I henhold til lovbekendtgørelse nr. 1529 af 23. november 2015 om planlægning med senere lovændringer fastlægges hermed følgende bestemmelser for det i § 2 nævnte område.
1.1
Lokalplanens formål er:
- At sikre områdets anvendelse til erhvervsformål og offentlige rekreative formål,
- At sikre etablering af beplantningsbælter i forbindelse med ny bebyggelse,
- At sikre drikkevandsinteresser og naturkvaliteter i området.
2.1 Lokalplanen omfatter følgende matrikler, samt alle parceller der efter d. 13/4/2016 måtte blive udstykket herfra.
Tveje-Merløse, Holbæk jorder, matrikel nr.:
2i, 2l, 2m, 2n, 2o, 2r, 2s, 2t, 2u, 2q, 2v, 3p.
Tåstrup, Holbæk Jorder, matrikel nr.:
Del af 7a, 7r, 7000l, del af 7000p.
Se kortbilag 3.
2.2 Zoneforhold
Området er beliggende i byzone.
2.3 Området er inddelt i 5 delområder, som vist på bilag 4:
Delområde A som udgør ca. 12,9ha,
delområde B som udgør ca. 3,3ha,
delområde C som udgør ca. 31,2ha,
delområde D som udgør ca. 2,6ha
og delområde E som udgør ca. 5,7ha
3.1 Lokalplanområdet må kun anvendes til erhvervsformål, samt rekreative og offentlige formål. Indenfor området må opføres og indrettes bebyggelse til erhvervsformål som angivet for delområderne A-C som vist på kortbilag 4. Dog må der ikke etableres eller udøves virksomhed, der i væsentligt omfang medfører risiko for grundvandsforurening.
3.2 Indenfor delområde A må der kun etableres erhverv, herunder produktions-, håndværks, lager-, og serviceerhverv, i virksomhedsklasse 2-4, jf. Miljøministeriets ”Håndbog om Miljø og Planlægning”, herunder tilhørende kontor eller personale faciliteter.
Eksempelvis: Elektronikvirksomheder, bogbinderier, maskinudlejning, maskinstation, værksted, garage vaskeplads, lagerbygninger, (administration, udvikling, forskning, tjenesteydelser og evt. tilknyttet mindre produktion) tilhørende kontorfunktion mm.
3.3 Indenfor delområde B må der kun etableres erhverv, herunder produktions-, håndværks, lager-, og serviceerhverv, i virksomhedsklasse 2, jf. Miljøministeriets ”Håndbog om Miljø og Planlægning” , herunder tilhørende kontor eller personale faciliteter.
3.4 Indenfor delområde C må der kun etableres erhverv, herunder produktions-, håndværks, lager-, og serviceerhverv, i virksomhedsklasse 2-4, jf. Miljøministeriets ”Håndbog om Miljø og Planlægning” , herunder tilhørende kontor eller personale faciliteter.
3.5 Delområde D udlægges til offentligt formål. Arealet forbeholdes rekreative formål, samt visuel afskærmning og støjafskærmning.
3.6 Delområde E udlægges til offentligt formål. Arealet forbeholdes rekreative formål.
4.1 Der må indenfor delområde A og B ikke udstykkes grunde mindre end 2.000 m².
4.2 Der må indenfor delområde C ikke udstykkes grunde mindre end 10.000 m².
Byggelinjer:
5.1 Langs områdets veje pålægges byggelinjer i en afstand af 5 m fra vejskel, således som på kortbilag 4 samt på fremtidigt vejudlæg. Arealet mellem vejskel og byggelinje må kun anlægges og vedligeholdes som et grønt område med beplantning og græs i forbindelse med hegning, evt. forplads og udstillingsareal, parkering og lignende, og må ikke benyttes til bebyggelse, oplags- eller arbejdsplads.
5.2 Langs Valdemar Sejrsvej pålægges byggelinje i en afstand af 25 m fra kørebanekant, således som vist på kortbilag 4. Arealet mellem vejskel og byggelinje må kun benyttes til beplantningsbælte jf. § 13.1 og kortbilag 4.
5.3 Langs Omfartsvejen fastholdes eksisterende byggelinje 20 m fra vejmidte med tillæg for højdeforskel.
5.4 Indenfor lokalplanområdet pålægges byggelinjer i forhold til områder omfattet af naturbeskyttelseslovens §3 som vist på kortbilag 4.
5.5 Der pålægges byggelinjer i forbindelse med de lavtliggende arealer i området langs Kalveå, som indtegnet på kortbilag 4.
Delområde A:
5.6 Den maksimale bebyggelsesprocent for den enkelte ejendom indenfor delområde A fastsættes til 40%.
5.7 Bebyggelse må ikke placeres nærmere end 5 m fra skel.
5.8 Bebyggelse må maksimalt opføres i 2 etager.
5.9 Intet punkt af en bygnings ydervæg eller tag, bortset fra skorstene og afkast, må være højere end 11 m over terræn.
5.10 I delområde A må bygninger ikke i sin helhed være beliggende mellem belægningsgrænsen og hhv. Kalveå og delområde E, som vist på kortbilag 4.
5.11 I delområde A skal bebyggelse beliggende delvist mellem belægningsgrænsen og hhv. Kalveå og delområde E, som vist på kortbilag 4 minimum have en sokkelhøjde i terrænkoten 20. Se også illustration på bilag 7, fig. 1.
Delområde B:
5.12 Bebyggelsesprocenten for den enkelte ejendom fastsættes til 40%.
5.13 Bebyggelse må ikke placeres nærmere end 5 m fra skel.
5.14 Bebyggelse må maksimalt opføres i 2 etager.
5.15 Intet punkt af en bygnings ydervæg eller tag, bortset fra skorstene og afkast, må være højere end 11 m over terræn.
Delområde C:
5.16 Bebyggelsesprocenten for den enkelte ejendom fastsættes til 50%.
5.17 Bebyggelse må ikke placeres nærmere end 5 m fra skel.
5.18 Bebyggelse må maksimalt opføres i 3 etager.
5.19 Intet punkt af en bygnings ydervæg eller tag, bortset fra skorstene og afkast, må være højere end 12 m over terræn.
5.20 Indenfor de områder der på kortbilag 4 er markeret som ”kirkebyggezone”, må intet punkt af en bygnings ydervæg eller tag, være højere end 8,5 m over terræn.
6.1 Bygninger placeret nord-vest for Rørvangsvej skal udføres med facader i lyse materialer. Hvid og lys grå.
6.2 Bygninger placeret syd-øst for Rørvangsvej skal udføres med facader i mørke gråtoner (mørkegrå til sort).
6.3 Bygninger indenfor lokalplanområdet skal opføres med tagmaterialer der gør tagvandet egnet til nedsivning.
7.1 Vejadgang til lokalplanområdet må kun ske fra Rørvangsvej fra nord og Omfartsvejen fra syd.
7.2 Vejadgang til de enkelte matrikler må ikke ske direkte fra Rørvangsvej, men skal ske ved hjælp af stikveje tilsluttet Rørvangsvej.
Der udlægges areal til stikveje i en bredde af 12 m.
7.3 Veje må kun anlægges efter de principper som anvises på kortbilag 6.
7.4 Ved sidevejes tilslutning til Rørvangsvej pålægges et oversigtsareal.
Oversigtsarealet fastlægges med oversigtslængderne 195 m og 3 m ad henholdsvis primærvejen (Rørvangsvej) og sekundærvejen (Stikvej), målt fra skæringspunktet mellem forlængelserne af vejenes kørebanekanter, samt sekundærvejens midterlinje, som vist på kortbilag 7, figur 2. På oversigtsarealerne må ikke forefindes bebyggelse, beplantning eller andet, der hindrer fri oversigt i en større højde end 0,8 m, målt over en flade gennem vejenes midterlinjer.
7.5 Vejskråninger anlægges på det tilstødende grundareal mellem vejskel og byggelinje.
8.1 Stier indenfor lokalplanområdet udlægges i maksimalt 3 m bredde og med belægning i grus.
8.2 Der udlægges areal til en sti igennem delområde C til forbindelse mellem Rørvangsvej og Valdemar Sejrs vej. Stien udlægges med en samlet bredde på 5m. Stien må kun anlægges efter de muligheder der anvises på kortbilag 6.
9.1 Der skal indenfor delområde A og B udlægges areal til parkering svarende til 1 parkeringsplads pr. 75m² etageareal. Parkeringspladserne skal anlægges i det omfang byrådet forlanger det.
9.2 Der skal indenfor delområde C udlægges areal til parkering svarende til 1 parkeringsplads pr. 100m² etageareal. Parkeringspladserne skal anlægges i det omfang byrådet forlanger det.
*Note: Se redegørelsesdelen, afsnit “Tilladelser og dispensationer fra andre myndigheder”.
10.1 Skiltning og reklamering må ikke etableres på tage indenfor lokalplanområdet.
10.2 Der må placeres et skilt på hver af bygningernes facader med en max størrelse på 1 m i højden og 10 m i bredden med virksomhedens navn. Derudover kan der etableres et logo-skilt på max 2,5 m i højden og 6 meter i bredden.
10.3 Fritstående skilte må maksimalt have mål af 1,5 x 0,5 m, og der må kun opsættes ét fritstående skilt pr. overkørsel til den enkelte ejendom.
10.4 Ved stikveje tilsluttet Rørvangsvej, må der opsættes et fælles henvisningsskilt til virksomhederne, der har vejadgang fra stikvejen. Skiltet må maksimalt have et mål på 0,8 x 0,5 meter, jf. § 7.4
11.1 Der skal etableres et beplantningsbælte mellem Valdemar Sejrsvej og byggelinjen, som vist på kortbilag 4. Beplantningsbæltet må kun udføres med opstammede træer i tre forskudte rækker. Indenfor rækkerne skal afstanden mellem de enkelte træer være 10 m, mens afstanden mellem rækker skal være 7-8 m, som vist på kortbilag 7, figur 3.
11.2 Der skal etableres et beplantningsbælte med opstammede træer i en række, på den sydlige side af Rørvangsvej, som vist på kortbilag 4. (Se også kortbilag 7, figur 3)
11.3 De på kortbilag 4 indtegnede plantebælter skal beplantes med opstammede, løvfældende træer som eks. Lind, Selje Røn, eller Poppel, der som minimum kan opnå en højde på 8 m.
11.4 Øvrig beplantning skal bestå af stedtypiske buske og træer, som eksempelvis tjørn, pil, mirabel og eg.
11.5 Inden for lokalplanens område må der ikke ske terrænregulering ud over 1 meter i forhold til det eksisterende terræn og ikke nærmere naboskel end 2 meter.
11.6 Beplantning og afskærmningsbælter kan, hvor de indgår i ejendommens matrikulære areal indgå ved beregningen af ejendommens udnyttelsesmuligheder.
11.7 Der kan anlægges afskærmede områder til oplagsplads og udendørs arbejdsplads på arealer der ikke disponeres til andre formål, dog ikke på arealer beliggende mellem bebyggelse og vejkant.
11.8 Området mod Kalveå eller mod delområde E indenfor den på kortbilag 4 indtegnede "belægningsgrænse" må ikke belægges.
12.1 Udendørs belysning på området skal udformes således at det ikke giver anledning til gener for naboer.
13.1 Olie og kemikalier skal opbevares i egnede beholdere, der enten er dobbeltvæggede eller placeret under tag og beskyttet mod vejrlig. Beholderne skal stå på en dertil egnet oplagsplads med tæt underlag.
13.2 Arealer til oplag skal indrettes med tæt belægning uden afløb eller med afspærringsventil og sikret mod påkørsel. Oplagspladsen skal være indrettet på en måde, så spild kan holdes inden for et afgrænset område og uden mulighed for afløb til jord, grundvand og kloak. Området eller opsamlingsrum skal som minimum kunne rumme indholdet af den største opbevaringsenhed i området. Arealerne skal være forsynet med en høj kant, som sikrer mod overløb ved skybrud.
13.3 Ledninger skal føres i jorden.
14.1 Indenfor delområde A og B skal overfladevand fra tag ledes til nedsivning i de tilstødende, egnede vådområder. Nedsivning af overfladevand fra tag skal ske gennem biologisk aktive jordlag i form af bevoksede arealer.
14.2
Indenfor lokalplanområdets delområde A, B og C må befæstelsesgraden maksimalt være 0,7
En befæstelsesgrad på 0 svarer til, at intet overfladevand må afledes til kloaksystemet, hvorimod en befæstelsesgrad på 1 svarer til, at overfladevand fra hele matriklens samlede areal må afledes til kloaksystemet. Befæstelsesgraden angiver således, hvor stor en brøkdel af regnvand/overfladevand, der maksimalt må afledes til det offentlige kloaksystem fra en ejendoms areal.
15.1 Det skal sikres at støj fra lokalplanområdet ikke belaster naboer med miljøfølsom anvendelse i de tilstødende områder. Se evt. afsnit om støj i redegørelsesdelen.
16.1 Der skal etableres en grundejerforening med medlemspligt for nye ejere af ejendomme inden for område A og B. Foreningen skal etableres snarest efter at kommunen påbegynder afhændelsen af arealet. Kommunen indtræder som medlem, indtil hele arealet er afhændet.
16.2 Grundejerforeningen skal bl.a. have til formål at etablere og administrere fælles retningslinjer for udformning af de grønne arealer og drift og vedligeholdelse heraf, samt at udøve sådan påtaleret og dispensationsmyndighed i forhold til nærværende lokalplan, der måtte blive overdraget foreningen af byrådet. Grundejerforeningen er pligtig at forestå drift og vedligeholdelse af private fælles veje og stier.
16.3 Det påhviler grundejerforeningen selv at udarbejde foreningens vedtægter, som skal godkendes af byrådet.
17.1 Inden ibrugtagning af bebyggelse skal parkeringsarealer og fælles friarealer være anlagt og beplantede. Bebyggelsen skal ligeledes være tilsluttet kollektiv vandforsyning, samt de fælles private og offentlige anlæg for regn og spildevand.
17.2 Beplantning- og afskærmningsbælter på bebyggelsens matrikel skal etableres, hvor det ikke er sket som led i områdets byggemodning, og vedligeholdes gartnermæssigt af de respektive grundejere.
17.3 Ny bebyggelse må ikke uden byrådets særlige tilladelse tages i brug før det er påvist, at adgangsarealers og bygningers indretning tilgodeser personer, hvis bevægelses eller orienteringsevne er nedsat.
18.1 Lokalplan nr. 2.04 aflyses i sin helhed og erstattes af nærværende lokalplan, som har samme afgrænsning som den eksisterende.
19.1 Efter Holbæk Byråds endelige vedtagelse og offentliggørelse af lokalplanen må de ejendomme, der er omfattet af planen, ifølge planlovens § 18 kun udstykkes, bebygges eller i øvrigt anvendes i overensstemmelse med planens bestemmelser.
19.2 Den eksisterende lovlige anvendelse kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen medfører heller ikke i sig selv krav om etablering af de anlæg m.v. der er indeholdt i planen. Lokalplanen tinglyses ikke på de ejendomme, der er omfattet af planen, men indberettes til PlanSystemDK.
19.3 Byrådet kan meddele dispensation til mindre væsentlige lempelser af lokalplanens bestemmelser på betingelse af, at det ikke ændrer den særlige karakter af det område, der søges skabt ved lokalplanen. Mere væsentlige afvigelser fra lokalplanen kan kun gennemføres ved tilvejebringelse af en ny lokalplan.
19.4 Lokalplanen udlægger et område til offentlige formål. Det betyder, at ejeren efter planlovens § 48 under visse forudsætninger kan kræve ejendommen overtaget af kommunen mod erstatning.
Lokalplan 2.77 Erhvervsområde Rørvang Syd er vedtaget af Holbæk Kommune den 8. august 2016.