Bæredygtighed

Holbæk Kommunens strategi og handleplan for bæredygtig udvikling opstiller en række mål og indsatser for en bæredygtig udvikling gennem nedsættelse af miljøbelastningen og bevarelse af biodiversiteten.

For at indfri disse mål er det bl.a. besluttet, at regnvand fremover skal anvendes som en gevinst for byens rum og i videst muligt omfang bortledes lokalt. Planen er desuden vurderet i forhold til en række bæredygtighedsparametre, som beskrevet nedenfor.

Byggeri og planlægning
Ny bebyggelse kan orienteres frit i forhold til verdenshjørnerne, hvilket giver mulighed for at udnytte fx sollyset aktivt i forbindelse med opvarmning og lysindfald.

Transport
Lokalplanen ligger i tæt tilknytning til kollektiv transport i form af busbetjening på Skagerakvej, Valdemar Sejrsvej og Stenhusvej. Området ligger desuden inden for cykelafstand af Holbæk Station.

Lokalplanområdet kobler sig på det eksisterende stinet.

Ressourcer og miljø
Affaldshåndtering skal ske som foreskrevet i Renovationsvæsenets regulativer.
Lokalplanen giver mulighed for at etablere f.eks. regnvandssøer jf. den blå struktur.

Lokalplanen giver mulighed for anvendelse af permeable belægninger med mulighed for nedsivning af regnvand.

Natur
Naturbeskyttelsesområder
Lokalplanområdet indeholder to beskyttede søer efter naturbeskyttelseslovens § 3. Den ene sø er beliggende midt i området, mens den anden ligger i skellet mod vest.

Det kan være en fordel, at flytte § 3-søen midt i projektområdet mod syd blandt andet for at etablere en ny grøn korridor. I givet fald skal der som erstatning etableres to nye søer, eventuelt i forbindelse med de eksisterende vandhuller syd for området.

Et regnvandsbassin kan ikke betragtes som en erstatning for en § 3-sø. Dog kan et regnvandsbassin med tiden vokse ind i et naturbeskyttelsesområde.

”Bilag 4-arter”
Habitatdirektivet forpligter Holbæk Kommune til at sørge for, at der ikke sker aktiviteter eller anlæg, som kan have skadelig virkning for bilag 4-arterne eller bestanden af hver art inden for området. Jævnfør (Søgaard B. & Asferg T. (red), 2007) kan området potentielt være yngle og rastested for følgende arter: vandflagermus, brunflagermus, sydflagermus, dværgflagermus, markfirben, spidssnudet frø og stor vandsalamander. Ingen af arterne er registreret i området.

Planerne for områdets udvikling vil kunne påvirke levesteder for dyr og planter både i positiv og i negativ retning. Flere småfugle trives, når området udvikles til et rekreativt område med bebyggelse og beplantning (f.eks. beplantninger imellem fodboldbanerne og langs stierne omkring den eksisterende sø). Til gengæld kan øget færdsel i området bevirke forstyrrelser af specielt råvildt, hare og agerhøns og lignende arter tilknyttet til det nuværende landbrugsland.

Sundhed og trivsel
Der er ingen forhold i planen, som udgør en sundhedsrisiko for befolkningen. Planen har tværtimod det sigte, at den vil kunne tilbyde flere sundhedsfremmede tilbud ved at integrere et sundhedscenter med svømmehal, multihal mv.