Bæredygtighed

Bymiljø og lokale værdier

Grønne områder i Energibyen

Lokalplanområdet skal have en grøn profil med genbrug og beplantning som en bærende tematik. Grønne friarealer skal medvirke til at markere dette.

Grønne områder skal være en integreret del af lokalplanområdet, hvor de grønne områder skal bidrage med en 'blødhed' i et område med 'hårde' tekniske anlæg ved hjælp af naturen. Allerede eksisterende grønne elementer i form af diger og en mergelgrav, bliver anvendt og integreret i lokalplanen.

Dele af helhedsplanen omhandler natur og grønne områder, som skal have en integreret rolle i lokalplanområdet. De grønne områder bliver udformet på baggrund af disse overvejelser og en biodiversitetsanalyse (BNG-analyse), som er blevet udarbejdet af Fors, der blandt andet skal sikre at der udelukkende bliver beplantet hjemmehørende arter. 

I flere steder af lokalplanområdet, er der lavninger, hvor der skal anlægges regnvandsbassiner. Formålet med bassinerne er at kunne håndtere regnvandet, som naturligt ender i de laveste dele af området. Derudover kommer bassinerne til at udgøre værdifulde og identitetsskabende elementer for området, som, sammen med beplantning og integrerede stisystemer, skal binde de grønne friarealer sammen med den omkringliggende bebyggelse.

Bebyggelse og arkitektoniske kvalitet 

Den arkitektoniske kvalitet for bebyggelsen er baseret på Holbæk Kommunes arkitekturpolitik og helhedsplanen for Energibyen, hvor bygninger og tekniske anlæg skal kunne opfattes som objekter i sammenhæng med landskabet. Det er målet, at det arkitektoniske formsprog er enkelt og modsvarer landskabets store skala.

Bebyggelsens disponering i Energibyen og de arkitektoniske træk bliver præget af de grønne områder med fokus på cirkulære udformninger og natur. Dette tydeliggøres eksempelvis ved det rekreative areal, Fors Have, som er placeret i midten af delområde 3, og er cirkulært udformet med et naturrigt miljø i midten.

Disponeringen af bygninger og arkitektoniske udtryk er udformet med respekt og hensyn for landskabet og omkringliggende miljø, hvor lokalplanen sikrer anlægszoner med forskellige maksimumskrav for bebyggelsens højde og kvadratmeter. 

Hovedsageligt bliver bygningernes facader beklædt af enkle og lette konstruktioner, hvor lokalplanen giver mulighed for at anvende forskellige forskellige typer materiale. Lokalplanen muliggør at tage på alle bygninger kan anvendes som et bæredygtigt element med mulighed for solceller og kan beklædes med beplantning.

Materialepaletten til Energibyen er træ og materialer med lavt CO2-aftryk som eksempelvis stråtækte facader eller genbrugsmaterialer og materialer der er robuste, i høj kvalitet og lette at genbruge såsom tegl.

Lokalområder og kulturarv

Lokalplanen sikrer at eksisterende beplantning i digerne som i dag delvist afskærmer området mod nord og øst, bevares. Dertil sikrer lokalplanen at der bliver etableret yderligere beplantning i området som nedtoner anlæggets visuelle dominans på sigt. Derudover sikrer lokalplanen at der etableres en jordvold i 1,5 meters højde og et beplantningsbælte mod vest, som skal sikre at nabobebyggelsen i Langerød ikke bliver påvirket af lys fra parkerende biler.

Transport

Lokalplanen muliggør en adgangsvej til Energibyen fra Omfartsvejen, som bliver beliggende overfor Sports Allé. For at sikre den sikreste trafikafvikling skal der etableres et lyskryds, som kan håndtere en øget trafikbelastning.

Realisering af lokalplanen kan medføre, at trafikbelastningen i området øges, men samtidig vil trafikkapaciteten også blive øget, fordi der netop anlægges en adgangsvej fra Omfartsvejen ind til planområdet. Langs adgangsvejen bliver der bygget sikre forhold for cyklister og gående. 

Området bliver let tilgængeligt med kollektiv transport, eftersom der nord for området er busholdepladser beliggende ved Sportsbyen. 

Udover anlæggelse af en adgangsvej fra Omfartsvejen, skal der også etableres veje inde i projektområdet, til tung trafik, besøgende, fællesstier, gang- og cykelsti, veje for Energibyens ansatte og kunder, befæstede områder til håndtering af tunge genstande fra genbrugspladsen, stier til brandvej og servicevej samt parkeringspladser til ansatte, kunder, besøgende samt handicappede. Nedenstående kort illustrerer planområdets planlagte veje og parkeringsmuligheder.

Landskab

Landskabelig værdi

Landskabet omkring Holbæk er karakteriseret af at være et dødislandskab, som er formet af sidste istid. Dødislandskaber er kendetegnet ved bølget terræn med mange små lavninger. Planområdet er en del af denne geologiske landskabstype. Terrænet er beliggende i kote 15,5-26, hvor det højeste terræn findes i den nordøstlige del af planområdet langs Omfartsvejen og de lavest liggende arealer findes i den sydøstlige del af planområdet. 

Landskabet omkring planområdet indeholder landbrugsarealer, større infrastrukturanlæg, spredte bevoksninger og naturområder. Landbrugsarealerne og omkringliggende ejendommene trækker tråde til omegnens historie om god dyrkningsjord til kornproduktion og handel gennem Købstaden Holbæk.

Udviklingen af Holbæk by har betydet at landskabet nu er karakteriseret ved en at være en byrand præget af omfattende infrastrukturanlæg, erhvervsområder og større bygningskomplekser.

Energibyen skal placeres indenfor område 03 Allerup i Holbæk Kommunes landskabsplan. Af landskabsplanen for området fremgår særligt, at:

Der optræder mange forskellige elementer i området som derfor får karakter af at være meget sammensat. De gennemgående træk er bynærhed, byudvikling og erhvervsområder. 

og:

Området er meget sammensat og karakteriseret ved sin bynære beliggenhed og de mange tekniske anlæg.

Ved lokalplanens realisering kommer bebyggelsen i Energibyen til at vil være synlig i det omkringliggende landskab og nærmeste omgivelser, men det vil indgå i et allerede forstyrret bynært landskab. Lokalplanen sikrer at der ved en arkitektonisk bearbejdning af de store dominerende bygningsvolumener og etablering af bevoksninger med natur og skovpræg, at anlæggets tekniske udtryk og dominans nedtones i en vis grad i landskabet.

Natur

Naturbeskyttelse og planteliv

Området går fra at være opdyrket landbrugsjord, til et område med tekniske anlæg, hvor lokalplanen sikrer at eksisterende grønne elementer i området skal bevares og nye biotoper skal introduceres for at øge biodiversiteten.

Lokalplanen sikrer at der etableres ny beplantning ud fra en beplantningsplan, som kan få gavnlig indflydelse på biodiversiteten i området. Derudover skal planteliv og natur være en integreret del af anlæggets karakter, arkitektur og områdets udformning, som skal indbyde til godt arbejdsmiljø og være et attraktivt element for besøgende, der bidrager til en bæredygtig udvikling af området. 

Dyreliv

Lokalplanen sikrer at eksisterende beplantning og de beskyttede sten- og jorddiger i området bevares. Desuden sikres det, at der etableres nye omfattende grønne områder med bevoksninger, der kan blive potentielle nye levesteder i området. Det sikres, at der skal anvendes hjemmehørende arter, da disse i langt højere grad fungerer som værtsplanter for hjemmehørende insekter end arter der ikke er tilpasset den danske natur igennem længere tid.

Der er ingen §3 beskyttede naturtyper indenfor området. Der er beskyttede sten- og jorddiger som sikres med lokalplanens bestemmelser. Derudover gøres der plads til åbne naturområder med plads til regnvandsbassiner i det kuperede terræn, som kan skabe yngle-og levesteder for dyr for fremtiden.

Bilag IV-arter

Der er ikke fundet bilag IV-arter indenfor området. Der forventes ingen påvirkning af beskyttede arter direkte eller indirekte.

Natura 2000 områder

Det vurderes, at planforslaget ikke vil påvirke internationale beskyttelsesområder.

Nærmest beliggende Natura 2000 områder er:

  • Egernæs med holme og Fuglsø beliggende ca. 6950 meter fra planområdet
  • Udby Vig - Beliggende ca. 7900 meter fra planområdet

Ressourcer og miljø

Arealanvendelse og ressourcer

Lokalplanen muliggør forskellige steder i lokalplanområdet, hvor genanvendelse og affaldshåndtering er i fokus. Herunder en større offentlig genbrugsstation, hvor der også vil være plads til bortskaffelse af affald. Derudover skal der etableres et område til bortskaffelse af farligt affald. 

Det skal tilstræbes at facader på bygninger skal udføres i genbrugsmaterialer og materialer med lang levetid.                                                                    

Affald bortskaffes i henhold til Holbæk Kommunes "Regulativ for husholdningsaffald" og "Regulativ for erhvervsaffald".

Vand og klimasikring

Vedhæftet som bilag til lokalplanforslaget er der en plan for regnvandshåndtering. Planen sikrer at de lavtliggende områder udnyttes som forsinkelsesbassinger. Dette betyder, at planen muliggør etablering af områder til opsamling- og rensning af regnvand, inden det ledes ud i den nærliggende Kalvemose å, hvor vandet bliver forsinket til en naturlig afstrømningshastighed. Derudover er regnvandsplanen udarbejdet med henblik på at dimensionere forsinkelsesbassinerne i sådan en grad, at de anvendes som klimasikring i ekstremhændelser.

Etablering af genbrugspladsen kræver miljøgodkendelse efter §5 i miljøbeskyttelses-loven. I forbindelse med miljøgodkendelse af genbrugspladsen sikres det, at overfladevand fra genbrugspladsen håndteres på en måde, så det ikke medføre væsentlig risiko for udvaskning af forurenende stoffer til recipienter eller grundvand. Der stilles standardkrav om, at genbrugspladsens køreområder og oplagsområder er befæstede med fald mod kontrolleret afløb og at farligt affald opbevares indendørs på tæt gulv med opsamlingsgrube/tank.

Al regnvand skal håndteres inden for lokalplanområdet for at imødegå klimaændringer og det øgede pres på kloakkerne. Vandet bruges som en ressource og kan opsamles, genanvendes, forsinkes, og/eller afledes til vandområder inden for lokalplanområdet. 

Forurening

I områder med særlige drikkevandsinteresser skal håndtering af overfladevand indrettes, så forurening af grundvand undgås. Færdsels- og oplagsarealer etableres derfor med fast uigennemtrængelig belægning med mulighed for opsamling af overfladevand, så nedsivning og forurening undgås og regnvandsbassiner etableres med tæt bund og tætte sider.

Økonomi

Erhverv, service og kommunal økonomi

Som følge af udbygning af Energibyen opstår der nye arbejdspladser i Holbæk Kommune, som kan gavne den erhvervsøkonomiske udvikling i kommunen.

Realiseringen af lokalplanen vil forbedre den offentlige service for kommunens borgere ved at fremtidssikre forsyningen i Holbæk Kommune.

Lokalplanen muliggør genbrugsmarkeder med tilbagevendende kortvarige åbningstider, eller hvor benyttelsen ikke sker regelmæssigt hen over året med faste daglige åbningstider.

Social og sundhed

Sundhedstilstanden & rekreativt indhold

Lokalplanen bidrager til sundhed og mangfoldighed på flere måder. I lokalplanen er der indtænkt bestemmelser angående trafiksikkerhed, miljøforhold og æstetik, med fokus på at kunne fremme sociale relationer.

I Energibyen bliver der skabt rekreative og grønne områder, som bliver tilgængelige for alle ved hjælp af veje og stier. Fællesområderne bliver præget af et naturrigt islæt, hvor der skal være plads til leg og mødesteder. Alle områder bliver belyst, så personer trygt kan anvende områderne på alle tidspunkter af året og i alle Energibyens åbningstider. Energibyen bliver afgrænset af eksisterende diger, nye bevoksninger, afskærmende læhegn og jordvolde, som vurderes, at være tilstrækkeligt til at blokere for lys fra parkerede biler og minimere påvirkningen på Langerød by, også i den del af året, hvor træerne ikke har blade.