Bæredygtighed

Muliggørelsen af boliger i området er i overensstemmelse med kommuneplanens intentioner om
fortætning af den eksisterende by. Byomdannelse og fortætning skal medvirke til at skabe en mere dynamisk og bæredygtig by. Samtidig giver fortætning af byen en større mulighed for at friholde det åbne land og de bynære grønne områder for ny bymæssig bebyggelse. Fortætning giver endvidere mulighed for at understøtte den kollektive trafik og forsyningsstrukturerne generelt og dermed opnå et mere bæredygtigt bysamfund. Planlagte bebyggelse er herudover planlagt opført med fokus på lavt energiforbrug og bæredygtighed.

Transport

Lokalplanområdet ligger i tilknytning til busforbindelser på Roskildevej øst for planområdet. Planområdet ligger ligeledes ca. 2 km i afstand i jernbaneforbindelser ved Holbæk Station.

Ressourcer og miljø

Affaldshåndtering skal ske som foreskrevet i Renovationsvæsenets regulativer. Der stilles ikke særlige krav til affaldsindsamling.

Natur

I forbindelse med udarbejdelse af miljøscreening har Holbæk Kommune besigtiget lokalplanområdet i henhold til naturbeskyttelsesloven. Besigtigelsen klassificerede et søområde som et § 3-naturområde, der skal beskyttes og derfor ikke må opfyldes.

Sundhed og trivsel

Lokalplanen indebærer, at friarealer skal udgøre minimum 100% af bebyggelsens etageareal. Friarealer omfatter ikke tilkørsels- og parkeringsarealer. Ligeledes indebærer lokalplanen, at friarealerne skal indeholde opholdsarealer bestående af legepladser og aktivitetspladser, der skal anlægges i tilslutning til boliger. Træer, beplantning og terræn på de fælles friarealer skal understøtte, at friarealer bliver opholdsvenlige.