Baggrund

Baggrunden for at udarbejde denne lokalplan er byrådets beslutning om at imødekomme grundejers ønske om at ændre eksisterende lokalplan 20.13 for boligområde i Vipperød.

Med lokalplan 20.18 ændres områdebestemmelserne i forhold til tidligere lokalplan 20.13 fra at være et boligområde udelukkende med rækkehusbebyggelse til et boligområde med både tæt-lav og åben-lav bebyggelse. Samtidig udvider lokalplanen eksisterende boligområde med areal mod nordøst - et eksisterende kommunalejet idrætsanlæg, som i dag er solgt til grundejer. Ved udvidelse af boligområdet opnås et planmæssigt, sammenhængende boligområde i tæt forbindelse med Vipperød By.

Som et led i at fremtidssikre lokalplanen kan et af delområderne anvendes til enten tæt-lav eller åben-lav boligbebyggelse – bestemt af efterspørgslen på markedet. Dermed åbnes der op for at opføre den boligtype, der efterspørges på tidspunktet for salg af arealet. Det er ligeledes tanken med det reviderede lokalplanforslag at sikre områdets landskabelige kvaliteter.

Udvidelsen af boligområdet indebar, at der blev udarbejdet kommuneplantillæg nr. 31 til Holbæk Kommuneplan 2007-2018.

Formål

Det er planlægningens formål at tilvejebringe det planmæssige grundlag for realisering af nyt boligområde på arealet, og i forlængelse heraf ligeledes realisering af hhv. grønne fællesområder, en grøn støjvold mod motorvejen, en grøn kile langs jernbanen samt offentlige veje, stisystemer og parkeringspladser i området.

Projektet bidrager til en udvidelse af et boligområde tæt på den eksisterende bymidte, og vurderes således at understøtte en bæredygtig udvikling.

Formålet med den tidligere lokalplan 20.13 var at udlægge området til boligformål, dog udelukkende som rækkehusbebyggelse og med en betydelig større bebyggelsesprocent. Nærværende lokalplan opfylder samme formål som den tidligere, men fastlægger, at boligområdet nu skal rumme både tæt-lav og åben-lav bebyggelse. Planområdet udvides i lokalplan 20.18 mod nord, hvilket indebær en mere klar og veldefineret afgrænsning. Forslag til kommuneplantillæg nr. 31 udlægger området til boligformål i overensstemmelse med den gældende overordnede planlægning, men udvider områdeafgrænsningen i forhold til eksisterende kommuneplanramme 2.B11, og inddrager dermed delareal af rammeområde 20.R02 ved Kongstrupbanen.