Statslig og regional planlægning
Planområdet er ikke omfattet af landsplandirektiver og planområdet berører ingen råstofområder.
Det er vurderet at planlægningen er i overensstemmelse med statslig og regional planlægning.
Kommuneplan 2021 og Kommuneplantillæg nr.22
Kommuneplan 2021 indeholder både en række generelle retningslinjer for kommunens udvikling samt en række specifikke bestemmelser om de enkelte områder i form af kommuneplanrammer. Planområdet er omfattet af kommuneplanramme 2.E14 ved Omfartsvejen, Langerød.
Kort over kommuneplanrammens afgrænsning og rammeindhold fremgår nedenfor.
Ramme 2.E14.
Kommuneplanrammen fastlægger en anvendelse til erhvervsformål i miljøklasse 1-4. Kommuneplanramme 2.E14 udgør i dag ca. 44 ha. I kommuneplanrammen skal der muliggøres en omdannelse af et areal på ca. 14,1 ha. til tekniske anlæg i ramme 2.O09 (Energibyen).
Omdannelsen skal ske ved hjælp af et kommuneplantillæg.
Kommuneplantillæg nr.22
Med kommuneplantillæg nr. 22 muliggøres en omdannelse fra erhvervsformål til tekniske anlæg for en del af området, som vist på kortet nedenfor. Denne del af kommuneplantillæggets område får en ny kommuneplanramme – ramme 2.O09 – som fastlægger en anvendelse til tekniske anlæg i form af varmeværk, vandværk, genbrugsplads, og administration. Anvendelse til varmeværk rummer energioptagere (varmepumpeanlæg), akkumuleringstanke til varmt vand, varmeværkets hovedbygning (produktionsanlæg) samt et anlæg til spids- og reservelast i form af et anlæg baseret på gas. Det vurderes at kunne indplaceres i miljøklasse 3-4, da anlægget er et moderne fjernvarmeanlæg, som ikke vurderes at give væsentlige gener i form af lugt, røg, støv eller støj fra tung trafik, dog noget støj fra varmepumpeanlæggene.
Anvendelse til genbrugsplads vurderes at udgøre en miljøklasse 4 pga. trafik, støj og støj. Denne anvendelse indplaceres i den østlige del af rammen.
Anvendelse til vandværk vurderes at udgøre en miljøklasse 3-4. Miljøfaktorerne i forhold til vandværk vurderes at være støj fra pumpe-, iltnings- og ventilationsanlæg og evt. lugtgener i form af svovlbrinte, hvis der fjernes sulfid ved afblæsning.
Administration/kontor er en anvendelse i miljøklasse 1.
Ramme 2.O09
Zonestatus
Planområdet er i dag beliggende i landzone og vil med lokalplanens endelige vedtagelse overgå til byzone for det område som skal lokalplanlægges.
Vejadgang
Indgangen til Energibyen udlægges som sit eget areal og som en adgangsvej, der skal tilknyttes Omfartsvejen i nord og forbinde hele lokalplanområdet. Vejadgangen starter fra Omfartsvejen og mellem matriklerne 6c og 6d. Arealet har tidligere været en markvej, og placeres langs matrikel 6a. Vejadgangen til det nye område forventes at blive via et vejkryds, som tilsluttes til Omfartsvejen ved Sports Allé.
Eksisterende lokalplaner
Der er ikke en eksisterende lokalplan for området.
Planlægning i forhold til nabokommuner
Ifølge Planlovens § 29, skal der i lokalplanen redegøres for planens eventuelle påvirkninger på nabokommuner. Det er Holbæk Kommunes vurdering, at den bebyggelse, som er muliggjort med denne lokalplan, ikke vil medføre en påvirkning af nabokommunerne.
Kystnærhedszone
For de kystnære dele af byzonerne, der ligger ud til kysterne, eller som indgår i et samspil med kystlandskabet, gælder bestemmelserne i Planlovens §§ 11 f, stk. 4, hvoraf det fremgår, at kommunalbestyrelsen skal vurdere de fremtidige bebyggelsesforhold, herunder bygningshøjder, med henblik på at ny bebyggelse indpasses i den kystlandskabelige helhed og at der tages hensyn til bevaringsværdige helheder i bystrukturen og til naturinteresser på de omgivende arealer samt at der tages hensyn til nødvendige infrastrukturanlæg, herunder havne, og offentligheden sikres adgang til kysten. Det fremgår endvidere af Planlovens § 16, stk. 5, at der i redegørelsen til lokalplanforslag for bebyggelse og anlæg i de kystnære dele af byzonerne, der vil påvirke kysten visuelt, skal gøres rede for påvirkningen. Såfremt bebyggelsen afviger væsentligt i højde eller volumen fra den eksisterende bebyggelse i området, skal der gives en begrundelse herfor.
Lokalplanområdet er beliggende indenfor kystnærhedszonen. I den forbindelse er der blevet fortaget visualiseringer af de mest væsentlige bygninger, som bliver cirka 25-30 meter i højden. Visualiseringsperspektivet er fra Tuse Næs og cirka 5 kilometer fra lokalplanområdet, og er gemt væk bag eksisterende bebyggelse i Holbæk By. Visualiseringerne er udarbejdet af Henning Larsen Arkitekter på baggrund af Holbæk Kommunes krav, hvor det bliver tydeliggjort at bygningerne ikke har en væsentlig indflydelse på den visuelle påvirkning fra kystlinjen. Visualiseringer og analyse kan findes i miljørapporten, som er vedhæftet.
Det følger af Planlovens § 5b, at der kun kan inddrages nye arealer til byzone såfremt der er en særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse. Hele Holbæk by er beliggende indenfor kystnærhedszonen, og et nyt varmeforsyningsanlæg mv. skal placeres i en kort afstand fra byen, da der ellers vil ske for stort et energitab i rørene. Der er således en særlig funktionel begrundelse for at planlægge for varmeforsyningsanlæg mv. indenfor kystnærhedszonen. Det bemærkes desuden, at arealet allerede er kommuneplanlagt til erhvervsformål, og at arealet ligger bag eksisterende by i forhold til kystlinjen.
Diverse udpegninger
Kirkeomgivelser
Planområdet er beliggende 880 meter sydvest for Tveje Merløse Kirke og 1850 meter nordøst for Søstrup Kirke. Området er delvist inden for begge kirkers kirkeomgivelser, men uden for kirkebyggelinjer. Ifølge retningslinjerne i Holbæk Kommuneplanen må der inden for områder, der er udpeget som kirkeomgivelser, ikke foretages byudvikling, anlæg af trafik- eller tekniske faciliteter eller skovrejsning, medmindre det kan gøres uden at væsentligt forringe oplevelsen af kirken. Dette sikrer, at ændringer i området omkring kirken ikke underminerer dens kulturelle og æstetiske betydning.
Planområdet udgør i dag en dyrket mark, der primært anvendes til landbrugsformål. Tveje Merløse Kirke og Søstrup Kirke opleves i dag ikke fra planområdet. Generelt ses kirkerne fra de omkringliggende veje og byer, som ofte har klart definerede sigtelinjer.
Kirkeomgivelser i lokalplanområdet. Markeret med rød.
Realiseringen af lokalplanen vil medføre betydelige ændringer i de eksisterende marker, men dette vil primært være begrænset til nærområdet. På trods af ændringerne vil realiseringen af lokalplanen kun påvirke indsigtskilerne til kirkerne i en moderat grad, da de højeste bygningselementer inden for planområdet er placeret således, at de ikke dominerende indenfor kirkeomgivelserne og der allerede er beplantning som skærmer for indsigt.
Grundvandsinteresser
Planområdet ligger i et område med særlige drikkevandsinteresser (OSD), samt et område med drikkevandsinteresser (OD), hvilket begrænser nedsivningsmulighederne. Holbæk Kommune har forholdt sig til bekendtgørelsen om krav til kommuneplanlægning inden for områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for disse.
Grundvandbeskyttelsen er derfor indarbejdet i hele disponeringen af arealet og nedsivningsforholdene vurderes for hele arealet som én helhed med særlige drikkevandsinteresser.
I områder med særlige drikkevandsinteresser skal håndtering af overfladevand indrettes, så forurening af grundvand undgås. Færdsels- og oplagsarealer etableres derfor med fast uigennemtrængelig belægning med mulighed for opsamling af overfladevand, så nedsivning og forurening undgås og regnvandsbassiner etableres med tæt bund.
Genbrugspladsen er på forbudslisten jf. ovennævnte bekendtgørelses bilag 1 og derfor placeres genbrugspladsen nordligst på arealet, som er kategoriseret som et OD-område, og placeres derfor ikke i et OSD-område.
Bevaringsforhold og Museumsloven
Det er Holbæk Kommunes vurdering at de beskyttede sten-og jorddiger er karakteristiske for lokalplanområdets afgrænsning. Begge beskyttede diger er ejerlavsdiger, som udgør Langerød landsby ejerlav. De har høj kulturhistorisk værdi, i særlig høj grad den del der er et intakt stendige. Stendiget har også en høj naturmæssig værdi. Digernes strækninger har historisk set indikeret skel mellem dyrkningsjord og bør bevares som vidne om udskiftningens disponering af landskabet. Digerne er omfattet af Museumslovens § 29a, hvoraf det fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af sten-og jorddiger og lignende. Der er dog mulighed for, at kommunalbestyrelsen kan dispensere fra forbuddet i særlige tilfælde. Se lovens § 29 j, stk. 2. Lokalplanens realisering forudsætter tilladelse efter museumsloven til gennembrud af jorddiget ved Energibyens tilslutning til vejanlægget der giver vejadgang til Omfartsvejen.
Bygge- og beskyttelseslinjer
Lokalplanområdet er ikke omfattet af:
- Naturbeskyttelseslovens sø- og åbeskyttelseslinje på 150 meter.
- Skovbyggelinje på 300 meter.
- Fortidsmindebeskyttelseslinje på 100 meter.
- Kirkebyggelinje på 300 meter.
I lokalområdet er der et par opmærksomhedspunkter, som der skal tages hensyn til.
1. Kalvemose Å, som er et beskyttet vandløb er indbefattet af en åbeskyttelseslinje. Afgrænsningen af åbeskyttelseslinjen er at finde ca. 150 meter syd for planområdet, men inddrages i planlægningen, eftersom det er en forudsætning for projekternes realisering, at der kan udledes regnvand fra området til Kalvemose Å via regnvandsbassiner.
2. Under byggemodningsprocessen skal der tages hensyn til de beskyttede diger i nord og øst, hvor der ikke må oplagres materialer og opstillesmaskiner.