Baggrund
Lokalplanen er udarbejdet for at imødekomme Hf. Rørvangsparkens og Hf. Granløseparkens ønske om en højere bebyggelsesprocent. Lokalplanen skal sikre en tidssvarende fremtidig brug af kolonihaverne. Lokalplanen vil muliggøre en øget bebyggelsesprocent for kolonihaverne fra de nuværende 10% i den eksisterende lokalplan op til 15% af haveloddens areal. På hver havelod vil der dog maksimalt kunne bygges et hus på 50 m2. Udover de 50 m2, men inden for bebyggelsesprocenten på de 15%, kan der opføres to småbygninger (skure eller drivhuse) hver på op til 6 m2. Se mere om bebyggelsens udformning i afsnittet om lokalplanens indhold.
Området er tidligere lokalplanlagt og for nuværende omfattet af lokalplan nr. 30 for et område til udvidelse af kolonihaveområdet Rørvangsparken.
Formål
Formålet ved lokalplanen er at sikre Rørvangsparken og Granløseparken som attraktive kolonihave- og rekreative områder, samtidig med at drikkevandsinteresserne i området beskyttes. Der er siden vedtagelsen af den eksisterende lokalplan nr. 30 etableret tre vandboringer i den sydlige del af området. Lokalplanen vil sikre eksisterende fælles friarealer, nuværende veje og rekreative stier. Herudover vil bestemmelserne i lokalplanen angive bebyggelsens omfang, placering og udseende. Bebyggelsesprocenten ændres, for at imødekomme det konkrete ønske fra Hf. Rørvangsparken og Hf. Granløseparken.