Støj
Lokalplanområdet ligger mellem Kalundborgvej og jernbanen, og er derfor påvirket af støj. Dele af området er i dag i anvendelse til butiksformål (dagligvarebutik), og der findes indenfor området fortsat en bolig.De vejledende grænseværdier for virksomhedsstøj i områder til centerformål er:
55 dB mandag-fredag kl. 07-18, lørdag kl. 07-14,
45 dB mandag-fredag kl. 18-22, lørdag kl. 14-22, søn og
helligdag kl. 07-22
40 dB alle dage kl. 22-07
De vejledende grænseværdier for vejstøj er Lden 58 dB for anvendelse til boliger (Lden (day-evening-night) er den vægtede middelværdi over hele døgnet.)
De vejledende grænseværdier for jernbanestøj er: 64 dB for boligområder (boligbebyggelse, daginstitutioner m.v., udendørs opholdsarealer)
I lokalplanen gives der mulighed for opsætning af støjafskærmning mod jernbanen samt internt på grunden mellem grundene for at sikre området mod støj.
OBS. Se evt. Miljøministeriets publikationer ”Støj fra Veje” - vejledning nr. 4, 2007, ”Ekstern støj fra virksomheder” - vejledning nr. 5, 1984, ”Støjkortlægning og støjhandlingsplaner” - vejledning nr. 4, 2006, samt vejledninger om flystøj (nr. 5/1994) og jernbanestøj (nr. 1/1997).
Jordforurening
Størstedelen af lokalplanområdet er omfattet af områdeklassificering. For flytning af jord fra områdeklassificerede områder gælder, at der skal foreligge en analyse for hver 30 tons jord fra den øverste 0,5 m af jorden, for at jorden kan anvises, at jord fra udgravning dybere end 0,5 m skal analyseres efter nærmere aftale med Teknik og Miljø, og at der skal almindeligvis kun analyseres, hvis der har været bygninger, kloakker, tanke og lignende.
Hvis der ved grave og anlægsarbejdet konstateres jordforurening, skal arbejdet indstilles og fundet anmeldes til Region Sjælland, jf. jordforureningslovens § 71. Ændret anvendelse af kortlagt forurenet jord kræver tilladelse efter jordforureningslovens § 8. Holbæk Kommune er myndighed for dette lovområde.
Hvis der efterfølgende ved grave- og anlægsarbejdet konstateres jordforurening, skal arbejdet indstilles og kan først genoptages når dette meddeles. Fundet anmeldes til Vækst og Bæredygtighed, Holbæk Kommune jf. jordforureningslovens § 71. Send en mail til jord@holb.dk eller kontakt os på tlf. 72 36 36 36. Ændret anvendelse af kortlagt forurenet jord kan kræve tilladelse efter jordforureningslovens § 8.
Fund og fortidsminder
Der er ikke registreret fund eller fortidsminder i lokalplanområdet. Der kan dog sagtens fremkomme fund indenfor lokalplanområdet, f.eks. i forbindelse med byggemodning. Jf. museumslovens § 25 kan bygherren eller den, for hvis regning et jordarbejde skal udføres på landjorden, forud for igangsætning af arbejdet anmode Museum Vestsjælland om en udtalelse. Såfremt der i forbindelse med grave- og anlægsarbejder konstateres fund af fortidsminder, skal den del af arbejdet, der berører fundet, straks indstilles, og fundet skal anmeldes til Museum Vestsjælland, jf. museumslovens § 27.
Miljøvurdering
Der er foretaget en screening af planforslagenes miljømæssige påvirkninger i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (LBK nr 1225 af 25-10-2018). Miljøscreeningen er offentliggjort som bilag til planforslaget.
Ifølge lovens § 8, stk. 2 skal der gennemføres en vurdering af, om planer og programmer kan få en væsentlig indvirkning på miljøet, når disse
1) er omfattet af stk. 1, nr. 1, og kun fastlægger anvendelsen af mindre områder på lokalt plan eller angiver mindre ændringer i sådanne planer eller programmer eller
2) i øvrigt fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser og kan forventes at få væsentlig indvirkning på miljøet.
Efter § 8, stk. 2, nr. 1 skal planer, der fastlægger anvendelsen af et mindre område på lokalt plan eller alene medfører mindre ændringer i forhold til den gældende planlægning dog kun miljøvurderes, hvis de må antages at kunne få en væsentlig indvirkning på miljøet.
Planforslagene vurderes på baggrund af en screening ikke at kunne få en væsentlig indvirkning på miljøet og vurderes derfor ikke at være omfattet af krav om miljøvurdering af planer, da:
- planforslagene alene fastsætter anvendelsen af et lokalt område og ikke danner grundlag for anlæg m.v., der vurderes til at få en væsentlig indvirkning på miljøet
Afgørelsen om ikke at udarbejde miljørapport er offentliggjort sammen med planforslaget.