Lokalplanområdet

Ejendommen er beliggende på adressen Asmindrupvej 100, matr. nr. 1-d Sigersholm, Sdr. Asmindrup. Arealet er på ca. 22,5 ha. beliggende vest for Vipperød og nord for Fruerskov. Der er en eksisterende rideskole på ejendommen. Bygningerne er af forskellig alder, hvor de ældste er den nuværende beboelse og nogle mindre staldbygninger fra 1910. De øvrige bygninger er opført efter 1950. I alt er der et bebygget areal på ca. 2100 m². De omkringliggende marker er udlagt til folde eller dyrkes med afgrøder.

Ejendommen er beliggende i et roligt og ensartet landbrugslandskab, som er domineret af mellemstore marker og spredte gårde. Der er kun få og mindre naturområder. Flere mindre vandhuller og beplantninger ligger spredt i landskabet, men de fremtræder ikke tydeligt. Landskabet er åbent og terrænet er svagt bølget af en mellemstor skala.