af den eksisterende administrationsbygning 2 etagers bygning, som det også fremgår af luftfoto fra 1958 i redegørelsen.

8.4.13 Eksisterende vindue i stueetage, i gavl mod vest på tidligere administrationsbygning,  kan ændres til dør.

8.4.14 Sålbænke på tidligere administrationsbygning skal udføres i beton som eksisterende sålbænke på et-etagers bygning og i overensstemmelse med historiske foto.

8.4.15 Porte, butiksfacader og frontkvist, som fremgår af de historiske fotos, der kan ses i redegørelsen, kan genetableres. Det gælder dog ikke taskekvist mod gade.

 

Veje og stier

9.1 Vejadgang til lokalplanområdet skal ske fra Tølløsevej, Møllevej, Vestergade via Centertorvet eller Sønderstrupvej via Centertorvet. 

9.2 Veje og stier udlægges som private fællesveje og -stier i princippet som vist på kortbilag 6.

9.3 Adgangsvej A-A udlægges i minimum 6,5 meters bredde og anlægges med minimum 5 meter kørebane og 1,5 meter gangsti i den ene side af kørebanen.

9.4 Adgangsvej B-B udlægges i minimum 6,5 meters bredde og anlægges med minimum 5 meter kørebane og 1,5 meter gangsti i den ene side af kørebanen.

9.5 Belægninger på fortove og primære stier, som angivet på kortbilag 6, skal fremstå med fast flisebelægning af teglsten, betonsten eller natursten i brostens- eller klinkerformat.

9.6 Sti C-C (Moststien), markeret på kortbilag 6, skal anlægges i minimum 2,8 meters bredde. Stien skal opdeles i henholdsvis gang- og cykelsti. Cykelsti skal anlægges med asfalt. Gangsti skal fremstå med fast flise belægning af teglsten eller natursten i brostens- eller klinkerformat.

 9.7 Sekundære stier skal fremstå i slotsgrus og udlægges med bredde på minimum 1,5 meter efter princippet vist på kortbilag 6.

 

Parkering

9.8 Parkering skal udlægges som fællesparkering efter princippet vist på kortbilag 6. Antallet af parkeringspladser skal svare til minimum 1 parkeringsplads per bolig og minimum 1 parkeringsplads per 50 m2 butik eller erhverv.

9.9 Parkeringspladser skal i områder markeret på kortbilag 6, fremstå som græsarmering.

9.10 Der skal anlægges parkeringspladser til handicappede, som angivet på kortbilag 6.

 

Cykelparkering

9.11 Der skal anlægges minimum 2 cykelparkeringspladser per bolig. Cykelparkeringspladserne skal placeres i mindre enheder i tilknytning til boligkarréerne, som vist på kortbilag 6.

 

10.1 Reklamering, som ikke har tilknytning til bebyggelsens anvendelse, er ikke tilladt.

10.2 For boligbebyggelse må skiltning og reklamering, udover navne‐ og nummerskiltning, ikke finde sted.

10.3 For publikumsorienterede serviceerhverv, liberale erhverv og offentlige formål gælder, at skiltning, reklamering, facadebelysning, lysinstallationer, markiser, solafskærmning og andet facadeudstyr skal med hensyn til placering, omfang, materialer, farver, skrifttyper og lignende udformes således, at der opnås en god helhedsvirkning i forhold til bygningens arkitektoniske karakter i bybilledet.

10.4 Generelt om skiltning gælder

- Skiltning skal respektere facadens opdeling med døre, vinduer, materialer og farvesætning. Skiltning må således ikke gennemføres sammenhængende i hele facadelængder uden hensyntagen til døre, vinduer og facaderytme. Sokler, gesimser og andre karakteristiske facadeelementer skal holdes fri for skiltning.

- Facadeskiltning skal udføres med skiltebogstaver/ reliefbogstaver fremfor pladeskilte.

- Belysningen af skilte skal være afdæmpet og må ikke blænde, pulsere, blinke eller skifte farve.

- Udstillingsvinduer må ikke blændes af eller ved skiltning/ opklæbning dækkes mere end maksimalt 25 procent. Skiltning må ske ved opklæbning af løse bogstaver og logo på udstillingsvinduer.

 

Lokal afledning af regnvand (LAR)

11.1 Der skal i områder markeret på kortbilag 7 etableres foranstaltninger til håndtering af regnvand, herunder åbne vandrender, lavninger i fællesområdet, forsænkede vejarealer ved parkeringspladser, samt underjordiske bassiner under parkeringspladser. 

 

Terræn

11.2 Der må ikke ske terrænregulering indenfor det på kortbilag 7 markerede areal, som grænser op til nabogrunde mod syd.

11.3 Der skal etableres støttemur mod areal mod sydlig nabo benævnt i §11.2 og langs Møllevej i det område, som er angivet på kortbilag 7 og efter princip angivet i snit på bilag 9 og som beskrevet nærmere i redegørelsen.

11.4 Der kan terrænreguleres med maksimalt -2 meter i området markeret på kortbilag 7, så det bliver muligt at etablere en boligvej nord for den i §11.3 omtalte støttemur. 

11.5 Der kan i den eksisterende skråning mod nabo på Søndergade 3, ske terrænregulering på henholdsvis maksimalt +/- 0,4 meter og maksimalt +/-4,5 meter, som angivet i kortbilag 7. Karakteren som skrånende terræn fra nabo mod syd, skal bevares i en udstrækning på minimum 6 meter fra matrikelskel for Søndergade 3. Skråningen kan bearbejdes og reduceres, som beskrevet i redegørelsesdelen.

11.6 I forbindelse med etablering af LAR-foranstaltninger som er angivet på kortbilag 7 og efter princip angivet i snit på bilag 9, kan terrænet reguleres med op til +/-1,5 meter for at sikre, at en hensigtsmæssig vandafledning kan finde sted. Terrænregulering ifm. LAR- anlæg skal afsluttes i flade, bløde kurver med maksimal hældning på 1:5.

11.7 I forbindelse med Torvet kan der i området markeret på kortbilag 7 og efter princip angivet i snit på bilag 9, ske terrænregulering på op til +/-1,5 meter for at give mulighed for forskellige opholdsniveauer på torvet.

11.8 Terrænregulering udover ovenstående må maksimalt udgøre +/- 0,5 meter i forhold til nuværende terræn.

 

12.1 Der skal jf. §4.2 etableres fælles friarealer for hele lokalplanområdet i et omfang som udgør mindst 30 % af boligarealet. Friarealer skal udlægges som angivet på kortbilag 5 og kan derudover bestå af altaner.

12.2 Der skal etableres legeområder med fast inventar, som indbyder til leg og bevægelse. Legeområderne skal have en omtrentlig placering, som angivet på kortbilag 5. Hvert enkelt legeområde skal bestå af mindst tre legeelementer som f.eks. trampoliner, klatretårn med rutsjebane, gangbro og armgang, balancesti, gynger og sandkasse.

 

Beplantning

13.1 Eksisterende platantræer langs Møllevej, markeret på kortbilag 8, er bevaringsværdige og må ikke fældes.

13.2 Bevaringsværdige platantræer, markeret på kortbilag 8, skal såfremt de går ud genplantes i en minimum stammediameter på 12 cm og have en opbygning, så de er forberedt til vejtræer med en gennemgående stamme. 

13.3 Områdets ydre afgrænsning skal beplantes med rækker af platantræer, som vist på kortbilag 8.

13.4 De fælles friarealer skal etableres med enggræs, stauder og staudegræs. Disse skal brydes af klippede stier samt klippede plæner til ophold og leg. Der skal plantes træer i grupper eller lunde med kronesammenfald som f.eks. røn, hæg, sølvløn og fuglekirsebær. Beplantning skal udføres efter princip, som angivet på kortbilag 8.

13.5 Moststien skal beplantes med højstammede skovfyr, som vist på kortbilag 8.

13.6 På Torvet skal der plantes æbletræer af forskellige sorter, som vist på kortbilag 8.

13.7 På Hindbærtorvet skal der plantes enkelte æbletræer og bærbuske som hindbær, solbær, ribs, surbær og bærmispel.

 

Torvet

13.8 Torvet, som er angivet på kortbilag 8, skal opbygges i flader i forskellige niveauer, der indbyder til siddepladser og ophold. Belægninger skal variere i forbandter, læggemønstre og/eller farver.

 

Affaldshåndtering 

13.9 Intern affaldshåndtering skal enten udføres som nedgravet anlæg eller placeres i renovationsskure og placeres i områder markeret på kortbilag 5 og med passende vendearealer til renovationskøretøjet.

13.9.1 Udføres affaldshåndtering som nedgravet anlæg, skal det være i overensstemmelse med §16.4.

13.9.2 Placeres affaldshåndtering i renovationsskure, skal det være i overensstemmelse med § 7.10 og 7.11.

 

13.10 Affaldshåndteringen skal være dimensioneret i henhold til Holbæk Kommunes krav til kildesortering. 

 

Øvrige 

13.11 Henstilling af køretøjer over 3.500 kg, både, campingvogn, containere, oplag (herunder henlæggelse af materiale og materiel) og lignende må ikke foregå indenfor området.

13.12 Der skal i områder markeret på kortbilag 5, etableres hegn i en højde på ca. 1 meter, der blokere lys fra bilernes lyskegler, så de ikke giver gener i boligernes stueetage. Hegnet skal placeres minimum 2,5 meter fra facaden på bebyggelse og begrønnes med f.eks. klatreplanter eller lignende.

13.13 Der skal etableres en trappe på skrænten i lokalplanens nordvestlige område, som markeret på kortbilag 7, for at skabe en bedre forbindelse fra lokalplanområdet og Centertorvet til Søndergade.

13.14 Der skal etableres en trappe i lokalplanens sydøstlige del, som markeret på kortbilag 7, for at skabe forbindelse fra gang- og cykelstien ved Møllevej til de sydlige boligblokke.

 

14.1 Torvet skal fremstå som en åben offentlig tilgængelig plads og må ikke indhegnes eller på anden måde indtages til private eller semiprivate formål. 

14.2 Moststien skal fremstå som åben offentlig tilgængelig passage med en minimumsbredde mellem de tilstødende bygninger på 8 meter og med en cykel- og gangsti med en minimumbredte på 2,8 meter som vist på kortbilag 8.

 

15.1 Der skal etableres belysning langs veje, stiforbindelser samt på parkeringsarealer.

15.2 Belysning langs veje og ved parkering skal etableres som mastebelysning med en maksimal lyspunktshøjde på 4,2 meter.

15.3 Belysning langs stier må kun etableres som pullertbelysning eller lignende i max højde på 1,2 meter. 

15.4 Belysningen skal være afskærmet, så det ikke generer omboende med blændingsgener.

 

16.1 Der kan i lokalplanområdet placeres mindre bygninger/anlæg til kvarterets tekniske forsyning. De tekniske anlæg inddækkes på en måde, der er tilpasset udtrykket på den øvrige bebyggelse og jf. nedenstående bestemmelser.

16.2 Transformerstationer skal indpasses i området og placeres så de tager hensyn til nabobebyggelse.

16.3 Ledninger skal føres i jorden.

16.4 Nedgravede anlæg til affald skal afskærmes, således, at de fremtræder tilpasset og underordnet områdets karakter.

16.5 Anlæg til områdets varmeforsyning skal indeholdes i boligbebyggelserne, placeres indenfor byggefelter eller i sekundær bebyggelse, der afskærmes, således, at de fremtræder tilpasset og underordnet området karakter. Derudover skal det sikres, at disse anlæg ikke giver væsentlige støjgener.

16.6 Solenergianlæg, som solfangere, solpaneler, solceller og lignende skal opsættes så det fremgår som en integreret del af bebyggelsen med samme farvenuance som tagfladen. 

 

§17.1 Inden ibrugtagning af ny bebyggelse inden for de respektive byggefelter skal tilstødende veje, stier, parkeringsarealer, affaldshåndtering, samt foranstaltninger til LAR og nærliggende fællesområder; herunder legeområde være anlagt og beplantet.

§17.2 Inden ibrugtagning af ny bebyggelse skal Moststien jf. §9.6 være anlagt i sin fulde længde.

§17.3 Inden ibrugtagning af bebyggelse for byggefelt 6, 7, 8, 10, 11, 12 og 13, skal der jf. §13.12 og som markeret på kortbilag 5, være etableret fast hegn.

§17.4 Inden ibrugtagning af bebyggelse for byggefelt 5 skal trappe til Søndergade jf. §13.13 være anlagt.

§17.5 Inden ibrugtagning af bebyggelse for byggefelt 13 skal trappe til sti jf. §13.14 være anlagt.

§17.6 Bebyggelsen skal være tilsluttet de fælles private og offentlige anlæg for regn og spildevand og anlæg til lokal afledning af regnvand (LAR).

 

§18.1 Lokalplan 19.03 aflyses for så vidt angår denne lokalplans område.

 

19.1 Efter kommunalbestyrelsens endelige vedtagelse og offentliggørelse af lokalplanen, må de ejendomme, der er omfattet af planen, efter planlovens § 18, kun udstykkes, bebygges eller i øvrigt anvendes i overensstemmelse med planens bestemmelser.

19.2 Den eksisterende lovlige anvendelse kan ske som hidtil. Lokalplanen medfører i sig selv ikke krav om etablering af de anlæg mv. der er indeholdt i planen. Lokalplanen tinglyses ikke på de ejendomme, der er omfattet af planen, men indberettes til Plandata.

19.3 Kommunalbestyrelsen kan meddele dispensation til mindre væsentlige lempelser af lokalplanens bestemmelser på betingelse af, at det ikke ændrer den særlige karakter af det område, der søges skabt ved lokalplanen. Mere væsentlige afvigelser fra lokalplanen kan kun gennemføres ved tilvejebringelse af en ny lokalplan.

 

Lokalplan 19.13 Mostparken, Tølløse er vedtaget af kommunalbestyrelsen den 22. marts 2023.