Baggrund
Lokalplanen udarbejdes på baggrund af et konkret ønske om at etablere en dagligvarebutik og en sandwichstand på området. I forlængelse af dette ønske er det vurderet, at hele den gældende lokalplan skal revideres og erstattes i sin helhed, for at opnå en planmæssig helhed for området.
Genvedtagelser af planer
Lokalplanforslaget har været i offentlig høring fra den 14. september 2012 til den 9. november 2012. Her blev det samtidig annonceret at der er truffet afgørelse om ikke at miljøvurdere lokalplanforslaget. Afgørelsen er ved skrivelse af 2. oktober 2012 påklaget til Natur og Miljøklagenævnet af en beboer inden for lokalplanområdet. Der er klaget over at lokalplanforslaget burde være miljøvurderet, da klager antog at etableringen af en dagligvarebutik indenfor delområde I ville få væsentlig indvirkning på miljøet. Den 10. april 2013 har Natur- og Miljøklagenævnet ophævet den endelige vedtagelse af lokalplanen og kommuneplantillæg nr. 40. Natur- og Miljøklagenævnet fandt ikke, at det fremgik med tilstrækkelig tydelighed af screeningsdokumentet eller i øvrigt, at kommuneplantillægget er screenet efter reglerne i miljøvurderingsloven. Det fremgår heller ikke af den offentliggørelse, der er foretaget af afgørelsen om ikke at miljøvurderer lokalplanforslaget i overensstemmelse med miljøvurderingslovens § 4, stk. 4, at der tillige er truffet afgørelse om ikke at foretage en miljøvurdering af kommuneplantillægget.
Der er således foretaget en fornyet screening af både lokalplanen og kommuneplantillægget hvor det fastholdes at planerne ikke er omfattet af lovens krav om miljøvurdering jf. Lov nr. 9396 af 24. september 2009 om miljøvurdering af planer og programmer, § 3, stk. 2.
Begrundelsen er:
- At planen omfatter et mindre område på lokalt plan
- At ændringen fra erhverv til lokalcenter ikke antages at få væsentlig indvirkning på miljøet.
- At ændringen fra miljø klasse 2-3 til 2-4 ikke antages at få væsentlig indvirkning på miljøet, herunder at genbrugspladsen forsat vil blive opfattet som værende en del af et sammenhængende eksisterende erhvervsområde.
- At planen ikke omfatter projekter, som nævnt i lovens bilag 3 og 4.
- At arealet ikke rummer særlige naturinteresser i form af særlig værdifuld natur, økologiske forbindelser eller sjældne planter og dyr.
- At det forventede antal biler vurderes ikke at belaste trafikken, og at ændringen i trafikstøj vil blive yders begrænset i forhold til den eksisterende trafik.
Afgørelsen har været i høring fra den 25. juni til og med den 23. juli 2013. Der er i høringsperioden ikke fremkommet nogen klage over afgørelsen. Lokalplanen og Kommuneplantillægget er den 11. september 2013 genvedtaget.
Formål
Lokalplanen skal sikre områdets anvendelse til erhvervsformål: Industri- og værkstedsvirksomhed, lagervirksomhed samt offentlige formål, der naturligt kan indpasses i et erhvervsområde. Formålet er desuden at regulere fremtidige bebyggelses- og vejforhold i overensstemmelse hermed.
Lokalplanen skal også give mulighed for, at der etableres en dagligvareforretning og samt muliggøre etablering af et mindre madudsalg med salg af f.eks. sandwich, pizza og lignende på området.