Energi og forsyning
Energiforsyning
Andel-Energi er netselskab og elleverandør i området, dvs. de har ansvaret for en sikker elforsyning i området. Der kan frit vælges elleverandør. Elleverandørselskabet er det selskab, der sælger el til slutbrugerne.
Varmeforsyning
Området ligger inden for et kollektivt varmeforsyningsområde til naturgas. Der er ikke længere tilslutningspligt, i forhold til naturgas til nye bygninger, på matriklen.
Opvarmning må ikke ske ved etablering af oliefyr. Derudover gælder forbud jf. varmeforsyningsloven mod etablering af elopvarmning i ny bebyggelse i områder, der er, eller bliver udlagt til kollektiv varmeforsyning. Undtaget herfor er anlæg, som bygger på vedvarende energi, som f.eks. solceller og varmepumper. og der bør tilstræbes, størst mulige grad af selvforsyning på energiområdet.
Bygningsopvarmning kan ske som individuel opvarmning, og i henhold til den enhver tid gældende strategiske varmeplan for Holbæk Kommune. Opvarmning skal i så fald baseres på vedvarende energi. Holbæk Kommune gør opmærksom på, at ventilations- og varmepumper skal skærmes, leve op til miljøstyrelsens støjgrænser, og opsættes med størst mulig hensyntagen til naboer.
Vandforsyning
Planområdet ligger inden for FORS A/S forsyningsområde. Institutionen og de nye boliger kan forsynes inden for vandværkets eksisterende indvindingstilladelse.
Regn- og spildevand
Området er separatkloakeret og omfattet af eksisterende spildevandsplanlægning. Spildevand skal ledes til den offentlige spildevandsledning. Jf. Spildevandsplanen for Holbæk Kommune fastsættes afløbskoefficienten for et område til boligformål med tæt-lav boliger til 0,5. Afløbskoefficienten angiver, hvor meget overfladevand, der direkte må afledes til regnvandsledningen. Hvis afløbskoefficienten overskrides, skal der anvendes andre metoder til håndtering af den vandmængde, der er større end det tilladte afløbstal. Disse regnvandsmængder skal håndteres/forsinkes på egen grund, før eventuel afledning til regnvandsledning.
Afløbskoefficienten på 0,5 er i dette tilfælde overskredet, og der er derfor redegjort for, hvordan regnvand håndteres på egen grund. Det gælder både for hverdagsregn og for en 100-års regnhændelse.
Håndteringen af regnvand foregår ved etablering af en faskine under det nordøstlige parkeringsareal, samt et vådbassin i fællesarealet. Begge dele er dimensioneret til at kunne håndtere tag- og overfladevand fra områdets befæstede arealer. Faskine og regnbed er dimensioneret til at aftage halvdelen af vandmængden hver.
Faskinen dimensioneres til at kunne kunne rumme regnvand opsamlet fra 2.000 m2 tagflader og befæstet areal. For at faskinen kan håndtere dette skal den være 18 meter lang, 2,5 meter høj, og 5,5 meter bred. Der er taget udgangspunkt i en faskine, hvor hulrums andelen i faskinen er udført i plast.
Regnvandsbedet dimensioneres ligeledes til at kunne rumme regnvand opsamlet fra 2.000 m2 tagflader og befæstet areal. For at regnvandsbedet kan håndtere dette, skal regnvandsbedet have en dybde på minimum 1.06 m og have et overfladeareal på minimum 200 m2. Det medfører at regnvandsbedet kan opstuve hvad der svarer til 212 m3 regnvandsvand, svarende til 96mm regn. Regnvandsbedet skal udformes som et vådt bassin, for at bidrage med en rekreativ effekt. Fra bassinet skal vandet ledes videre til enten regnvandskloak eller et udløb, hvis der er sådan et tilgængeligt. Der skal som minimum anlægges et regnvandsbed, samt et lille forbassin for, at regnvandsbedet opnår størst effekt.
For at vådbassinet kan bidrage med herlighedsværdi i området, skal det fremtræde naturligt som en del af det fælles grønne friareal. Derfor muliggør lokalplanen forskellige typer af beplantning i forbindelse med vådbassinet, og fastsætter den maksimale hældning på vådbassinets brinker til 1:5, så det afsluttes i en flad og blød kurve.
Generelt om etablering af spildevandsanlæg:
Spildevandsanlægget skal etableres på privat foranledning, og det kræver forsyningsselskabets godkendelse. Det forventes, at det udførte kloakanlæg kan overtages af forsyningsselskabet på visse vilkår. Tilslutning og overtagelse skal betragtes som et hele i forbindelse med tilladelsen til udførelsen. Inden kloakanlægget udføres, skal der være truffet en aftale mellem forsyningsselskabet og den, der lader anlægget udføre, om den økonomiske afregning i forbindelse med forsyningsselskabets overtagelse af anlægget. Herunder skal der træffes aftale om kloaktilslutningsbidrag og eventuel godtgørelse for anlæggets værdi. Der skal yderligere træffes aftale om dimensioneringen af anlægget, før det eventuelt kan overtages af forsyningsselskabet. Forsyningsselskabet er forpligtiget til at overtage et privat fælles spildevandsanlæg frem til nærmeste skel, såfremt det overholder forsyningens gældende tekniske krav til regn- og spildevandsanlæg.
Opfordring til bygherre:
Holbæk Kommune opfordrer bygherre og projekterende til at kontakte de respektive forsyningsvirksomheder og myndigheder tidligt i projekteringsfasen med henblik på koordinering, råd og vejledning. Holbæk Kommunes myndighedsopgaver på spildevandsområdet, f.eks. spildevandstilladelser, varetages af Natur og Miljø. Tilslutning til den offentlige kloak skal færdigmeldes af autoriseret kloakmester til Holbæk Kommune. Tilladelse til etableringer af LAR-løsninger skal søges hos Natur, Miljø og Vand i Holbæk Kommune.
Eksempler på LAR:
Se flere eksempler på løsninger til lokal håndtering af regnvand på www.laridanmark.dk