Bæredygtighed
Bygherre har et ønske om at DGNB certificerer byggeriet efter lokalplanen. DGNB er et omfattende værktøj til at skabe ro, retningslinjer og overblik i en ofte kompleks byggeproces. DGNB bygger på FN’s definition af bæredygtighed. I DGNB-systemet evalueres et byggeri eller byområde ud fra seks hovedområder: Miljømæssig kvalitet, økonomisk kvalitet, social kvalitet, teknisk kvalitet, proceskvalitet og områdekvalitet. Kriterierne opdateres løbende, i takt med, at branchen får ny viden og praksis. Afhængig af ambitionsniveau, kan man arbejde efter at blive tildelt enten DGNB Platin, DGNB Guld eller DGNB Sølv. Derudover kan man arbejde for at opnå tillægsudmærkelser som bl.a. DGNB Hjerte, der omhandler trivsel og indeklima, og DGNB Diamant for anerkendelse af arkitektonisk kvalitet. Det er bygherres ambition at få projektet DGNB guld certificeret. Yderligere information og DGNB kan findes her: https://dk-gbc.dk/dgnb
Holbæk Kommunes strategi og handleplan for bæredygtig udvikling opstiller en række mål og indsatser for en bæredygtig udvikling gennem nedsættelse af miljøbelastningen af bevarelse af biodiversiteten. For at indfri disse mål er det bl.a. besluttet, at byggeri inden for nye områder skal opfylde de til enhver tid gældende energikrav i nugældende bygningsreglement, og at regnvand fremover skal anvendes som en gevinst for byens rum og i muligt omfang bortledes lokalt. Planen er desuden vurderet i forhold til en række bæredygtighedsparametre, som beskrevet nedenfor.
Byggeri og planlægning
Ny bebyggelse kan orienteres frit indenfor fastlagte byggefelter i forhold til verdenshjørnerne, hvilket giver mulighed for at udnytte f.eks. sollyset aktivt i forbindelse med opvarmning og lysindfald i boligerne.
Transport
Nærmeste busstop er Engdraget (Roskildevej) som er under 100 m fra planområder og bliver betjent af buslinjerne 540 og 587. Den relativt korte afstand til busstoppet er med til at gøre kollektivtrafik mere attraktivt. Derudover er der ligeledes cykelstier langs Roskildevej som giver let adgang til Holbæk med cykel og stiforbindelser til boligområdet nord for og landsbyen syd for planområdet.
Ressourcer og miljø
Affaldshåndteringen kan ske delvis ved egen bolig (f.eks. bio og restaffald) og delvis ved decentralt placerede molokker rundt i bebyggelsen (f.eks. metal, papir, pap og plastisk). Lokalplanen fastlægger placering af områder til decentral affaldssortering, molokker.
Lokalplanen giver mulighed for at etablere grøfter og områder/anlæg til regnvandshåndtering således at regnvand bliver en aktiv del i områdets rekreative arealer.
Natur
Planområdet har været anvendt til landbrug, marker, og disse vurderes ikke til at have særlige naturværdier. Dog er der 3 § 3 beskyttede naturtyper, søer med mose, indenfor planområdet, se kortbilag 2. Disse skal bevares, dog er det muligt at rydde i pilekrat m.m. således at der kan komme lys og varme til søerne. Ændringer af § 3 områderne, f.eks. fladning af brinken, vil kræve en dispensation fra naturbeskyttelsesloven. Ansøgning til dette kan sende til natur@holb.dk. Mindre rydningsarbejde af pil langs søerne kan foretages uden dispensation, men skal der foretager større indgreb, f.eks. at trække rødder op eller lign., kræver dette dispensation. Det skal holdes en afstand fra bebyggelse/haver til § 3 områderne på min. 2 m. Inden for disse 2 m må der gerne etableres stiforbindelser.
Sundhed og trivsel
Lokalplanen muliggør etablering af et boligområdet med boliger i forskellig størrelse. Boligerne er således attraktive for små familier, store familier, par, enlige, unge og seniorer m.m., hvilket giver mulighed for en mangfoldig og varieret beboersammensætning.
Lokalplanen fastlægger at min. 20 % af området friholdes til grønne områder som giver mulighed for fælles opholdsareal og naturområde som giver mulighed for, at områdets beboere og gæster kan mødes på kryds og tværs af alder, både fysisk og socialt. Der etableres opholdsarealer med legeplads og græsareal til boldspil. Lokalplanen giver desuden mulighed for opførsel af fælleshus til forskellige aktiviteter og funktioner for områdets beboere.
Derudover fastlægger lokalplanen af færdselsarealer, som veje, fortov og de primære stier, udføres med fast belægning, såsom asfalt, belægningssten, granitstenmel eller slotsgrus, samt at disse bliver tydeligt markeret og trygge at færdes på.